Læsetid: 2 min.

Maldiverne under vand

Maldiverne er blandt de første, der kommer til at mærke effekterne af klimaforandringerne. Og det afspejler landets 350-aktioner, der næsten alle foregår under vandet: fra lysshow og cyklende dykkere til verdens største demonstration under vand
24. oktober 2009

På Maldiverne klapper de ikke i hænderne, når nogen siger max to grader. En temperaturstigning på to grader vil medføre en havvandsstigning, der gør de fleste af de 1.200 lavtliggende øer ubeboelige. Halvanden grad er smertegrænsen for de små øsamfund og lavtliggende kystnationer, AOSIS, og det svarer til en CO2-koncentration i atmosfæren omkring 350 ppm. Landene under AOSIS bakker derfor i særlig grad op om 350.org-netværket. Maldivernes præsident, Mohamed Nasheed, som er en af ambassadørerne for 350.org, har tidligere opfordret alle i hele verden til at deltage i de 350-aktioner, der finder sted idag, for som han lidt provokerende siger:

»Politikerne tøver med at handle, hvis folket ikke handler først.«

Maldivernes overlevelse er truet af en havvandsstigning på kun 20-60 cm. Nyere prognoser peger på en havvandsstigning på en meter eller mere ved århundredeskiftet. Temperaturstigninger i havet vil også kunne ødelægge de koralrev, der beskytter øerne fra bølgerne.

Undervandsaktioner

Klimaforandringerne er derfor en meget virkelig og nærværende trussel for livet på Maldiverne. Sidste lørdag var det præsidenten, der på original vis skabte opmærksomhed om problemet, da han sammen med sine ministre trak i våddragter og holdt regeringsmøde fire meter under havoverfladen. Her underskrev de 'SOS from the frontline' - en appel til resten af verdens ledere om at reducere CO2-emissionerne. I dag er det befolkningen, der med et stort antal 350-aktioner bredt ud over øerne ønsker at kommunikere til resten af verden, at deres eksistensgrundlag er truet. På Maldivernes hovedø, Male, vil man gennemføre verdens største undervandsdemonstration.

Et væld af dykkere og snorklere vil svømme under vand med bannere og skilte og danne 350-formationer. På samme ø finder man også en 24 timer lang undervandsfestival arrangeret af Maldivernes dykkerassociation. 350 dykkere vil dykke i teams i et døgn, mens de laver forskellige ting - udfører lysshow, cykler eller er iført kostumer.

Plant et koralrev

På en anden ø er de i færd med en opsigtsvækkende undervandsinstallation: En dykkerklub har taget initiativ til at bygge et kunstigt koralrev med formationen 350.

Dykkerne har i den forgangne uge været nede på bunden af havet og fæstne strukturer af metalgitre, som korallerne kan vokse på, og som tilsammen danner tallet 350. I dag vil de så i en aktion, der er planlagt at vare 350 minutter, plante levende koraller på gitrene. Når aktionen er slut, står tallene, som hver er tre gange halvanden meter, som et varigt symbol under vandet.

Over havoverfladen finder man aktionen 'Operation Life Raft', hvor deltagerne bygger en tømmerflåde af 1.200 vandflasker og sejler den til den internationale lufthavn. Her skal flåden minde alle, der kommer til Maldiverne, om, at deres handlinger påvirker ø-rigets eksistens. Regeringen er også på banen, men denne gang til lands, hvor de inviterer alle til at cykle for 350. På en anden ø vil 350 mennesker gå et stykke ud i vandet og stå stille dér i 350 sekunder. Der vil blive marcheret, bedt bønner, plantet træer og meget mere for 350-kravet.

Mohamed Nasheed, præsident siden november sidste år, har bebudet, at Maldiverne vil være CO2-neutrale i 2020 - som det første land i verden. Samtidig er han i gang med at undersøge mulighederne for at etablere et 'New Maldives' i Indien, Sri Lanka og Australien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Slettes Venligst

Et flot, men tankevækkende eftermæle til fremtidens generationer om de evolutionære mangler Homo sapiens fortsat udviser som følge af sit tvæegget sværd...(fantasi og avanceret intelligens), som ikke arten ikke har formået at styre på bæredygtig vis siden arten forlod Afrika for 60.0000 år siden....

Bortset fra teater-aspektet ved aktionen, har jeg altid synes det var en god ide at plante koralrev.

En hold biologer fra Texas, undersøgte for et par år siden dyrelivet rundt om de talrige boreplatforme i Den mexikanske Havbugt og fandt til deres store forbløffelse ud af, at dyrelivet var eksploderet: platformene fungerede som kunstige koralrev. Biologerne var nærmest ekstatiske, pressen var dybt skuffet.