Analyse
Læsetid: 4 min.

Problemet begynder med 'I'

Iran skulle have været eksemplet på Obamas nye strategi og mere forhandlingsvenlige tilgang til verden. Nu truer det iranske atomprogram i stedet med at blive en af efterårets sværeste sager på præsidentens lange liste. Torsdag tog parterne et første vigtigt skridt i Genéve, men der er lang vej igen - og også langt flere brikker med i spillet end dem, der sidder omkring forhandlingsbordet
Udland
3. oktober 2009

NEW YORK - Det var i sig selv en milepæl, da USA's viceudenrigsminister William Burns i torsdags forlod resten af frokostselskabet i en schweizisk villa udenfor Genéve for at holde en 40-45-minutter lang tete-a-tete med Irans chefforhandler Saeed Jalili: Det første direkte, uforstyrrede møde mellem en amerikansk og en iransk topdiplomat i 30 år.

Mødet var nok en start og en symbolsk milepæl. Men når skåltalerne er holdt, står det også klart, at det kun var et første lille skridt på en lang vej. Iran skulle have været eksemplet på Obamas tanker om såkaldt »tough diplomacy« - at man i stedet for kun at true kan række ud til sine fjender og skabe resultater. Men efter afsløringen af et hidtil hemmeligholdt atomanlæg nær den iranske by Qom ser Iran i stedet ud til at blive en af efterårets vanskeligste og potentielt mest sprængfarlige sager. Og en sag med mange flere aktører, end dem der var til stede i Genéve.

Risiko ved sanktioner

Udover sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer, er også Tyskland med i den såkaldte 'Fem plus en'-gruppe, som længe har forhandlet med Iran. Men dertil kommer mindst tre andre spillere, som begynder med 'I'.

Før USA og de øvrige vestlige stormagter farer for hårdt frem med trusler om nye skrappe sanktioner, er de nødt til at have et øje på den interne opposition i Iran, som næppe vil nyde godt af en for hård vestlig linje. Den iranske oppositionsleder Mir Hussein Moussavi advarer overfor New York Times mod nye sanktioner:

»Det bliver ikke sanktioner mod en regering. Det vil kun påføre yderligere smerte til en nation, som allerede har lidt meget under sine egne skizofrene ledere,« siger han.

Risikoen ved sanktioner, der for eksempel rammer energi og benzin, er, at de kun vil gøre iranerne vrede og få dem til at bakke op om Ahmadinejad og styret i Teheran.

Dernæst er der Israel. I USA har en række kommentatorer de seneste dage spurgt, hvor længe præsident Obama mon kan holde israelernes regering fra at angribe de iranske atomanlæg fra luften. Og så er der til sidst spørgsmålet om det, der på engelsk hedder intelligence - viden, efterretninger og især måden disse efterretninger tolkes på.

Hvad ved vi om Iran?

Men først resultaterne af torsdagens møder i Schweiz, som af begge sider blev kaldt »produktive« og af USA's diplomater betegnet som en »moderat succes«: Iran lovede at lukke inspektører ind i det nyligt afslørede anlæg ved Qom i løbet af få uger. Parterne aftalte nye møder senere på måneden. Og Iran tilsluttede sig også »i princippet« en aftale om at eksportere ca. 75-80 pct. af sit nukleare materiale til Rusland og Frankrig, hvor det kan blive yderligere beriget til forskning og medicinsk brug. En aftale som både kan skabe ny tillid mellem Iran og Vesten og samtidig dæmpe frygten for, at Iran i hemmelighed er ved at konstruere en atombombe.

Spørgsmålet er så bare, om Jalili og styret hjemme i Teheran spiller med åbne kort og er til at stole på. Og desuden om de vil holde i praksis, hvad de har lovet »i princippet«. Det er her spørgsmålet om intelligence bliver så afgørende. For hvad ved vi egentlig om, hvad Iran har gang i?

Flere amerikanske og internationale medier har de seneste dage beskrevet, hvordan der hersker uenighed mellem de forskellige vestlige efterretningstjenester om, hvor langt iranerne egentlig er nået. USA er angiveligt så brændt efter oplevelsen med Irak-krigen og de masseødelæggelsesvåben, der aldrig dukkede op, at amerikanerne er tilbøjelige til at give Iran længere snor end flere andre i Vesten.

Fælles er de om frygten for, at Qom-anlægget kun er et af mange skjulte anlæg. Men ifølge magasinet Economist og New York Times, så mener amerikanske spioner, at Iran stoppede sit atom-våbenprogram i 2003. Briterne mener, at programmet blev sat i gang igen i 2004 eller 2005. Tyskerne og franskmændene mener også, at programmet stadig er aktivt. Mens Israel mener, at det aldrig har været sat på standby. Og som bekendt kan det være svært at enes om et middel eller en kur, hvis man fra begyndelsen er uenige om, hvad der er problemet.

Ligning uden løsning

Selv hvis det skulle lykkes at skabe resultater dette efterår og puste nyt liv i det frosne forhold mellem Vesten og Iran, er der også på længere sigt åbenlyse udfordringer. Iran nægter fortsat at begrænse sit atomprogram, mens Vesten på længere sigt kræver mere inspektion og en reel fastfrysning af aktiviteterne.

Både Storbritannien og Frankrig har nævnt en deadline senest i december - ellers vil de igen presse på for nye skrappe sanktioner. Men her kommer også Rusland og Kina til at spille en afgørende rolle, så hvis iranerne ikke bider på og viser reel vilje de kommende måneder, kan det se ud som en ligning uden løsning. Og Præsident Obama selv? Han kaldte fra Washington samtalerne for »konstruktive«, men gjorde sig også umage for ikke at virke naiv eller alt for optimistisk:

»Vi er ikke interesseret i samtale bare for samtalens skyld. Iran må tage skridt i den nærmeste fremtid og leve op til sine forpligtelser. Vi forhandler ikke uendeligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her