Læsetid: 5 min.

Kinaskak for viderekomne

Mistilliden til Kinas offensive investeringsstrategi i Afrika vokser, efter at et kinesisk firma har indgået en stor investeringsaftale med militærstaten Guinea. Det er på tide, at de afrikanske lande siger fra, mener økonom
26. oktober 2009

ARUSHA, Tanzania - Kinas forsøg på at købe sig til råstoffer og venner på det afrikanske kontinent udsættes for ny kritik.

Tidligere på måneden sikrede Chinese Investment Fund sig retten til at udvinde olie, gas og mineraler i Guinea. Aftalen mellem det Hong Kong-baserede firma og det vestafrikanske land har en værdi af syv milliarder dollar og blev indgået, blot to uger efter at militærdiktaturet i Guinea dræbte 157 regeringskritiske demonstranter og sårede over 1.000.

»Den nyhed truer med at overskygge den positive historie, som den kinesiske regering i rigt omfang fortæller om Kinas engagement andre steder på kontinentet,« skriver kinaeksperten Chris Alden i den britiske avis The Guardian.

For mange iagttagere bekræfter investeringen i Guinea billedet af Kina som en ny truende stormagt, der grådigt opkøber landbrugsjord og suger olie og mineraler ud af det fattige Afrikas undergrund. Kun for sikre sig adgang til råstoffer, der kan bruges af Kinas egne energitunge industrier og voksende befolkning.

Aftalen med Guinea er nemlig blot den seneste i en række store investeringer, som på få år har gjort Kina til de afrikanske landes vigtigste enkeltstående samarbejdspartner. Det er især naturressourcerige nationer som Angola, Sudan, Sydafrika og Nigeria, der lægger undergrund til Kinas massive investeringer. Men siden midten af 1990'erne er Kinas handel med Afrika også eksploderet. I 2008 passerede samhandlen 108 milliarder dollar årligt. Det overgås kun af EU-landenes samlede handel med kontinentet. Og over det meste af kontinentet er der efterhånden spor af kinesernes udtalte strategi om at styrke handel og samarbejde med Afrika.

Kina vil handle

Kineserne borer miner, bygger veje, laver broer. Forærer konferencecentre og malariamedicin ud med rund hånd. Det er også på grund af Kina, at helt almindelige afrikanere i stigende grad har fået mulighed for at købe telefoner, dvd-afspillere, cykler og alskens udstyr i plast og elektronik.

Og mens de vestlige lande og deres 'udsendte medarbejdere' traditionelt har ført sig frem som moralens vogtere eller glade givere, så er Kinas udsendinge anderledes ukomplicerede. De vil bare handle. Og det kan afrikanerne lide. Ikke mindst de afrikanske ledere, som nyder godt af Kinas ikke-indblandings strategi og derved slipper for at blive ramt på pengepungen, hvis det står sløjt til med menneskerettigheder, legitimitet og god regeringsførelse.

Mest opsigtsvækkende er Kinas snart 15-årige samarbejde med borgerkrigshærgede Sudan. Krisen i Darfur og de internationale anklager mod Sudans præsident, Omar Al Bashir, har ikke afholdt Kina fra at købe stort ind af olie, bygge veje og opkøbe store arealer landbrugsjord.

Men også mere stabile demokratier nyder godt at Kina investeringer. Liberias regering underskrev i februar en aftale med kinesiske China Union om at udvinde jern fra landets miner. Med en værdi på over 10 milliarder dollar er det den største udenlandske investering i Liberia nogensinde.

Dertil kommer, at Kina følger handelsaftalerne op med deciderede hjælpeprogrammer, kulturel udveksling af forskere, parlamentarikere, studerende og af frivillig, veluddannet arbejdskraft.

Populær partner

Og mens Kinas ublu og ofte uigennemskuelige kombination af handel og bistand - det ene til gengæld for det andet - skærer stadig mere ubehageligt i øjnene på Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, OECD-landene og andre donorer, som nu ikke længere er alene om at tilbyde lån og investeringer - eller om at sætte betingelserne for væksten på det afrikanske kontinent - ser det anderledes ud set fra Afrika.

Formanden for den Afrikanske Unions kommission, Jean Ping, der selv er halvt kineser, kalder Kina for »Afrikas primære strategiske partner«. Og den zambisk fødte forfatter og økonom Dambisa Moyo argumenterer i sin populære og omdiskuterede bog Dead Aid for, at kineserne er afrikanernes venner:

»Kina var tidligere snævert fokuseret på udvinding af råstoffer, som kun kom en lille skare afrikanere til gode. Men i de senere år er paletten af investeringer blevet bredt ud, og befolkningen nyder godt af den effekt, råstofinvesteringerne skaber ned gennem systemet (...) Kinas rolle i Afrika er bredere, mere sofistikeret og mere businessorienteret end noget andet lands i perioden siden Den Kolde Krig,« skriver Moyo.

I PEW-rapporten Det globale ubehag ved verdens stormagter - et slags imageindeks for verdens nationalstater, er befolkningen i de afrikanske lande markant mere positive over for Kina end befolkningen i USA og i de europæiske lande er. 78 procent af befolkningen i Tanzania oplever f.eks. Kinas indflydelse som positiv, mens kun 36 procent ser USA's indflydelse som tilsvarende positiv.

De afrikanske statsledere møder da også talstærkt op, når kineserne kalder til møde i forummet for sino-afrikansk samarbejde, FOCAC, eller inviterer på et af utallige statsbesøg.

Behov for modtræk

Professor Olu Ajakaiya direktør for det uafhængige African Economic Research Consortium mener heller ikke, man kan bebrejde de afrikanske lande, at de gerne vil handle med Kina.

»Alle lande i Afrika har brug for investeringer. Vi er nødt til at byde kineserne velkommen. Andet ville ikke være fair, og kineserne fører meget nyt med sig, som vi aldrig har haft råd til i samhandlen med Europa.«

Men, tilføjer han, det er på tide, at de afrikanske lande erkender, at der er behov for et modtræk til den veliscenesatte strategi, Kina har for Afrika.

»Vel er Kina her for at udbytte Afrikas råstoffer, men er det noget nyt? Nej. Der har altid været nogen, som har forsøgt at udbytte Afrika. Opgaven er nu at sikre, at det ikke fortsætter. Lad os sikre, at vi har de institutionelle rammer og organisationer, der skal til for at håndtere de nye investeringer. Løsningen skal ikke komme udefra. Den skal komme fra Afrika selv. Det er Afrikas pligt at forhandle sig til aftaler, som er holdbare, og som sikrer, at investeringerne også medfører vækst og udvikling for vores lande,« siger Olu Ajakaiya.

Han opfordrer til, at det kommende møde i FOCAC til november bliver brugt til andet end at lade Kina præsentere en ny stribe velgørende investeringer og mere eller mindre bundne lån og hjælpeprojekter. Der skal også sættes spørgsmålstegn ved, om Kinas hidtidige løfter er blevet opfyldt, og om de overhovedet er kommet den afrikanske befolkning til gode, påpeger Olu Ajakaiya.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu