Læsetid: 7 min.

Mexicos overklasse sender deres børn i eksil

Mexicos regering har erklæret krig mod narkogangsterne. Og nu er krigen rykket helt ind i de mexicanske storbyer, velhaverkvarterer og klasseværelser. For børn og unge er lette ofre - og de slipper ikke altid levende hjem igen
Siden 2006 er antallet af kidnapninger tæt på fordoblet i Mexico. Især teenagere fra velhavende familier er et yndet mål. Billedet viser Mexicos statspoliti, der er ved at befri den kun 15-årige Eduardo Antonio Murillo Sandoval efter tre dage i fangenskab hos sine kidnappere. Mange forbinder stigningen i kidnapninger med regeringens hårdere kurs mod narkokriminalitet.

Siden 2006 er antallet af kidnapninger tæt på fordoblet i Mexico. Især teenagere fra velhavende familier er et yndet mål. Billedet viser Mexicos statspoliti, der er ved at befri den kun 15-årige Eduardo Antonio Murillo Sandoval efter tre dage i fangenskab hos sine kidnappere. Mange forbinder stigningen i kidnapninger med regeringens hårdere kurs mod narkokriminalitet.

19. oktober 2009

Mexico City: De blev taget en morgen kort efter hans 15 års fødselsdag. Som søn af en velhavende familie i Mexico City havde JL fået sin første bil i fødselsdagsgave.

»En super cool og dyr gave - i sær for en dreng på min alder. Jeg kørte begejstret min søster i skole hver morgen,« husker han.

JL sad bag rattet og den to år ældre søster på passagersædet, da en bil pludselig blokerede vejen foran, mens en minivan kørte tæt op bagved. Ud sprang to mænd bevæbnet med henholdsvis pistol og revolver. JL og søsteren blev gennet ind i den ene af bilerne, fik besked på at dække ansigterne med håndklæder og blev kørt til et hus med et »lille og meget beskidt soveværelse.« Et 21 dage langt mareridt var begyndt.

I dag, syv år senere, er det beretninger som JL's, der holder mexicanske mødre vågne om natten. For der er blevet mange af dem. Flertallet kommer stadig sikkert hjem, men på det seneste har adskillige teenagere mistet livet ved kidnapninger i Mexico City, mens deres forældre forgæves forsøgte at forhandle med kidnapperne.

'Mexico har ændret sig'

På fortovet i velhaverkvarteret Polanco møder vi Marlen foran modebutikken MaxMara. En høj, slank og køn 42-årig kvinde, mor til tre. Man kan se på hendes skødesløst smagfulde påklædning og diskrete make-up, at hun ikke mangler penge. Bilen er en stor, hvid firhjulstrækker. Men Marlen mangler sine sønner. De to ældste på 18 og 15 år går i skole i henholdsvis Schweiz og Israel i år. Kun den yngste på 9 år er hjemme.

For »desværre har Mexico ændret sig meget« som Marlen siger:

»Usikkerheden er forfærdelig. Og det er sørgeligt, at jeg som mor ikke kan nyde mine børn og give dem den frihed, de fortjener - at de ikke kan leve som teenagere i alle andre lande.«

Når de ældste er hjemme, tjekker Marlen altid, hvor de er, og ringer til deres mobiler, hvis de kommer senere hjem end aftalt. Den yngste får kun lov at lege frit inde bag havens hegn og lukkede porte, overvåget af vagter. For Marlen og hendes mand kender flere, både voksne og teenagere, som har prøvet at blive bortført.

»Det frygtelige er jo, at familierne betaler, og så bliver der endnu flere kidnapninger. Det er derfor, jeg ikke kan sove, og derfor jeg har sendt mine sønner ud af landet. Jeg ved ikke, om der er en fremtid for dem her.«

Det kunne lyde som et land i krig, og det er det på sin vis også. Mexico kæmper ikke med andre stater, men med klaner af kriminelle og narkogangstere. Kampen går ud over velhavere som Marlen og hendes børn. Men hvad værre er: Den går også ud over hele nationen. For hvad er et land uden ungdom? Et land hvor mange af de mest velhavende og veluddannede unge tvinges til at leve i eksil i udlandet?

Ventetiden og truslerne

Selvom det er syv år siden, står kidnapningen stadig knivskarpt i JL's erindring. Jeg er kommet i kontakt med ham via min tolk, som kender ham privat og har bekræftet hans historie. Men han vil ikke mødes med mig ansigt til ansigt, undskylder sig med tidspres og for mange møder. Han vil heller ikke have sit navn frem eller nævne detaljer som navne eller pengebeløb. Men da han først kommer i gang med at fortælle i telefonen, er han næsten ikke til at stoppe igen, han taler og taler.

Om ventetiden og truslerne og bønnerne til Gud. Om hans og søsterens afsindige flugtplaner. Om de øjeblikke, da man mister enhver realitetssans og mistror hinanden og hvem som helst. Og om den aften, da han var sikker på, han skulle dø.

»Det var en topprofessionel organisation. De havde politiradioer og forbindelser på alle niveauer,« forklarer JL's stemme i røret:

»De ville vide, hvor velhavende vores familie var. Vi var fra første dag blevet enige om en forklaring, som vi holdt fast ved. Men en aften tog de mig ud på badeværelset, tvang mig på knæ og masede en pistol mod min pande. De råbte, at de ville voldtage min søster på skift. De klædte hende af og bandt hende til sengen og tvang mig til at se på det. Til sidst tænkte jeg bare, at hvis jeg skulle dø, så kunne jeg i det mindste dø med ære og forsvare hende.«

Den 15-årige dreng knækkede fuldstændig sammen. Han blev slået og truet igen og igen, græd og hulkede og råbte til sidst: »Skyd mig, tag mig, ikke hende.«

Først da skruede kidnapperne ned for truslerne, tilsyneladende overbeviste om, at de to unge ikke kunne presses mere. At de havde talt sandt om familiens formue.

Kidnapninger fordoblet

I dag er Mexicos krig med narkogangsterne ikke bare en intern affære, men også en historie i de internationale medier. I løbet af sommeren har både Financial Times og New York Times haft fokus på kidnapninger. Og historierne ender ikke altid lykkeligt. Der var Antonio Equihua Peralta, 16 år, som gik i skole til fods, men aldrig kom hjem igen. Hans lig blev fundet i en stjålen bil ca. en måned senere. Og der var Fernando Marti, 14 år og søn af en kendt forretningsmand. Også han blev taget, selvom han havde både chauffør, bodyguard og BMW med skudsikre ruder. Også hans lig blev fundet i en efterladt bil.

Efren Arellano, analytiker ved tænketanken Centre for Social Studies and Public Opinion, har for nylig rapporteret om kidnapninger til Mexicos kongres. Han fandt over 1000 anmeldte tilfælde i fjor - næsten dobbelt så mange som i 2006.

Konsekvensen er til at få øje på i Polanco. Her er de samme kaffebarer, fashionable butikker og grønne træer i gaderne som i rigmandskvarterer kloden over. Men mange af butikkerne har mindst en, ofte to-tre bevæbnede vagter ved indgangen. På hovedgaden Mazaryk finder vi på fem-ti minutter to forskellige butikker, der tilbyder at udstyre bilen med skudsikre ruder.

Politi største forhindring

Det er en udbredt opfattelse, blandt eksperter såvel som på gadeplan, at de mange kidnapninger skyldes den mexicanske regerings krig mod narkokartellerne. Hvis der er færre penge at tjene på narko, så er kidnapninger et lukrativt alternativ. Analytikeren Efren Arellano siger til Financial Times (FT), at det reelle antal kidnapninger måske er tre-fire gange højere end antallet af anmeldelser, fordi mange enten »ikke stoler på politiet eller ikke har tillid til politiets evner.«

Maria Elena Morera fra en civil pressionsgruppe siger til samme avis, at Mexicos politikorps er en af de største forhindringer i kampen mod kidnapperne: Politifolkene er for få, for ringe finansieret, for dårligt uddannede og notorisk korrupte. En del af kidnapperne er selv ansat i politiet eller pensioneret derfra, vurderer hun. Og dertil kommer, at det mexicanske system tæller godt 1600 separate politienheder, som arbejder på henholdsvis lokalt, statsligt og føderalt niveau - og som ikke har ry for hverken at kommunikere eller samarbejde ret effektivt.

»Vi har presset på i over to år for at få en samlet, føderal politienhed, som kan bekæmpe disse problemer, men der er ingen tegn på, at det nogensinde vil ske,« siger Morera til FT.

Støtter krigen mod narko

For JL og hans søster endte det uden fysiske men. Efter 21 dage i fangenskab betalte familien en løsesum. JL's onkel blev dirigeret rundt i byen i en gammel bil med en pose kontanter i bagagerummet. Derefter blev JL og søsteren sluppet fri i et øde forstadskvarter. De fandt en taxa hjem - og fandt deres grædende mor ude på fortovet, mindst ti kilo tyndere end den morgen tre uger tidligere, da de forsvandt.

De psykiske men »forsvinder nok aldrig,« som JL siger. Forleden kørte en bil tæt forbi og gav ham akutte kuldegysninger. I mange år har han tænkt, at hvis han bliver taget igen, vil han tage sit eget liv med det samme. To gange har han måttet afbryde sit jurastudium og rejse ud af landet et halvt års tid på grund af trusler.

Alligevel har han også været i retten og vidnet mod to af sine kidnappere. Og alligevel har han sagt til sin mor, at han nægter at flytte ud af landet. Han har besluttet sig for at blive og tage kampen op. Og han støtter præsidentens opgør med narkobanderne 100 pct.

»Narkokriminalitet er et problem, som er vokset i mange år. Det ville være eksploderet, det ville have været en sej kamp uanset hvad,« mener han.

Også Marlen på fortovet i Polanco støtter krigen mod de narkokriminelle - i princippet:

»Men jeg synes, regeringen og politiet burde have forberedt sig bedre. Vi har haft problemet i årevis, og der skulle gøres noget. Men vi var ikke parate. Jeg synes, præsidenten burde have haft en bedre plan.«

Skudsikkert glas og vagter hjælper ikke på usikkerhed, siger hun:

»Jeg har venner og bekendte, som siger, at det ikke er så slemt, som det lyder. Men som mor skal man bare høre en enkelt historie om et drab eller en kidnapning - en enkelt historie er nok til bekymringer i årevis. Det er måske ikke så slemt statistisk set, men angsten og bekymringen er forfærdelig.«

Forlader landet

Præcis som JL kender Marlen mange familier, der sender deres børn og unge ud af Mexico mod et mere fredeligt og sikkert liv i udlandet.

»Det er virkelig synd. De burde jo blive her og vokse op og arbejde for at forbedre landet. Som mor er det forfærdeligt at sende sine børn væk.«

JL forstår godt dem, der rejser. Hans egen søster er på vej til Spanien for at studere et år, men han tvivler på, at hun vender tilbage. Alle i hans omgangskreds kender børn og teenagere i udlandet, siger han. Men selv nægter han at give op:

»Jeg kommer fra en religiøs familie. Jeg har ikke gjort noget forkert, og jeg har tænkt mig at kæmpe. Jeg frygter ikke deres trusler. Men jeg ved også godt, at jeg er en sjælden race. «

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da altid rart at høre om de riges problemer, men 1½-sides society-babble? Langt under informations standard, både hvad kilder og relevans angår.

jan henrik wegener

Måske kunne netop en sådan artikel faktisk have relevans for en del af precis Informations læsere - hvis de ellers gad tænke lidt over den - jeg ved det ikke men har en mistanke. Det drejer sig om de der måtte udvise "solidaritet" med alt og alle der kommer fra i forhold til os eksotiske egne af verden.
"Tredje verdens dyrkere" kunne man måske sige.

Inger Sundsvald

Kim Gram

Nu skal man jo ikke forlade sig ene og alene på håbet og Pandora.

Livet er fuld af overraskelser, som man må forsøge at imødegå med andet end håb.

Jeg kan huske noget om, at bliver man ikke ”spiddet af det ene horn” - bliver man af det andet ;-).

Her må nok mobiliseres lidt mere end håb for at afværge.

”Mexicos regering har erklæret krig mod narkogangsterne.”

Her tror jeg der skal mere end håb til - uanset social status. Men nogen løsning har jeg selvsagt ikke.

Kh
Ina Peable

Kære Jan Henrik Wegener,

hvis man ser på Mexico i forhold til USA, så er der ganske rigtigt en tre gange så høj mordrate, så der er vel noget om din snak om at de eksotiske lande er farlige.

Men så må vi vist også smide USA i den kasse, for de har en fire gange så høj mordrate som Danmark.

Nå, men hvis man skalse lidt seriøst på Mexicos aktuelle problemer med kriminalitet, så må man tage udgangspunkt i, at landet - og Mexico City i særdeleshed - i mange år har haft en relativ høj kriminalitet ... citatet i artiklen om at ’For 20 år siden bekymrede man sig om, hvorvidt benzindækslet på bilen blev stjålet.(...) er langt fra virkeligheden.

Dette skyldes nok i høj grad den udbredte korruption, som for politiets vedkommende betyder at kvaliteten af lovhåndhævelse og efterforskning er begrænset.

Mordraten er - ligesom i USA - naturligt høj, eftersom håndvåben er almindeligt lovlige og udbredte.

Det var de eksisterende forhold i mange år, og er det naturligvis stadigvæk, - at der så pludselig kommer en kraftig stigning i den grove kriminalitet, er faktisk afstedkommet af et ydre forhold: USA "War on Drugs", som i vid udstrækning har fokuseret på småstaterne (Columbia, Jamaica, osv.), hvor de har kunnet sætte deres egne folk ind mod narkokartellerne.

Om det så skyldes at Mexico er et større land (108 mill indb.) hvor det er nemmere at gemme sig, eller at Mexico har været uvillig til at samarbejde med USA, og derfor giver de kriminelle bedre "arbejdsbetingelser", er svært at sige, men er ihvertfald et standpunkt der deles af en del iagttagere i USA.

jan henrik wegener

Svend. Jeg må indrømme at det måske netop er sådan noget som det du siger jeg angreb som "3. verden dyrkelse", selvom "dyrkelse" måske er brugt i mangel af bedre. Og det selvom Mexico i mere end en forstand er fjernt for mig og selvom jeg ikke kan udelukke en negativ påvirkning fra USA. Den ene ting er faren for at USA ses som en art skurk man bekvemt kan placere skylden for for næsten hvad som helst. Har ingen mexicanere noget at gøre med forholdene i det der skulle være deres eget land? Hvad med Danmark? måske har befolkningen, vi, tilsvarende intet at gøre med forholdene her. Det er ikke mexicanerne(danskerne) men X der er skyld i de problemer vi måtte have?

Kære Jan Henrik Wegener,
jeg fritager så sandelig ikke mexicanerne for skyld i deres problemer, - jeg påpeger jo blandt andet at en meget vigtig basal årsag er den udbredte tradition for korruption.

Og jeg pålægger heller ikke USA skylden for Mexicos problemer, men påpeger at Mexico sandsynligivs har et stort politisk ansvar, fordi de har afvist at lade USA lave det bekæmpelsesarbejde som de ikke selv kan overkomme.

Når det er sagt, så vil jeg da godt lige understrege at jeg alligevel hører til den gruppe, som højrefløjen opfatter som apologister for mange af de problematiske 3.verdenslande. Men at man f.eks. slår til lyd for, at man ikke kan tillægge indbyggere i Mellemøsten, Afrika, Orienten, osv. den fulde skyld for at der er ged i deres verden, betyder ikke at man synes at det er helt fint at de har diktaturer og terrorisme og fanden og hans pumpestok.

Det betyder derimod, at vi i Vesten må påtage os det historiske ansvar for deres situation som påhviler os, i kraft af at mange af deres problemer er en klar følge af vores tidligere agressive imperialisme, og at vi også må erkende, at hvis vores tidligere hærgen, raseren og udbytning af disse lande i dag koster os nogle tusinde menneskeliv i ny og næ, så er det ikke noget at ryge i loftet over, men blot en simpel konsekvens af det gode gamle princip "What goes around, comes around!".

Størsteparten af os pladderhumanister taler ikke så meget for alle de fremmede der generer højrefløjen, som vi taler imod den selvretfærdige bully-adfærd som den fløj udviser.

jan henrik wegener

Svend. Jeg mistænker dig for et ret forsimplet opfattelse af det "historiske ansvar" du taler om.
Det bliver let til en eller anden meget overordnet - og meget "uakkurat" opfattelse af at"europæerne" har været "de slemme" mod "de andre" til alle tider.
Undersøger man sagen nærmere kommer man måske snarere til at der så længe man kender til menneskers adfærd har været overgreb af den ene eller anden art. I hvert fald ud fra et moderne synspunkt. Men det er da noget der historisk kan undersøges.

jan henrik wegener

P.S. : Til bemærkningen om at "nogle tusinde af os i ny og næ" ikke "er noget at ryge i loftet over". Det er faktisk ikke noget man normalt "kan sige". Selvfølgelig er det, hvis det er tale om de former for terror vi har hørt mest om. Man kan heller ikke sige at f.eks. angreb på en hvilken som helst gruppe - "venstreorienterede", "højreorienterede" - eller "udlændingene "ikke er noget stort problem".

Kære Jan Henrik Wegener,

"så længe man kender til menneskers adfærd ..." har mennesket opført sig dumt, men prøvet at forbedre sig.

Og til forbedring kræves selverkendelse, refleksion og pragmatisme.

i den eksisterende globale situation kan det vist næppe bortforklares at den vestlige verden sidder med vandrepokalen for kulturel missioneren, - både i form af den nyligt overståede koloniperiode, og i form af den aktuelle høst af 3.verdens ressourcer samt optræden som overdommer ift. hvordan andre lande skal organisere de stater vi selv har trukket de fleste grænser til.

Og dermed kan man faktisk godt sige, at de tab vi har lidt i forbindelse med f.eks. terrorangreb ikke er noget at ryge i loftet over. Især fordi de jo egentlig ikke rammer os på vores eksistensmuligheder. Hvis terroristerne virkeligt ville genere den vestlige verden, så kunne de f.eks. have gjort det langt nemmere og bedre, ved at rette deres terror imod f.eks. Saudi-Arabien, og tvinge dem til at standse eksporten af olie til Vesten - det ville være noget som ramte os alle på pengepungen.

jan henrik wegener

Der er problemer i det du skriver der. Jeg vil gøre dig opmærksom på et - som du ganske vist må kende i forvejen. Nemlig det at der efterhånden lever hele befolkningsgrupper med "rødder" i nogle af de lande hvorfra denne terrorisme kommer, og at der findes en, forhåbentlig ret ringe, sympati for denne. Selvfølgelig er det da en af forudsætningerne for "sameksistens" at denne er så lille som muligt og helst ikke eksisterende!

Kære Jan Henrik Wegener,

for mig er det hamrende ligegyldigt hvad og hvem folk sympatiserer med, så længe de overholder lovgivningen, og dermed heller ikke nogen forudsætning for sameksistens.