Læsetid: 1 min.

Pengemanden må blive i fængslet

Den ene af de to terrorsigtede for planerne om at angribe Morgenavisen Jyllands-Posten bliver ikke løsladt mod kaution. Nye sigtelser måske på vej
29. oktober 2009

Iført orange kedeldragt og briller forholdt den 48-årige canadiske statsborger Tahawwur Hussain Rana sig roligt under gårsdagens høring i den opsigtvækkende sag om terrorplaner mod Jyllands-Posten. Her besluttede en dommer ved retten i Chicago at fortsætte høringen tirsdag i næste uge. Indtil da skal Rana forblive i fængsel, skriver Chicagobreaking.com.

Under høringen beklagede den terrorsigtede forretningsmand sig over smerter i skulder og ryg, mens han ikke reagerede på anklagerens krav om fortsat fængsling. Rana menes at være pengemanden bag planerne om at angribe Jyllands-Posten. Ifølge anklageskriftet skulle han have finansieret blandt andet rejser for den anden sigtede i sagen, David Coleman Headley, der i flere omgange har været i Danmark, hvor han blandt andet filmede Jyllands-Postens kontorer i København og Århus.

Flere anklagepunkter

De offentlige anklagere forsøgte under gårsdagens høring at tilføje anklagepunkter mod den 48-årige Rana, der kan komme i fængsel i op til 15 år for at deltage i planlægning af terrorhandlinger.

Rana har tilbudt at stille sit hjem og andre ejendomme som sikkerhed for at komme ud mod kaution, men retten har foreløbig ikke taget stilling til spørgsmålet, skriver flere amerikanske medier. Dommeren bad anklagere og forsvar komme igen tirsdag og gav i mellemtiden myndighederne ordre til at give Rana lægebehandling.

Herhjemme fortsætter Politiets Efterretningstjeneste, PET, efterforskningen af sagen i samarbejde med de amerikanske myndigheder. PET's chef Jakob Scharf vil ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser, men PET ville i går ikke oplyse, om man er kommet videre med at afdække, om de to mistænkte har et netværk i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu