Baggrund
Læsetid: 3 min.

Nationalister presses til at åbne for ikke-hvide

Efter lang tids kritik fra Ligestillings- og Menneskerettigheds-kommissionen for brud på landets racelove lukker det Britiske Nationale Parti nu for optag af nye medlemmer, indtil nyt ikke-diskriminerende manifest kan vedtages af medlemmerne
Udland
21. oktober 2009

LONDON – Det højrepopulistiske Britiske Nationale Parti (BNP) har smidt håndklædet i ringen og opgivet kampen for at beholde et kriterium i dets manifest, der nægter jøder og sorte medlemskab af partiet. BNP blev i sommer stævnet af den britiske Ligestillings- og Menneskerettighedskommission for brud på landets racerelationslov, og selvom partileder Nick Griffin længe kæmpede imod, opgav han i sidste uge og meddelte gennem sin advokat, at han inden for en måned vil fremlægge et revideret manifest for partiets medlemmer.

Indtil et nyt manifest er godkendt af både medlemmer og retten, lukker partiet for optag af nye medlemmer. Ligestillingskommissionen er glad for, at BNP efter måneders modstand har ændret mening.

»Vi er glade for, at partiet har opgivet denne sag og er gået med til alle kommissions krav. Vi mente, at BNP’s forfatning var lovstridig, fordi dets medlemskriterium diskriminerede på baggrund af etnisk minoritet og hudfarve,« siger organisationens juridiske direktør, John Wadham.
»Det er ikke et politisk emne for os – BNP’s politik angår ikke os. Det handler om at overholde loven, som alle har pligt til,« tilføjer han.
BNP har anklaget kommissionen for at være regeringens håndlanger og for at være partisk, fordi en stor del af dens ansatte er af anden etnisk herkomst.

’En kæmpe sejr’

Chris Roberts, talsmand for BNP, anklagede efter retsmødet Wadham for at være en »skændsel« og advarede ham om, at han en dag vil blive anklaget for »forbrydelser mod det britiske folk«.

Partileder Nick Griffin, der de seneste måneder har sendt flere trodsige e-mails om ugen til sine medlemmer og opfordret til økonomisk og moralsk støtte, forsøger at portrættere nederlaget som en sejr. I en e-mail til medlemmerne efter retsmødet, skriver han, at partiet formåede at »vige uden om« Ligestillings- og Menneskerettighedskommissionens krav ved at foreslå en afstemning om ny forfatning, som vil finde sted i midten af november.

»Dette er en kæmpe sejr for vores parti, fordi det slår fast, at VI bestemmer, hvor og hvornår VI vil træffe beslutninger om vores medlemskabspolitik. Ja, vi bliver nødt til at overholde de anti-demokratiske love, der snart træder i kraft. Det vil vi gøre, når vi er parate til det, og vi vil ikke lade os presse til det af den fanatiske ’Ligestillingskommission’,« skriver han til medlemmerne.

TV-deltagelse kritiseres

BNP’s nederlag i retssagen har skabt fornyede krav om, at BBC afviser at lade BNP deltage i diskussionsprogrammet Questiontime. BNP deltager for første gang torsdag aften og har allerede lagt sig ud med de øvrige panelister. På partiets hjemmeside anklager det den sorte forfatter Bonnie Greer for at »fabrikere sort historie og blive betalt for det«. Og om det konservative partis social- og samfundstalskvinde, baronesse Sayeeda Hussain Warsi, skriver et medlem, at »hun kan lide at holde kaffe og (halal)-kagemorgener«.

Parlamentsmedlem og tidligere minister i Labour-regeringen Peter Hain har skrevet til BBC’s generalsekretær, Mark Thompson, og advaret ham om, at BBC risikerer retsforfølgelse, hvis det lader BNP optræde i programmet, fordi retten har afgjort, at BNP er et »ulovligt organ«.
»BNP’s forfatning fastslår, at det kun er åbent for hvide, hvilket er en hån mod BBC’s mission, der kræver, at det arbejder for at fremme ’lige muligheder for alle’,« skriver Hain i The Mirror.

Mark Thompson fastholder dog tv-stationens beslutning om at gennemføre programmet som planlagt og siger, at BNP ikke er blevet forbudt af retten:
»Det forbliver BBC’s forpligtigelse omhyggeligt at stille alle folkevalgte repræsentanter til regnskab for deres udtalelser og at gøre det på en upartisk måde,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her