Læsetid: 3 min.

Kronprins stiller kontroversielt forslag i IOC

I et forsøg på at ændre korruptionskulturen i IOC har medlemmerne i ti år haft forbud imod at besøge de olympiske kandidatbyer. Nu vil den hollandske kronprins have rejseforbuddet ophævet
Den hollandske kronprins Willem-Alexander (t.v.) var klar til at lykønske den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, da det fredag stod klart, at Rio skal være vært for OL i 2016. Kronprinsens seneste forslag om at ophæve en antikorruptionsregel i IOC anses for ganske kontroversielt.

Den hollandske kronprins Willem-Alexander (t.v.) var klar til at lykønske den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, da det fredag stod klart, at Rio skal være vært for OL i 2016. Kronprinsens seneste forslag om at ophæve en antikorruptionsregel i IOC anses for ganske kontroversielt.

Franck Fife

5. oktober 2009

Efter valget af Rio de Janeiro som vært for OL 2016 blev den første olympiske kongres i 15 år i weekenden åbnet i Bella Center i København. Her lovede præsident Jac-ques Rogge fra Den Internationale Olympiske Komité, IOC, at den korruptionsplagede olympiske familie nu vil gå forrest i kampen mod korruption i sport.

Alligevel kommer den hollandske kronprins Willem-Alexander, som er medlem af IOC, med et kontroversielt forslag om at ophæve en ti år gammel antikorruptionsregel i IOC. Reglen forbyder menige medlemmer at besøge byer, som søger værtsskabet for OL. Forbuddet blev vedtaget i 1999 efter afsløringen af, at mindst ti medlemmer af IOC havde taget imod bestikkelse fra Salt Lake City og andre olympiske værtskandidater, mens de opholdt sig i byerne for at besigtige idrætsanlæg og infrastruktur.

I dag må kun et lille udvalg af IOC's medlemmer besøge værtskandidaterne. Udvalget fremlægger skriftlige rapporter for de øvrige medlemmer inden den endelige afstemning, men det er ikke godt nok, mener den hollandske kronprins.

I Bella Center sagde Willem-Alexander i går til hollandske medier, at står det til ham, så skal alle 106 IOC-medlemmer igen have lov til med egne øjne at besigtige de byer, de skal stemme om. Kronprinsen mener dog samtidig, at der fortsat skal være visse restriktioner. Han foreslår, at medlemmerne kun må rejse i større grupper og ikke individuelt. Det skulle angiveligt gøre det sværere for det enkelte medlem at falde for fristelsen til at tage imod bestikkelse.

Kronprins kaldt 'Judas'

Det er ikke første gang, den hollandske kronprins markerer sig med kontroversielle mærkesager i IOC. I fjor var det således på hans foranledning, at IOC besluttede, at den olympiske fakkel ikke længere skal løbes jorden rundt som optakt til de olympiske lege. Demonstrationer imod IOC's placering af legene i Kina var under faklens jordomrejse til Beijing ganske enkelt blevet for voldsomme og var til stor skade for IOC, påpegede den hollandske kronprins.

Når Danmarks 41-årige kronprins Frederik på fredag optages i IOC, følger han i den et år ældre Willem-Alexanders fodspor. Og de to kommende konger har meget mere end blot den royale titel og en stor idrætsinteresse tilfælles. Da Willem-Alexander blev medlem af IOC i 1998, affødte det en offentlig debat i Holland, der minder om den, Frederik har været genstand for i Danmark, siden han i 2006 offentliggjorde sit kandidatur til et medlemskab.

Willem-Alexander kunne blandt andet se sig omtalt som 'Judas' på forsiden af en hollandsk avis, fordi han havde sagt ja tak, da IOC's daværende præsident, den tidligere fascist Juan Antonio Samaranch, tilbød ham et medlemskab for næsen af seks højt kvalificerede hollandske idrætspersonligheder.

Herhjemme har Frederik på samme måde overhalet fire egnede danske kandidater indenom. Da det nu afgåede IOC-medlem Kai Holms efterfølger skulle findes, meldte roeren Victor Feddersen, svømmeren Benny Nielsen, sejleren Michaela Ward og Danmarks Idræts-Forbunds nuværende formand Niels Nygaard sig som interesserede. Ifølge forbundets bestyrelse levede alle fire op til bestyrelsens ønskede profil af en kandidat. Alligevel benyttede Kai Holm sig af sin indstillingsret og tilbød Frederik kandidaturet, fordi han ikke mente, at de fire andre danske kandidater havde en chance for at blive optaget.

Upolitiske mærkesager

I dag har Niels Nygaard affundet sig med, at Kai Holm vragede ham til fordel for kronprins Frederik.

»Alt det er historie i dag. Med kronprinsen valgte man det sikre kort. Men jeg kan sagtens forstå debatten om hans kandidatur set i forhold til dansk idræts traditionelle kamp for åbenhed, demokrati og tilgængelighed. Men når alternativet er, at Danmark ikke kan være sikker på at få optaget andre end kronprinsen i IOC, så opvejes ulemperne af fordelene.«

- Men er det ikke meget udansk at falde på knæ for IOC på den måde?

»Jeg vil sige det på den måde, at man også kunne have holdt fanen så højt, at dansk idræts holdninger og principper slet ikke ville blive hørt internationalt.«

Kronprins Frederik har meldt ud, at folkesundhed bliver hans mærkesag i IOC. Og Niels Nygaard understreger, at Frederik ikke bliver dansk idræts nye, kritiske røst i IOC i konkrete idrætspolitiske sager om korruption, nepotisme og manglende demokrati i en lang række af de 205 olympiske lande.

»Hvis kronprinsen tog de emner som sine mærkesager, ville risikoen for kontroverser være langt større. De emner kan være meget politiske og vedrører ofte andre lande med en anden kultur og historie.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu