Nyhed
Læsetid: 3 min.

Mafiaen sænker skibe med giftigt affald

Ifølge en angrende mafioso har den calabresiske mafia sænket omkring 50 skibe med giftigt og radioaktivt affald. Den italienske regering reagerer med larmende tavshed, men nu har EU's miljøkommissær bedt om en redegørelse
Den italienske miljøminister, Stefania Prestigiacomo, har været påfaldende tavs i sagen om de sænkede skibe.

Den italienske miljøminister, Stefania Prestigiacomo, har været påfaldende tavs i sagen om de sænkede skibe.

VINCENZO PINTO

Udland
17. oktober 2009

ROM - På Middelhavets bund ligger der adskillige skibsvrag med giftigt og radioaktivt affald. Det har den angrende mafioso Francesco Fonti siden 2006 hævdet over for de italienske myndigheder.

Nu har regeringen i Rom efter pres fra EU-Kommissionen og 33 kommuner i den syditalienske region Calabrien endelig valgt at gøre noget for at undersøge Fontis påstande. I næste uge bliver et inspektionsskib stationeret 11 sømil fra kysten ved Cetraro i Calabrien, hvor et skibsvrag midt i september blev identificeret på 470 meters dybde:

»Vi - og her refererer jeg til la 'ndrangheta (mafiaen i Calabrien, red.) - har fragtet flere tusinde tønder med giftigt og radioaktivt affald til Somalia. Men på trods af alt, hvad jeg fortalt, har ingen villet undersøge det,« siger Francesco Fonti til dagbladet Il Manifesto.

Ifølge vidnet havde den calabresiske mafia i årene mellem 1987 og 1992 en lukrativ forretning med transport af våben og giftigt affald til en række afrikanske lande, navnlig Somalia. Fonti siger, at han personligt organiserede en transport med to skibe fyldt med våben og affald, som afgik samtidigt fra havnen i Livorno:

»I de år, hvor jeg var medlem, indbragte transporterne mellem 10 og 115 millioner kroner afhængig af lastens farlighed,« siger Fonti.

Selvom 'ndrangheta er den mindst kendte af Italiens tre store mafiaorganisationer, regnes den for at være den mest aktive. Takket være tætte forbindelser til det mexicanske Gulf-kartel spiller organisationen en nøglerolle i den internationale kokainhandel. I 2007 blev seks calabresere dræbt i et internt opgør foran en restaurant i Duisburg. Den episode har skabt opmærksomhed omkring mafiaens tilstede- værelse i Nordeuropa og fik i sommer den tyske regering til at indføre en række tiltag til mafiabekæmpelse, bl.a. udvidede beføjelser til at konfiskere klanernes besiddelser. En af George W. Bushs sidste gerninger som amerikansk præsident var at tilføje 'ndrangheta til listen over organisationer, der udgør en trussel mod det amerikanske demokrati.

En tikkende miljøbombe

Det forliste skib ud for Calabriens kyst, som er blevet filmet med en robot, er angiveligt det russiske Cunsky, der forsvandt i 1993. I de kommende uger skal et hold marinbiologer undersøge algerne på skibsvraget, der menes at indholde over 100 tønder med giftigt og måske radioaktivt affald samt et ukendt antal menneskelig. Samtidig skal marinbiologer undersøge farvandet ud for Livorno i Toscana, som Francesco Fonti har udpeget som begravelsesplads for andre skibe. Ifølge både Fonti og en kilde i den italienske efterretningstjeneste, der er citeret i avisen L'Unità, ligger der over 50 tikkende miljøbomber under havoverfladen.

»Vi er nødt til straks at finde alle skibsvragene og hæve dem. Det er et problem, som vedrører hele Middelhavsområdet, og en lang række personer, også uden for Italiens grænser, bærer ansvaret. Derfor er det nødvendigt med en tilbundsgående undersøgelse af årsagerne til og virkningerne af et fænomen, som har antaget foruroligende dimensioner,« siger Rita Calipari, medlem af deputeretkammeret for oppositionspartiet Partito Democratico.

Rita Calipari er blandt initiativtagerne til en undersøgelseskommission i det italienske parlament:

»Undersøgelseskommissionen skal finde ud af, hvem der har ansvaret for våbentransporterne og sænkningen af skibene, og undersøge, om offentlige myndigheder bærer et medansvar,« siger hun og tilføjer:

»Vi er nødt til at bryde den tavshed, som denne sag på trods af Francesco Fontis udtalelser har været indhyllet i. Både regeringen og EU er nødt til at gå aktivt ind i sagen.«

Mystiske dødsfald

Allerede i 1990 fik indbyggerne i Calabrien mistanke om de ulovlige transporter, da skibet Jolly Rosso gik på grund med en last på knap 10.000 tønder giftigt affald. Det menes, at lasten siden blev gravet ned i bjergene ved landsbyen Amantea, hvor antallet af kræfttilfælde er steget dramatisk. I 1994 blev den italienske tv-journalist Ilaria Alpi og hendes kameramand Miran Hrovatin slået ihjel i Somalias hovedstad Mogadishu i forbindelse med en reportage om de ulovlige transporter:

»Jeg er af den opfattelse, at Ilaria Alpi blev slået ihjel, fordi hun i havnen i Bosaso (i Somalia, red.) havde set noget, som hun ikke burde se,« siger Francesco Fonti.

I 2004 konkluderede en parlamentarisk undersøgelseskommission, at al-Qaeda muligvis var involveret i drabene på Alpi og Hrovatin - en absurd konklusion ifølge Il Manifesto. I 1995 omkom Natale De Grazia fra kystvagten i Reggio Calabria, som stod for efterforskningen af Jolly Rossos forlis, under mystiske omstændigheder.

Foreløbig har den italienske regering været tavs om sagen. For 20 dage siden bad EU's miljøkommissær, grækeren Stavros Dimas, om en redegørelse vedrørende skibsvraget på havbunden ud for Cetraro i et brev til Italiens miljøminister, Stefania Prestigiacomo. Han har endnu ikke fået svar. Til avisen La Repubblica siger Dimas, at han agter at bringe spørgsmålet op, når miljøkommissionen på onsdag mødes i Luxembourg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her