Læsetid: 4 min.

Hellige krigere eller hemmelige lejesvende?

Søndag angreb den sunnimuslimske Jondollah-milits igen i Iran - denne gang med højtplacerede officerer blandt ofrene. Står Iran overfor en borgerkrig? Eller har Irans fjender optrappet deres hemmelige krig mod den islamiske republik?
Iran beskylder USA, England, Pakistan og Saudi-Arabien for at støtte den sunnimuslimske milits Jondollah, der i søndags angreb Revolutionsgarden.

Iran beskylder USA, England, Pakistan og Saudi-Arabien for at støtte den sunnimuslimske milits Jondollah, der i søndags angreb Revolutionsgarden.

BEHROUZ MEHRI

20. oktober 2009

Jondollah dukkede op omkring 2003. Dengang blev gruppen betegnet af nogle som en organisation med bånd til al-Qaeda, og af andre som en nationalistisk gruppe fra baluchi-mindretallet. Gruppen siger selv, at den kæmper for demokrati og for rettigheder til Irans etniske mindretal.

Jondollah står bag en lang række bortførsler, henrettelser, angreb og bomber mod civile og militære mål i Baluchistan-provinsen. Med det seneste angreb, der dræbte over 40 - heriblandt kommandører fra Irans elitetropper - har Jondollah igen fået verdens opmærksomhed.

Iran beskylder USA, England, Pakistan og Saudi-Arabien for at støtte Jondollah, hvad disse stater dog afviser. Men rapporter fra bl.a. The New Yorker og Daily Telgraph har tidligere vist, at det ikke er usandsynligt, at USA har været i kontakt med Jondollah og andre grupper, der fører væbnet kamp mod det iranske styre. Ifølge Financial Times har USA's militær studeret potentialet i etnisk uro og under præsident Bush afsatte USA ifølge journalisten Seymour Hersh 400 mio. dollars til hemmelige operationer i Iran, der skulle underminere den iranske stat og fremkalde regimeskifte. Nogle af disse penge kan være gået til voldelige grupper blandt minoriteterne.

Der er ingen officielle statistikker, men udover perserne er Iran beboet af en række etniske minoriteter, bl.a. aserier, kurdere, arabere, baluchier og turkmenere. Nationalfølelsen er stærk i Iran, og sammenlignet med andre lande i regionen har Iran historisk været stabilt. Men det seneste årti har der været flere tegn på voksende etnisk utilfredshed.

Frygten for separatisme

I perioden fra 2005-7 var der protester blandt mindretallene, mens grupper som Jondollah og den kurdiske nationalistiske gruppe PJAK (Party for a Free Life in Kurdistan) optrappede deres krig mod styret. Samtidig taler iranske politikere nu åbent om mindretalsrettigheder og de etniske krav om ligestilling, modersmålsundervisning og politisk indflydelse.

Den konvoj, der i søndags blev angrebet, bestod således også af lokale stammeledere, der var på vej til et dialogmøde med revolutionsgardisterne.

Den iranske stat skelner skarpt mellem legitime krav fra mindretal, der bor i underudviklede, fattige og farlige grænseområder, og de radikale organisationer, der har grebet til våben.

I gråzonen mellem de to er der dog også fredelige aktivister, der bliver forfulgt af staten. Oftest er aktivisterne ikke separatister, men bliver alligevel anklaget for landsforræderi. Og iranerne har god grund til at frygte netop separatismen. Historisk har fremmede magter forsøgt at bruge Irans etniske grupper som politiske redskaber: Englænderne brugte stammer til at kontrollere olieområder; Saddam Hussein ville overtale Irans arabere til at løsrive sig; og for nylig har vestlige journalister påstået at USA rekrutterer blandt de utilfredse mindretal og opildner til uro. Den iranske frygt er blevet forstærket af neokonservatives direkte opfordringer til at balkanisere Iran, og brække landet i stumper og stykker.

Ikke kun paranoia

Men Iran har mange fjender. Det sunnimuslimske Saudi-Arabien opfatter det shiitisk styrede Iran som en stor trussel. Saudierne er bekymrede over shiitternes voksende magt i Irak og Libanon, og over hvad de ser som iransk indblanding i andre lande som f.eks. Yemen. Dette geopolitiske magtspil kommer bl.a. til udtryk i propaganda og rygter. Det forlød f.eks. for nylig, at Saudi-Arabien havde tilladt israelerne at gennemføre angreb på Iran igennem saudisk luftrum, og at saudierne ville opkøbe russiske missiler, der skulle sælges til iranerne. Saudierne har været involveret i oprettelsen af wahhabistiske militser i Pakistan og Afghanistan før, og iranerne har antydet, at de også står bag Jondollah.

Iran har krævet, at Pakistan skal gribe ind, fordi Jondollah formodentligt gemmer sig på pakistansk jord. Pakistan har før sagt, at det ikke er muligt, da den del af landet er uden for statens kontrol. Ligesom Washington har Islamabad fordømt søndagens angreb. Ikke desto mindre påstod Irans præsident Ahmadinejad i weekenden at pakistanske agenter samarbejder med Jondollah og i går krævede det iranske parlament militær intervention over grænsen til Pakistan.

Det er tvivlsomt om Iran vil gå så drastisk til værks, men De Revolutionære Garder har under alle omstændigheder lovet en blodig hævn over Jondollah - og pakistanerne har nu lovet at samarbejde. Det er altså ikke nødvendigvis ren paranoia, når Iran anklager fremmede magter. Vi har ingen endegyldige beviser for, at Jondollah er støttet af CIA, MI5, saudier eller pakistanere. Men vi ved, at det ikke er utænkeligt. At en lille gruppe som Jondollah er i stand til gang på gang at gennemføre så massive operationer, er tankevækkende.

Farligt spil

Uanset hvad sandheden er, så har det seneste angreb yderligere forstærket iranernes tro på, at fremmede fjender fører krig mod landet. I det persiske cyberspace fordømmer selv De Revolutionære Garders hårdeste kritikere angrebet. Systemkritikerne ser, ligesom staten, grupper som Jondollah som intet andet end lejesvende. De fleste iranere er meget bekymrede for udlandets forsøg på at skabe etnisk uro i Iran.

Hvis fremmede magter står bag et forsøg på at destabilisere Iran igennem mindretallene, så er det en yderst farlig strategi. Trods intern rivalisering og trods protester mod regeringen står størstedelen af den iranske befolkning samlet i ét, fælles ønske: At bevare Iran for enhver pris.

Rasmus Christian Elling er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu