Læsetid: 7 min.

Får verdens fattige nu plads ved de riges bord?

Fra G8 til G20. I sidste uge bød Obama og andre vestlige ledere på et møde i Pittsburgh en række tidligere udviklingslande velkommen til de riges klub i G8-kredsen. Utvivlsomt en begivenhed af historisk rækkevidde. Men spørgsmålet er, hvor store omvæltninger det vil medføre, når lederne af de nye store markedsøkonomier i et og alt tænker på samme måde som det nyliberale Vesten
Et større bord. Det, der tidligere var kendt som G8-kredsen, har fået et større bord at sidde ved. Med plads til Indien, Brasilien, Sydafrika ... Men det er ikke nødvendigvis et velkommen til verdens fattige, lyder kritikken.

Et større bord. Det, der tidligere var kendt som G8-kredsen, har fået et større bord at sidde ved. Med plads til Indien, Brasilien, Sydafrika ... Men det er ikke nødvendigvis et velkommen til verdens fattige, lyder kritikken.

Jim Bourg

3. oktober 2009

Man skulle tro, at præsident Barack Obamas og andre vestlige lederes indbydelse i sidste uge til 11 store udviklingsøkonomier om at tilslutte sig G8-gruppen af rige industrilande ville have skabt kolossal opmærksomhed og genstartet den fascinerende debat fra 1990'erne om nye internationale magtkonstellationer i det 21. århundrede.

Spørgsmålene lyder kort sagt: Hvor meget af sin økonomiske og militære styrke vil supermagten USA afgive i de næste årtier og til hvilke lande og regioner? Hvilke følger vil det få for den globale markedsøkonomi, de fattige lande og klodens politiske og sikkerhedsmæssige stabilitet?

Interesserede blev svar skyldigt. Den historiske begivenhed, beseglet i den gamle amerikanske kul- og industriby Pittsburgh, blev forbigået i noget nær stilhed af diverse nationale medier. Få syntes egentligt at interessere sig for Kinas, Indiens, Brasiliens, Sydafrikas, Indonesiens og andres optagelse i den eksklusive klub af rige industrilande.

Endeligt var de nye markedsøkonomier - tidligere kendt som tilbagestående udviklingslande - trådt ind i klubben som ligeværdige partnere, men det skete næsten ubemærket. Som var det den naturligste ting i verden.

Smukke ord

Derimod lagde internationale medier i sidste weekend vægt på G20-ledernes afstandtagen fra Irans hastigt voksende atomprogram og den brede konsensus i gruppen om klima- og energipolitik samt enighed om en strammere transnational regulering af kapitalstrømmene. Men smukke ord forpligter sjældent. Hverken G8 eller G20 råder over et organ, der kan sikre gennemførelsen af resolutioner på nationalt plan. Det ene års sluterklæring adskiller sig meget lidt fra de tidligere. Masser af ceremoni, pomp og pragt, men få konkrete resultater at fremvise.

Sådan har det været i G8 siden afslutningen af Den Kolde Krig. Man er begyndt at tale om andet end økonomi - f.eks. sikkerhedspolitik - men handlet mindre end før. Først med finanskrisen og den store økonomiske recession i 2008 synes G8 at være kommet til den konklusion, at en vis grad af samordning af de største industrilandes finans- og økonomipolitik er nødvendig for at afværge en nedsmeltning af den globale markedsøkonomi.

Og hvis det skal have nogen effekt, blev G8-gruppens ubetingede leder - USA - nødt til at invitere de hastigt voksende markedsøkonomier i Latinamerika og Asien indenfor i varmen. Ikke blot har Kinas, Indiens og Brasiliens økonomiske præstationer været bedre end USA's, Japans og europæernes siden den sidste finanskrise i 1997. De fylder simpelthen langt mere i det globale økonomiske landskab, og intet kan øjensynligt bremse deres fremgang.

Redningsaktion G20

Udviklingen går så hurtigt, at en økonomisk kommentator i avisen, The Times of India, forleden antydede i en sarkastisk tone, at amerikanernes og europæernes invitation intet har med altruisme og generøsitet at gøre.

»Det handler grundlæggende om rige og forældede nationer, der gennem årtier har levet over evne og nu frygter forfaldet. Nu håber de på en redningsaktion fra demografisk unge økonomier, som trives i en fri og konkurrencebetonet verden.«

Sådan tolker den økonomiske elite og det politiske lederskab i de nye markedsøkonomier udvidelsen af G8-gruppen: »De rige lande har brug for os. Derfor rækker de hånden ud!«

Fra Vesten betoner man derimod det demokratiske og pragmatiske aspekt af beslutningen taget i Pittsburgh:

»Den realøkonomiske magtbalance i verden er blevet forskubbet i retning af Asien og Latinamerika. Uden at give dem medindflydelse vil vores ambitioner om en bedre fungerende samordningspolitik være uden virkning.«

Vendt på hovedet: Sigtet med indlemmelsen af G20-gruppen i G8 er at få den globale markedsøkonomi til at virke bedre - og at sætte skub i Doha-rundens forhandlinger om nye frihandelstiltag.

Og heri synes f.eks. Kina, Indien og Brasilien at være ganske indforstået. Deres økonomer er vokset som følge af den globale frihandel, så de vil gerne være med til at konsolidere et system, som har begunstiget deres nationale magtposition.

»Det er naivt at tro, at integrationen af de nye markedsøkonomier i den rige vestlige klub vil ændre de fattige massers levevilkår. Beslutningen er taget af nationale eliter med henblik på at øge deres internationale indflydelse,« siger Yogendra Yadav, seniorstipendiat ved Centre for the Study of Developing Societies i Delhi.

Idealerne fra Bagdung

De politiske og økonomiske eliter i Delhi, Beijing, Brasilia og andre G20-hovedstæder tilslutter sig med andre ord det i Vesten herskende nyliberale syn på markedsøkonomien. Og de er lige så forhippet på at styrke deres nationale magtposition på bekostning af andre lande, som man historisk har været i Europa.

Med udvidelsen er G8 på overfladen blevet demokratiseret, men samtidig vil rivaliseringen mellem G20-landene utvivlsomt tage til, mener Yogendra Yadav.

Nytilkommerne er altså ikke en bande af antivestlige og antikoloniale magter, som vil noget andet og nyt med deres nyvundne internationale indflydelse. Tværtimod.

Årsagen til denne tingenes tilstand skal søges i den Alliancefrie Bevægelses historie. Forløberen blev støbt på en konference i Bangdung, Indonesien i 1955, hvor nyligt befriede kolonilande i Asien og Afrika samledes under ledelse af først og fremmest Indiens premierminister Jawarharlal Nehru og Ghanas frihedshelt Kwame Nkrumah. Julius Nyere fra Kenya og FN's kommende generalsekretær U Thant fra Burma var også tilstede.

»De samledes for at skabe et alternativ til de vestlige lande og Sovjetunionen. De troede, at fremtiden tilhørte dem og ikke de tidligere kolonimagter. De troede virkeligt, at de selv kunne skabe deres fremtid, og de ville aldrig have sagt ja til optagelse i en styrende vestlig klub,« fortæller Yadav, som lige nu opholder sig som stipendiat på Wissenschaftkolleg zu Berlin i Tyskland.

Indiens baggård

Faktisk var USA og Sovjetunionen stærkt bekymrede over initiativet. Begge stormagter kæmpede bittert om de mange nye staters loyalitet og så med stærk misbilligelse på frie fugle. Bangdung-konferencen kunne være blevet starten til en tredje blok - en tredje vej mellem kapitalisme og kommunisme. Men blev det aldrig.

»Allerede da den Alliancefri Bevægelse formelt blev grundlagt i 1961, var mange af idealerne fra 1955 gået fløjten,« siger Yadav.

»Nkrumah var blevet en diktator, som forbød frie fagforeninger og fængslede oppositionelle. Bevægelsens store lys, Nehru, døde i 1963, og i 1962 skete det utænkelige, at Kina angreb Indien - to broderlande i bevægelsen kom pludselig op at slås. Alt håb blev til desillusion og pragmatisme.«

I stedet for at blive en effektiv protagonist i kampen mod USA's og Sovjets stringente blokpolitik forvandlede Indien sig til en regional stormagt, som blev lagt for had af dets mindre naboer i løbet af 1970'erne og 1980'erne.

»Indiens holdning til sine mindre naboer er lidt lige som USA's Monroe-doktrin i forhold til Latinamerika,« mener Yadav.

Indiens politiske elite er i den henseende på bølgelængde med den imperiale magt USA og ledere fra de tidligere kolonimagter. Inderne taler og tænker samme magtsprog. Det samme gør sig gældende for Kina i Østasien og Brasilien i Sydamerika.

»Hertil kommer, at alle disse lande har overtaget den nyliberale økonomiske politik, hvor privatisering og begunstigelse af den private sektor er i højsædet fremfor en mere ligelig fordeling af velstanden,« siger Yadav.

»På internationale konferencer så vel som i G20 siger de indiske ledere alle de politisk korrekte ting om nødvendigheden af at bistå de fattige udviklingslande, men det er mest spil for galleriet. De føler sig på ingen måde forpligtet over for milliarder af fattige i Den Tredje Verden.«

Yadav tilføjer kritisk: »Premierminister Singh og hans regering sigter primært på at blive en global spiller og ønsker ikke at blive holdt tilbage af de fattige lande, endsige af Indiens egne fattige. Hvis Indiens politiske lederskab havde mulighed for at vælge sin egen befolkning, ville det foretrække at lede en anden,« siger Yogendra Yadav.

Ikke alt er tabt

Det betyder dog ikke, at den indiske udviklingsforsker finder udvidelsen af G8 helt meningsløs. »Man skal ikke overse, at lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika har meget store befolkninger af dybt fattige mennesker. De følger så at sige med på vognen og ind i de rige landes klub, hvor de på et eller andet tidspunkt kan blive et problem,« forudser Yadav.

Han tror, det bliver uundgåeligt, at den hidtil overfladiske konsensus i den gamle G8-gruppe snart vil blive afløst af skænderier. »G20 vil på et eller andet tidspunkt begynde at slå revner. Alene de kulturelle forskelle landene imellem tilsiger det. I de nye medlemsstaters bagland vil dele af befolkningen begynde at presse på for at opnå ændringer og mere økonomisk lighed. Det vil komme til udtryk i klubben,« mener inderen.

Rent faktisk ser Yadav - ligesom den radikalt venstreorienterede italienske samfundsfilosof Toni Negri - noget positivt i den nye G20-gruppes manglende evne til at komme til enighed om den globale økonomis største udfordringer - klimaet, social og økonomisk ulighed og kampen mellem en voksende befolkning om fordelingen af klodens knappe naturressourcer.

»Det vil skabe plads til mere autonom handling for befolkningsgrupper, som befinder sig uden for de nationale regeringers og stormagternes kontrol. Det kunne ændre status quo indefra. Og på et eller andet tidspunkt bliver ledere af de nye markedsøkonomier nødt til at tage højde for deres egne befolkningers krav. I den forstand vil verdens fattige også have fået en plads omkring de riges bord,« påpeger Yogendra Yadav.

Og hvem ved, om præsident Barack Obama ikke kan have haft det scenarie i tankerne. Det er da i det mindste værd at overveje.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu