Læsetid: 3 min.

Franskmændene skal diskutere franske værdier

Franskmændene skal diskutere, hvorfor de bør være stolte over at være franske. Sådan lyder et nyt initiativ fra Frankrigs immigrationsminister. Samtidig insisterer regeringen på nødvendigheden af en stram flygtningepolitik. »Ren valgstrategi«, lyder kritikken fra oppositionen
Franskmændene skal diskutere, hvorfor de bør være stolte over at være franske. Sådan lyder et nyt initiativ fra Frankrigs immigrationsminister. Samtidig insisterer regeringen på nødvendigheden af en stram flygtningepolitik. »Ren valgstrategi«, lyder kritikken fra oppositionen
28. oktober 2009

ROM - Hvad vil det sige at være fransk? Det spørgsmål skal franskmændene til at diskutere, mener Frankrigs minister for immigration, integration og nationalidentitet, Eric Besson.

Opfordringen til offentlig debat om nationens værdier faldt søndag i et radioprogram på RTL, hvor immigrationsministerens udtalte:

»Jeg ønsker en stor debat om nationalidentitet, om hvad det vil sige at være franskmand i dag,« sagde han.

Præfekterne i Frankrigs 100 departementer (heraf fire oversøiske) skal i samarbejde med underpræfekterne i de 342 arrondissementer »organisere møder med nationens ledende kræfter om, hvad det vil sige at være fransk, hvilke værdier der binder os sammen, hvad det er for et bånd, der gør os til franskmænd, og hvorfor vi bør være stolte over dette«.

Initiativet sættes i gang på mandag og skal munde ud i »en stor syntetiserende samtale« i slutningen af januar.

Ifølge en række politiske kommentatorer drejer regeringens værdipolitiske tiltag sig dog mest om at forny kontrakten med de vælgere, der bragte Nicolas Sarkozy og det konservative UMP til magten ved præsident- og parlamentsvalgene i 2007. I marts skal der afholdes valg til regionalforsamlingerne, og en række prekære sager har i den seneste tid skabt utilfredshed blandt regeringens vælgere.

Det gælder først og fremmest Clearstream-sagen om korruption og bagvaskelse i den politiske elite, men også sagen om kulturminister Frédéric Mitterands udskejelser med unge drenge i Thailand. Senest har sagen om præsidentens søn, Jean Sarkozy, der i en alder af blot 23 år blev udnævnt til bestyrelsesformand for det offentlige selskab, som bestyrer det parisiske forretningskvarter La Défense, skabt øget mistillid. Beskyldninger om nepotisme tvang i sidste uge Jean Sarkozy til at droppe jobbet.

»For tiden er det mest den politiske praksis, der chokerer. Man har indtryk af at have at gøre med magthavere, der har skabt en slags selvstyre og regner med straffrihed,« udtaler Daniel Lévy, direktør for det politiske analyseinstitut CSA, til Le Monde.

'Frankrig er syg'

Sarkozy oprettede et ministerium for immigration, integration og nationalidentitet for at indfri de valgløfter, som gjorde, at det lykkedes ham at kapre stemmer fra Front National på den yderste højrefløj. At ministeren, Eric Besson, var blandt de socialister, som blev indlemmet i regeringen, men siden har skiftet parti og er indtrådt i ledelsen af UMP, gør ham blot mere velegnet til at agere værdipolitisk spydspids:

»Jeg mener, at Front Nationals politiske død ville være en god nyhed for alle,« sagde ministeren, som selv er halvt libanesisk og mener, at burkaen er uforenelig med franske værdier.

En Eurostat-undersøgelse i 2007 af holdningerne i de 27 EU-lande viste, at Frankrig lå i toppen, hvad angår tolerance over for indvandrere, mens Danmark lå i bunden. Samtidig nåede mangfoldigheden nye højder, da republikken fik en præsident med ungarske og græsk-jødiske aner og flere kvindelige ministre med indvandrerbaggrund.

Men regeringen har konsekvent koblet diskussionen om tryghed i samfundet sammen med immigrationsspørgsmålet og således forpligtet sig på en stram udlændingepolitik:

»Staten har ingen grund til at undskylde og behøver ikke at føle skyld, fordi den gør loven gældende,« sagde Besson forleden, da tre afghanske flygtninge blev hjemsendt med tvang.

Immigrationsministeren skal indfri Sarkozys valgløfte om hjemsendelse af 25.000 illegale flygtninge om året:

»Jeg bryder mig ikke om udvisningerne, men jeg påtager mig ansvaret. Frankrig kan ikke have en asylpolitik uden at udvise illegale indvandrere,« siger Eric Besson.

Venstrefløjen forholder sig skeptisk til den forestående debat om franske værdier:

»Den måde, debatten om den nationale identitet er blevet startet, viser, at Frankrig er syg,« udtaler Vincent Peillon, EU-parlamentariker for Socialistpartiet, som i modsætning til immigrationsministeren ikke mener, at burkaen udgør en trussel mod nationalidentiteten:

»Det er snarere fastfrysningen af samfundsklasserne, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den sekulære stat, og at man tager penge fra middelklassen og de fattigste for at give til de rigeste, som udgør en trussel,« siger Vincent Peillon.

Socialisterne er i øvrigt påfaldende enige med Front National, der betegner regeringens initiativ som »ren valgstrategi«.

frese@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu