Baggrund
Læsetid: 5 min.

Magtkamp truer EU's ansigt udadtil

Usikkerhed om rollefordelingen mellem EU's nye topposter kan ende med, at posterne udvandes, og der igen bliver alt for mange for bordenden i Europa. Det forvirrer samarbejdspartnerne og er det stik modsatte af, hvad man ville opnå med Lissabon-traktaten
Den polske præsident, Lech Kaczynski, underskrev i lørdags Lissabon-traktaten, mens den svenske statsminister (og i øjeblikket EU-formand) Fredrik Reinfeldt (t.v.), EU-parlaments-formand Jerzy Buzek og EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso (t.h.) så til.

Den polske præsident, Lech Kaczynski, underskrev i lørdags Lissabon-traktaten, mens den svenske statsminister (og i øjeblikket EU-formand) Fredrik Reinfeldt (t.v.), EU-parlaments-formand Jerzy Buzek og EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso (t.h.) så til.

Wojtek Radwanski

Udland
12. oktober 2009

Kan man forestille sig en Tony Blair, som sammen med den franske præsident Nicolas Sarkozy og kommissionsformand José Manuel Barroso beskedent holder sig i baggrunden, mens Carl Bildt badet i blitzlys trykker hånd med Barack Obama?

Nej vel?

Billedet viser, hvor svære de forhandlinger er, som EU's stats- og regeringsledere er i gang med, og som diplomatiet i Bruxelles i øjeblikket er ved at koge over af. Nu hvor Lissabon-traktaten så godt som er i hus, skal man have udpeget to nye europæiske topposter: En formand for Det Europæiske Råd og 'Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik'.

Den ikke særligt mundrette titel for udenrigsrepræsentanten afslører allerede de vanskeligheder, der ligger i at finde en egnet kandidat. Oprindeligt skulle udenrigsrepræsentanten have heddet udenrigsminister, men det modsatte Storbritannien sig. Ordet havde en alt for føderalistisk klang, og hvad så med landets egen udenrigsminister? Derfor blev kompromiset den alenlange titel, som aldrig vil kunne rummes på et navneskilt på et internationalt forhandlingsbord.

Og det er netop kompromisets kunst, som EU er så god til, der i øjeblikket truer med at udvande de to stillinger, der ellers er blevet skabt for, at de 27 lande fremover skal fremstå forenede og stærke i forhold til omverdenen.

Dårlig stillingsbeskrivelse

Problemet er, at stillings- beskrivelsen for specielt formanden for Det Europæiske Råd er meget dårligt defineret i den nye traktat. Ud over at forberede og lede Det Europæiske Råd skal vedkommende også varetage »Unionens repræsentation udadtil på de områder, der hører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«, som der står i traktaten. Dog uden »at dette berører de beføjelser, der er tildelt Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik«.

For i stillingsbeskrivelsen for udenrigsrepræsentanten står der nemlig, at det er ham eller hende, der skal varetage Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

»For mange kokke fordærver som bekendt maden. Det er let at forestille sig, at der bliver konkurrence mellem de to poster. Specielt hvis formanden bliver en stærk person som Tony Blair. Det kan komme til at gå helt galt, hvis det er personer, der har en dårlig kemi, og som begge gerne vil snakke med de store verdensledere og være i rampelyset hele tiden,« siger Marlene Wind, professor og centerleder på Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet.

Territorier afmærkes

Hun påpeger, at der samtidig stadig vil være de roterende halvårlige formandskaber, som EU-landene hver især skiftes til at have. Her vil der også være en national regeringsleder, der har noget at skulle have sagt, ligesom formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, også er vant til at optræde på den internationale scene.

Og at han ikke har i sinde at give den position fra sig uden videre, kom frem, da han i onsdags var i Europa-Parlamentet, hvor han kritiserede formuleringen om »en formand for EU«, som rådsformanden ofte bliver kaldt i folkemunde.

»Jeg er ked af det, men der vil ikke være en formand for EU. Der vil blive - hvis vi får Lissabon-traktaten - en formand for Det Europæiske Råd,« sagde Barroso og advarede:

»EU-Kommissionen vil ikke acceptere ideen om, at formanden for Det Europæiske Råd er formand for Europa.«

Der bliver altså allerede nu afmærket territorier.

»Det er et stort problem, for vi har brug for én stor genkendelig figur på den internationale scene og ikke tre eller fire, som vi har i dag, ved de store internationale samlinger. Det er egentlig ikke det, at de modsiger hinanden, men de er ved at kede de andre til døde, fordi de alle insisterer på at sige det samme,« siger Katinka Barysch, vicedirektør for den europæiske tænketank, Centre for European Reform i London.

Hårdtarbejdende diplomat

Derfor mener mange, at idealet er en rådsformand, som i stedet for at spille fandango udenlands, arbejder hårdt på de indre diplomatiske linjer. En holdning, som den polske EU-minister Mikolaj Dowgielewicz blandt andet har givet udtryk for:

»Vi er ikke interesseret i en berømthed. Det skal være en, som er villig til at bruge en masse tid på diplomati frem og tilbage mellem medlemsstaterne, og som kan snakke med Kommissionen for at finde kompromiser,« har ministeren udtalt til EUobserver.

Men det er næppe realistisk, når det gælder rådsformanden, som på engelsk hedder president, mener forskerne.

»Det lyder som det mest imponerende job, så det er det, alle de store navne konkurrerer om. Og det er altså svært at se en Tony Blair arbejde for at skabe konsensus om det indre marked, mens en anden trykker hånd med Obama,« siger Katinka Barysch, der samtidig understreger, at det også er vigtigt med en vægtig person, der kan optræde udadtil.

»Vi har set, at problemet med de roterende formandskaber er, at lederne fra Kina, Indien eller USA ikke forstår, hvorfor de pludselig skal mødes og forhandle med stats- lederen i Portugal eller et andet lille land, de knapt har hørt om. Det gider de simpelthen ikke bruge tid på,« siger Katinka Barysch.

Laveste fællesnævner

Spørgsmålet er dog, om det kan lykkes at blive enig om en stærk personlighed til nogen af posterne. For i ægte EU-stil er der er mange hensyn, der skal tages. De små lande skal føle, de får noget, mens de store vil kræve meget indflydelse. Der er kønsmæssige, geografiske og politiske hensyn. Der er konservativt flertal i Europa, men der skal samtidig gives lidt til socialisterne, så der skal højst sandsynligt vælges en fra hver lejr, eftersom kommissionsformanden er konservativ.

Som Katinka Barysch siger:

»Det handler ikke om at finde de bedste personer, men om at finde dem, alle kan acceptere.«

»Det bliver ikke et velovervejet valg. Det handler i høj grad om kompromiser. Som det er i EU-systemet, ender det næsten altid med en, der er lidt undertippet, for det er dem, man kan blive enige om,« siger Marlene Wind.

Og ifølge Katinka Barysch ligger den største fare i virkeligheden i, at man ender med to svage kandidater, for så vil nationalstaterne fortsat stå stærkest internationalt set, og så kan man være sikker på, at Kinas præsident, Hu Jintao, og andre bare fortsætter deres relationer med Paris, London og Berlin og ikke tænker på et samlet EU:

»Og hvis man allerede fra starten ved, at personerne ikke bliver taget seriøst internationalt, hvorfor skal man så arbejde hårdt for at give dem et stærkt mandat til at snakke på alles vegne?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her