Læsetid: 2 min.

Letterman i sexskandale

Kongen over de sene talkshows på amerikansk tv, den nygifte David Letterman, gik til bekendelse for åben skærm i sidste uge: Han har haft affærer med flere kvindelige ansatte på 'The Late Show', som han har været vært på siden 1993
David Letterman bekendte i sidste uge for åben skærm, at han har haft affærer med flere kvindelige ansatte på hans talkshow

David Letterman bekendte i sidste uge for åben skærm, at han har haft affærer med flere kvindelige ansatte på hans talkshow

Kevin Lamarque

5. oktober 2009

WASHINGTON DC - »Hvis du er gæst her i aften, fordi du gerne vil have sex med værten, så er jeg ked af at måtte skuffe. Du sidder i det forkerte tv-studie.«

Sådan lød åbningsreplikken fredag fra Jay Leno, en af USA's mest kendte talkshow-værter i genren 'sene aftenudsendelser'. Publikum var ved at gå til af grin. For aftenen før var det kommet frem, at Lenos rival, den ubestridte konge over de sene aften talkshows, David Letterman, har haft sex med flere kvindelige ansatte på sit show, 'The Late Show with David Letterman'. Showet har kørt uafbrudt siden 1993 på CBS (og fra 1982 med undertitlen 'Late Night with David Letterman' på NBC).

Den 62-årige Letterman gik til bekendelse for åben skærm og fortalte først sin stab - og angiveligt sin hustru, Regina, som han blev gift med i foråret efter 23 års kæresteri - lige før showets begyndelse, at han agtede at skrifte foran sine knap to millioner seere.

Afslørende fotos

Begrundelsen for tilståelsen, der hele weekenden har befundet sig i helt i toppen af sladderhistorierne over hele USA, var - som det ofte er med pludselig opstået trang til ærlighed - at historien ville komme ud under alle omstændigheder. Så Letterman, der om nogen ved, hvordan man afmonterer en god historie, besluttede sig for at komme alle andre medier i forkøbet og lave breaking news med sig selv som hovedperson.

Baggrunden for historien er et forsøg på at afpresse den populære studievært, og den mistænkte - nu anholdte, Robert Halderman - er selv en kendt, prisvindende tv-producer af bl.a. Lettermans show. Halderman anbragte for tre uger siden en pakke med 'fotografisk bevismateriale' i Lettermans bil, som bevidnede affærerne. Halderman ville have to millioner dollar for at tie stille med sin viden, men Letterman gik til politiet og satte en fælde op for sin kollega. Nogle uger efter modtog afpresseren en falsk check med pengene, men da Halderman forsøgte at hæve checken, stod FBI klar med en arrestordre.

Pervers, smart eller sjov?

Så langt, så skidt. Hollywood har hele weekenden debatteret, om den nygifte Letterman var smart ved selv at fortælle sine loyale seere om skandalen, eller om han har lidt et alvorligt troværdighedstab. Nettet bugner med blogindlæg om 'den perverse tv-vært' og om mulig sexchikane - Letterman er trods alt chefen for hele sit berømte show, og mange peger på mulige sagsanlæg fra kvinderne. Andre fremhæver, at Letterman, der i årevis har gjort tykt grin med utro politikere fra Bill Clinton til John Edwards på sit show, i hvert fald må droppe den form for humor for altid.

De fleste kommentatorer mener imidlertid, at Lettermans tilståelse var temmelig morsom: »Ja, jeg har haft sex med kvindelige ansatte. Og det er ækelt. Mest for kvinderne naturligvis ... jeg er en tårnhøj masse af lutheransk skyldfølelse,« som han sagde. Og så steg hans seertal prompte med 22 procent.

Nu leder medierne med lys og lygte efter de kvinder, som frivilligt eller ej, har deltaget i festen på 'The Late Show'. Der er flere navne i omløb, men endnu har ingen fortalt historier om hed sex med den objektivt set ikke specielt tiltrækkende vært, hvis eget produktionsselskab også har stået for skud i vittigheder weekenden over. Logisk nok. Selskabet hedder nemlig: 'Worldwide Pants'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu