Sarkozy maler fransk politik grøn

Når det efter al sandsynlighed lykkes præsident Nicolas Sarkozy fra januar at gennemføre CO2-beskatning i Frankrig, bliver landet »den første store industristat i Europa, som indfører en sådan skat«.

Det var i al fald sådan, præsidenten selv fremlagde sit forslag, da han i september skar igennem månedlang polemik i både regering, opposition og miljøorganisationer og lagde sig fast på en beskatning på 17 euro pr. udledt ton CO2. Ganske vist har andre europæiske lande som Sverige, Danmark og Finland afgifter på området, men i den lukkede klub G8 kommer Frankrig først blandt europæerne.

Sarkozy forsøger ivrigt at være i international front, hvad angår kampen mod klimaforandringer. I juli lovede Sarkozy FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at arbejde for en international klima- organisation, der vil gøre det muligt at fortsætte arbejdet ud over de resultater, der eventuelt opnås i København til december.

»Hvis vi fejler, står vi over for en total katastrofe,« erklærede præsidenten ved klimatopmødet i FN i New York i september, hvor han var en af de mest kontante fortalere for hurtig indgriben.

Og på årsdagen for finanskrisens start, den 14. september, forsøgte den travle præsident på baggrund af en rapport bestilt fra de nobelpristagende økonomer Joseph Stiglitz og Amartya Sen samt Jean-Paul Fitoussi at lancere et nyt og mere bæredygtigt internationalt måleredskab for rigdom. Det tænkes at erstatte bruttonationalproduktet, hvilket har den ulempe, at det nødvendigvis tvinger i retning af stigende produktion. Borgernes velbefindende skal være del af rigdomsbegrebet, »vi må se at komme ud af tallenes religion,« understregede Sarkozy.

Den franske præsident lagde allerede i 2007, umiddelbart efter sin valgsejr, ambitiøst ud på klimaområdet med den kæmpemæssige tværfaglige og tværpolitiske klimakonference, Grenelle. Konferencen blev til på baggrund af den 'økologiske pagt', som den populære tv-økolog Nicolas Hulot lancerede op mod præsidentvalget og forpligtigede de mest fremtrædende præsidentkandidater på. De første parlamentariske resultater blev vedtaget nærmest enstemmigt i det franske parlament i efteråret 2008 i form af et vidtrækkende principprogram, der indeholdt alt fra udvikling af offentlig transport, stop for motorveje og CO2-forurenende biler, udvikling af økologisk landbrug og øget affaldsbehandling til uddannelse og oplysningsarbejde.

Desillusion

Men jo mere principperne nu nærmer sig konkrete lovforslag i 'Grennelle II', jo større har kompromiserne været, og jo større har desillusionen været blandt de oprindelige deltagere. Socialister og kommunister kritiserer staten for at lægge en stor del af finansieringen over på lokalt plan og med social skævside. Internt i regeringspartiet, UMP, er man bekymret over omkostningerne, der tynger både trængte virksomheder og privatøkonomi. I sidste uge blev Grennelle II endelig vedtaget i det franske senat. Det skete uden større jubel og udelukkende med stemmer fra regeringspartiet. Det mest medieomtalte punkt var et forbud mod brug af mobiltelefoner i skoler, milevidt fra konferencens vidtløftige planer. De grønne undlod at stemme.

CO2-problematikken er i sig selv symptomatisk for disse splittelser. Miljøorganisationer ser det som paradoksalt, at den franske regerings kriseplan indeholdt støtte til bilindustrien og fremskyndelse af motorvejsbyggeri, decideret anti- grenelle, som det nu kaldes. Samtidig kritiseres den CO2-beskatning, Sarkozy internationalt bryster sig af, for at ligge langt under de 32 euro pr. udledt ton, som var anbefalet for at vende CO2-kurven. Dertil kommer, at beskatningen i høj grad - efter pres fra Sarkozys ellers nærmest usynlige premierminister, François Fillon - kompenseres gennem fradrag og tilskud, så mange betragter effekten som lig nul.

Kritiske økologer

Økologer påpeger også, at hele elektricitetssektoren går fri af beskatningen, da elektricitetsproduktionen i Frankrig for op til 80 procents vedkommende er baseret på atomkraft, der ikke belaster CO2-regnskabet. Problemet med atomaffald fik i denne uge fornyet økologisk aktualitet, da et dokumentarprogram påviste, at en stor del af det 87 procent statsejede EDF's atomaffald ender 8.000 kilometer borte på den sibiriske tundra.

Ikke engang Sarkozys drøm om et udviklet offentligt transportnet for Paris og omegn, som han præsenterede i sidste uge, finder nåde for økologernes øjne. Projektet, som præsidentens nærmeste betragter som et muligt eftermæle på linje med Chiracs museum for primitiv kunst eller Mitterrands pyramide på Louvre, er af faraoniske dimensioner og går ud på at udvikle det offentlige trafiknet på tværs af Paris' forstæder.

»Det har vi simpelthen utrolig stor brug for, når vi nu ser, at London, New York, Shanghai og alle de andre metropoler kan fordoble deres udbredelse,« forklarede præsidenten og satte dermed nærmest ufrivilligt fingeren på økologernes ømme punkt: At det først og fremmest er en drøm om vækst.

Dertil kommer, at også dette projekt er udsat for stærk kritik for at gå hen over hovedet på de lokalvalgte i de kommuner, der skal betale.

At Nicolas Sarkozys kun 23-årige søn, Jean, folkevalgt lokalpolitiker, nu er udset til at administrere det enorme kontorområde la Defence, der indgår som en naturlig del af faderens stor-Paris, sætter i disse dage yderlige gang i spekulationer, der nærmere går i retning af nepotisme end økologi.