Baggrund
Læsetid: 5 min.

Grib chancen: sig '350' for klimaet i dag

Med en virusagtig spredningskraft og internettets hjælp har et ungt netværk af klimaaktivister organiseret verdens største manifestation for kravet om at stabilisere atmosfærens CO2-koncentration ved 350 ppm. I 177 lande aktioneres der i dag
I dag vil store dele af verden deltage i den såkaldte 350-aktion. Billederne er fra en tidligere lignende aktion fra blandt andet Spanien, Indien, USA og Egypten.

I dag vil store dele af verden deltage i den såkaldte 350-aktion. Billederne er fra en tidligere lignende aktion fra blandt andet Spanien, Indien, USA og Egypten.

Udland
24. oktober 2009

De siger, at det bliver den største aktion for klimaet nogensinde.

Mere end 4.600 manifestationer kloden rundt i løbet af denne lørdag. Herunder på Rådhuspladsen i København kl. 12 og fra Rådhuspladsen i Århus kl. 11. Måske er det også den mest ambitiøse aktion nogensinde. For aktivisternes mål - stabilisering af atmosfærens CO2-koncentration på 350 ppm - er allerede overskredet. Fra niveauet før den fossile æras start på 280 ppm CO2 (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) er vi allerede nået op på 387 ppm. Så dagens krav indebærer, at ikke alene skal de fortsat stigende CO2-udledninger bremses - der skal gøres en global indsats for direkte at rense atmosfæren for noget af den menneskeskabte forurening, der i øjeblikket fører til opvarmning.

Det er klimamæssigt nødvendigt og teknisk muligt, siger arrangørerne med henvisning til videnskaben. Om det også er politisk realisabelt vil vise sig.

»Det er næppe sandsynligt, at det bliver nået på klimatopmødet i København, men det er vigtigt at opbygge et pres for dette mål. For alt over 350 ppm CO2 kan bringe klimaet ud af balance,« siger Rasmus Vincentz, aktivist i Klimabevægelsen og med i arrangørgruppen bag dagens københavnske manifestation.

Det er det hastigt voksende netværk 350.org, der har organiseret den verdensomspændende aktion, begyndt sidste år på inspiration af den amerikanske miljøveteran Bill McKibben og med internettet som redskab - inklusive facebook, twitter og youtube - og et minimum af organisatorisk bureaukrati, har kampagnen spredt sig fra USA og kloden rundt.

»Vi havde ingen forestilling om, at det ville rykke internationalt i det omfang, det faktisk har gjort,« siger Jamie Henn, 26-årig californisk medkoordinator af 350-netværket.

De seneste uger er antallet af anmeldte aktioner rundt om i verden vokset virusagtigt som udtryk for, at klima-engagementet for alvor har grebet den internationale offentlighed, at '350 ppm CO2' er et budskab med både enkelhed og styrke, og at især ungdommen har indarbejdet en superdynamisk kommunikations- og mobiliseringskultur via de nye elektroniske netværk.

350-figurerne

En tilbagevendende symbolsk aktion praktiseret af netværkets unge aktivister er at gøre selve signalet '350' synligt. F.eks. ved at mennesker med deres kroppe danner de tre cifre og lader sig fotografere fra luften.

Det er også sådan, mange af dagens tusindvis af aktioner vil forme sig. I Mexico City vil en række ungdomsgrupper og folk fra over et dusin universiteter samles i byens centrum og lave et gigantisk 350-tegn. I Kina formes figuren af aktivister ved 300 forskellige happenings, bl.a. på Den kinesiske Mur. I Nepal signalerer mere end 1.000 munke og unge mennesker med traditionelle lanterner efter en aktionsdag med træplantning. Ved Taj Mahal i Indien danner hundredvis af skolebørn klædt i det indiske flags farver 350-symbolet på sandbanker i den udtørrende Yamuna-flod. I Kashmir liner traditionelle fartøjer op i søen Dal for at forme budskabet. I Algier vil mere end 900 skolebørn tælle til 350 med deres kroppe. Andre steder gør man andre ting.

I det tørkehærgede Somalia vil landsbyboere installere 350 solkomfurer for at vise verden vejen frem. I Californien vil 350 personer danne en menneskekæde rundt om toppen af Mount Diablo. I de bolivianske Andesbjerge vil indianske shamaner holde en ceremoni for den nu helt bortsmeltede Chacaltaya-gletsjer. I Barcelona vil byens kirker slå 350 slag, mens 350 slagtøjsspillere vil give lyd på ramblaen. Fra McMurdo forskningsstation nær Sydpolen vil polarforskere gennemføre den første politiske demonstration på Antarktis for 350-kravet. I Himalaya er bjergbestigere på vej mod toppen af Mount Everest med et banner med 350 påmalet. I Etiopiens hovedstad demonstrerer 15.000 skolebørn for klimaet.

Flere steder illustreres behovet for internationalt samarbejde ved, at mennesker i ét land former et 3-tal, mens folk i et andet land danner 5-tallet, og aktivister et tredje sted stiller op til 0'et. Således også på Rådhuspladsen i København, hvor aktionen løber fra kl. 12 til ca. 14, og hvor deltagerne danner et stort 0 - hvor stort afhænger af fremmødet - alt mens aktivister i New Zealand med deres kroppe skriver 3 og aktivister i Indien skriver 5. Billeder fra de tre aktioner vil siden blive vist sammen.

»Men vi laver også et stort 350-tegn med alle de mennesker, der møder op på Rådhuspladsen. Vi vil illustrere, at kampen for klimaet ikke er en tilskuersport, men noget vi alle må stå sammen om og deltage i for at klare,« siger Rasmus Vincentz.

Grib chancen

Aktionen i Århus er arrangeret af Klimanetværk Østjylland og starter med en cykeldemonstration fra Rådhuspladsen kl. 11 og siden debat ved Hovedbiblioteket om et CO2-neutralt Århus med bl.a. borgmester Nicolai Wammen.

En af ildsjælene i Århus er 19-årige Benjamin Bro-Jørgensen. Han er elev på Den Økologiske Landbrugsskole, men har brugt det meste af dette år på klimaaktivisme.

»Man kan bruge sine kræfter på så mange ting, men jeg synes, klimaændringerne er det vigtigste, fordi det er et problem, der rammer hele planeten og alle sektorer. Hver gang der er en chance for at gøre noget, prøver jeg at gribe den,« siger han.

Benjamin håber, at der kan opbygges et stort internationalt pres i tiden frem til klimatopmødet, der starter i København 7. december.

»For mig er det ikke selve det, at politikerne mødes og snakker, der er det vigtigste. Det er, at mennesker overalt på kloden sætter fokus på denne udfordring. Jeg håber, engagementet kan blive så stærkt, at det går hen og bliver en ny fælles norm, at der ikke skal udledes drivhusgasser, og at vi alle skal gøre noget mod klimafaren.«

»Tiden er så knap, og det er i år, vi har den bedste chance, vi nogensinde får, for at flytte noget,« siger Benjamin Bro-Jørgensen, der melder om stærkt voksende interesse for at engagere sig i det jyske.

24 mio. mennesker

Lørdagens mange aktioner, der ifølge 350.org fordeler sig på 177 lande og ventes at involvere 24 mio. mennesker, vil løbe sammen på Times Square i New York, hvor billeder og videoer fra de tusindvis af manifestationer vil blive vist på gigantiske vi- deoskærme og efterfølgende formidlet til de mange landes klimaforhandlere.

Mens denne artikel er blevet skrevet, er antallet af annoncerede 350-aktioner vokset med over 400. Samtidig kryber atmosfærens CO2-koncentration videre opad mod 388 ppm. Og tiden til klimatopmødet start er nu 43 døgn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her