Nyhed
Læsetid: 4 min.

Folkemordet i regnskoven snart gennemført

Akuntsu-folket er en ældgammel stamme fra Amazonas, som for blot en generation siden talte flere hundrede medlemmer. Nu er der kun fem tilbage, og om få årtier vil stammen være helt udryddet
Ururú, forrest t.v., med de resterende medlemmer af Akuntsu-folket. Resten af stammen blev myrdet omkring 1990.

Ururú, forrest t.v., med de resterende medlemmer af Akuntsu-folket. Resten af stammen blev myrdet omkring 1990.

FIONA WATSON

Udland
16. oktober 2009

De er de sidste overlevende, de sidste rester af en engang levedygtig kultur med egen religion og eget sprog, som havde navne for alt fra dyrene i regnskoven til stjernerne på nattehimlen. Akuntsu- folket er en ældgammel stamme fra Amazonas, som for blot en generation siden talte flere hundrede medlemmer, men nu består af kun fem personer. En tragisk blanding af fjendtlighed og ligegyldighed har udryddet stammen.

Forleden kom Akuntsu-folket, der i årtusinder har levet i total afsondrethed, et skridt nærmere udryddelse, da stammens sjette medlem, en ældre kvinde kaldet Ururú, døde. Ururú, der blev betragtet som Akuntsu-stammens matriark, døde den 1. oktober i en hytte bygget af grene og blade.

Nyheden om hendes død kom frem i sidste uge, da stammen fik besøg af menneskerettighedsforkæmpere, der det seneste årti har kæmpet for at redde området fra skovrydning.

»Jeg var med til begravelsen,« siger Altair Algayer, en lokal repræsentant for Funai, en brasiliansk regeringsorganisation til beskyttelse af indianernes territorier.

»Hun døde i et lille hus. Vi hørte gråd og skyndte os derhen, men hun var allerede død.«

Ururús død betyder, at Akuntsu-folkets samlede befolkning nu består af blot tre kvinder og to mænd. De er alle nære slægtninge eller ikke længere i den fødedygtige alder, hvilket betyder, at stammens udryddelse nu er uundgåelig. Men dette indfødte samfunds langsomme forsvinden er dog mere end en uheldig hændelse. Det er også resultatet af et af de mest succesfulde folkemord i menneskehedens historie. Lobbyorganisationer betragter Akuntsu-folkets skæbne som et lærestykke i de fysiske og kulturelle farer, som isolerede stammesamfund udsættes for ved den første kontakt med omverdenen.

Mejet ned

Der findes af gode grunde ikke dokumentation for en stor del af Akuntsu-folkets historie. I årtusinder boede de i ubemærkethed langt inde i regnskoven i Rondonia, en afsidesliggende region i det vestlige Brasilien nær grænsen til Bolivia. De jagtede svin, gnavere og tapirer og havde små haver i deres landsbyer, hvor de dyrkede planten maniok (eller kassava) og hvede. Men i 80'erne blev deres dødsdom udstedt. Landbrugere og skovarbejdere blev opfordret til at udforske området og gjorde et dybt indhug i regionen. Der blev anlagt veje, og det grønne vildnis blev forvandlet til lukrative sojamarker og kvægfarme.

De foretagsomme tilflyttere vidste, at der var én ting, som kunne forhindre dem i at forvandle regnskoven til profitable avlsbrug: Opdagelsen af indfødte stammer. For ifølge den brasilianske forfatning er deres land beskyttet mod erhvervsudvikling.

Derfor foretog de pionerer, der først stødte på Akuntsu-folket midt i 80'erne, en kold beregning: Den eneste måde at forhindre regeringen i at få nys om den indfødte befolkning var at fjerne dem fra landkortet. På et tidspunkt omkring 1990 blev det meste af Akuntsu-folket mejet ned på et sted, som ligger omkring fem timers kørsel fra byen Vilhena. Kun syv medlemmer af stammen undslap og flygtede længere ind i vildnisset for at overleve. De syv overlevende blev først formelt »kontaktet« i 1995, da folk fra Funai endelig nåede frem til regionen og fik et område på 26.000 hektarer fredet til stammen.

Blandt de syv var den nu afdøde Ururú, som var søster til stammens høvding og shaman, Konibú.

»Vi ved kun lidt om, hvordan Ururús liv var,« siger Altair Algayer, som var en del af det hold fra Funai, der først opdagede stammen.

»I de 14 år, vi har tilbragt sammen med hende, var hun en glad og spontan person. Hun fortalte, at hun fik fire børn, som alle blev skudt under massakren. Vi ved ikke, hvem hendes mand var, eller hvordan han døde.«

Skudsår

En anden af de syv overlevende, kaldet Babakyph, blev dræbt ved en ulykke i 2000, da et træ væltede over hendes hytte under en storm. De øvrige, som stadig er i live, er Pugapla, Konibús kone, som er omkring 50 år gammel, og deres døtre, Nãnoi og Enot-i, på henholdsvis omkring 25 og 35, og en kusine, Pupak, der er i 40-års-alderen.

Konibú og Pupak er de synlige beviser på Akuntsu-folkets lidelser, og de to viste deres skudsår til de filmfolk, der lavede en dokumentarfilm om stammens kamp for overlevelse. Filmen Corumbiara: de skyder da indianere, ikke? er blevet optaget over de seneste 20 år og har netop haft premiere i Brasilien.

Lidelserne fremgår også tydeligt af en simpel kendsgerning: Stammens tilbageværende genmateriale gør det ikke muligt for den at overleve endnu en generation. Eftersom deres skik tilsyneladende forbyder fremmede at gifte sig ind i stammen, er den reelt dødsdømt.

Opmærksomhed

Historien om Akuntsu-folket er ikke enestående. Selv hvis samfund, der ikke har været i kontakt med omverdenen, ikke bliver udsat for forfølgelse, ender det ofte tragisk. Stammerne mister typisk mellem 50 og 80 procent af deres befolkning i løbet af få måneder, fordi de ikke har noget immunforsvar i forhold til almindelige sygdomme. Deres skikke bliver også ofte ødelagt af mødet med udefrakommende. Selv om de indfødte stammer sjældent nærer den store interesse for materielle goder og ofte ikke forstår begrebet penge, er deres traditionelle klædedragt og ritualer sårbare i forhold til forandringer.

Menneskerettighedsforkæmpere håber, at Ururús død vil skabe opmærksomhed omkring stammens skæbne i den brasilianske offentlighed og fremme regeringens beskyttelse af indfødte stammer.

Stephen Corry fra Survival International, en menneskerettighedsorganisation, der har samarbejdet med Funai, siger:

»Akuntsu-folket er nået til vejs ende. Om få årtier vil dette engang levedygtige og selvforsynende folk ophøre med at eksistere, og verden vil dermed miste endnu en bid af vores forbavsende menneskelige diversitet. Dette folkemord er en forfærdelig påmindelse om, at der i det 21. århundrede på flere kontinenter stadig er indfødte stammer, der bliver udryddet, når deres land bliver invaderet, udplyndret og taget fra dem. Denne situation kan dog ændres, hvis forskellige regeringer i overensstemmelse med international lovgivning sørger for, at de kan beholde deres land. Opmærksomhed i offentligheden er altafgørende. Jo flere der taler for stammernes rettigheder, desto større er chancen for, at stammer som Akuntsu-folket vil overleve i fremtiden.«

© The Independent og Information Oversat af Mads Frese Læs mere på www.survival-international.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mona Blenstrup

Det er så grusom en historie om denne og andre stammefolks endeligt.

Hvordan kan det standses?

Mona Blenstrup

Og dene historie eller prespektiv kalder slet ikke på nogen kommentar?

Lad være med at blive distraheret, Mona. Fokuser på det vigtige: globale opvarmning, betal din CO2-skat med et smil. Det er klodens eksistens der står på spil!

Mona Blenstrup

Der skal vel også bo mennekser på den klode?

Keep on dreaming!