Læsetid: 3 min.

'Selvfølgelig får vi en aftale i København'

Det fremtrædende demokratiske kongresmedlem Ed Markey er overbevist om, at verdens ledere vil tage truslen fra klimaforandringerne alvorligt og indgå en ambitiøs aftale på mødet i København. Også statsminister Lars Løkke Rasmussen sætter nu alt ind på, at gøre Københavns-mødet til en succes
Godt 300 mennesker samledes lørdag på Rådhuspladsen i København som led i den globale 350-aktion, der har hensigt at få verdens ledere til at nedbringe indholdet af CO2 til 350 ppm (parts per million).

Godt 300 mennesker samledes lørdag på Rådhuspladsen i København som led i den globale 350-aktion, der har hensigt at få verdens ledere til at nedbringe indholdet af CO2 til 350 ppm (parts per million).

Jasper Carlberg

Udland
26. oktober 2009

Det amerikanske kongresmedlem Ed Markey er et stort smil under Den internationale klimakonference for verdens ledende parlamentarikere på Christiansborg. Han er den ene af to hovedarkitekter bag det klimalovforslag, som blev vedtaget i Repræsentanternes Hus i USA for et par måneder siden. Nu tror han på en international klimaaftale og endda en ambitiøs en af slagsen.

»Selvfølgelig får vi en aftale! Topmødet i København vil blive husket som det tidspunkt, hvor verdens ledere endelig besluttede at sikre planetens fremtid. Hvor Kina, USA og Rusland for ti år siden var et stort 'Njet!', så har de indset, hvor vigtigt det er. Vi har ikke noget at være bekymrede for,« siger Ed Markey og står dermed for en ny bølge af optimisme på et tidspunkt, hvor ledende embedsmænd, politikere og eksperter ellers er begyndt at nedtone deres forventninger til klimatopmødet.

Ny klimagruppe

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen understregede i sin tale til deltagerne i konferencen, at det var nødvendigt og muligt, at der blev indgået en international aftale.

»Mit mål for topmødet i København er simpelt: Vi bliver nødt til at få en bindende aftale, som kan bringe verden på sporet af at begrænse den globale opvarmning til maksimalt to grader,« sagde han.

Lars Løkke vil nu nedsætte en klimagruppe med navnet Copenhagen Commitment Circle, hvor en række af verdens centrale stats- og regeringsledere i de kommende uger skal mødes for at sikre et positivt resultat af forhandlingerne i København.

Allerede i næste mødes Lars Løkke Rasmussen med Australiens premierminister og Mexicos præsident.

I sin tale betonede Lars Løkke Rasmussen, at det er nødvendigt at nå en aftale med start allerede den 1. januar 2010, og at de seneste møder med verdens politiske ledere har gjort ham optimistisk

»Deres budskab var klart. Lad os gøre det! Og lad os gøre det i København,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

USA i førerposition

Netop den klare deadline har været en væsentlig faktor i det politiske momentum, som nu griber verden, mener demokraten Ed Markey med det store smil.

»At verdens ledere ved, at de skal mødes i København, har tvungent dem til at tage stilling. Det gælder også USA,« siger han.

Ed Markey hæfter sig ikke særligt ved, at Senatet i USA endnu ikke har vedtaget deres klimalovforslag og dermed ikke givet Obama et egentligt mandat at forhandle på baggrund af ved topmødet.

»Senatet vil vedtage klimalovgivningen før eller siden. Lige nu er de optaget af sundhedsreformen, men klimaet er også topprioritet,« siger Ed Markey, som har fuld tillid til sin præsident, men understreger, at amerikanerne er afhængige af, hvor langt de andre lander er villige til at gå. Men som han smilende understreger:

»Jeg tror ikke, at der er nogle lande, som er kommet med deres sidste bud endnu. Sådan er forhandlinger jo.«

Ny teknologi

I sin rapport til arrangørerne af konferencen Globe International understreger Ed Markey, at parlamentarikerne i alle lande allerede nu kan begynde at implementere lovgivning, som vil nedsætte de enkelte landes CO2-udslip.

Han mener, at nøgleområderne for lovgivning på det nationale område for eksempel bør være nationale standarder for energieffektivitet, standarder for køretøjers benzinforbrug og promovering af bæredygtigt landbrug og beskyttelse af skov og biodiversitet. Lovgivning, som han også vil have gennemført i USA, for amerikanerne er nu endelig klar til at nedsætte deres CO2-udslip.

»Barack Obama vil gøre USA til et af verdens førende lande på dette område. Det skal ikke være som på Bali, hvor verdens ledere nærmest buhede Bush ned af talerstolen. Det her bliver noget helt andet,« siger han og smiler igen så stort, at man ikke kan lade være med at blive smittet af sin optimisme.

»Det er jo også for din skyld, at vi gør det,« slutter han faderligt af.

»Du lever forhåbentligt stadig i 2050. Det gør over 60 pct. af Jordens befolkning faktisk. Det gør presset på os politikere så meget større«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

Når man nu interviewer hovedarkitekten til den klimalov, der blev vedtaget i Repræsentanternes Hus for et par måneder siden, var det naturligt at spørge om lovens 4%-reduktion af CO2 i 2020 er et ambitiøst mål (når der er behov for mindst 30%'s reduktion).

Men i stedet bliver journalisten optimistisk af hans udenomssnak og store smil. Det tegner ikke godt, hverken for klima-topmødet eller for journaliststanden.

Total tom snak. Det tætteste man kommer på et meningsfuldt udsagn er dette:

»Mit mål for topmødet i København er simpelt: Vi bliver nødt til at få en bindende aftale, som kan bringe verden på sporet af at begrænse den globale opvarmning til maksimalt to grader,« sagde han. (Løkke, E.B.)

Men her er kodeordet 'på sporet af.' Lars Løkke tror altså ikke på, at man kan nå en konkret aftale om at begrænse den globale opvarmning.

Og selv om han gjorde, er det stadig tom snak, for sætningen indeholder jo ikke nogen antydning af, hvordan man vil opnå denne begrænsning.

Og at Kina skulle være positiv, er lodret løgn. Kina har den indstilling, at der ikke kan blive tale om kinesiske CO2-reduktioner, før Kina har udledt ligeså meget CO2 som Vesten har.

Test: H2SO4

Aftalen vil blive en paradeaftale- der kan viftes med ved fotograferingerne.
Da CO2 er valgt som klima-problemernes eneste skurk har politikerne derved en mulighed for at forgøjle for verdens befolkning at der ved indgåelsen af en sådan aftale er kontrol med klimaet.
CO2 er valgt til at være "tømmerne" til den "Vilde Vilde Klimahest" - som er forspændt for "Vognen"

Man behøver end ikke at have taget noget større aftenskole kursus i politisk retorik for at ane hvordan den store "Undskyldnings-Tale" kommer til at lyde om at "Man" ikke vidste bedre - dengang "Man / Mennesket naivt håbede på at en CO2 aftale 1 minut i 12 kunne redde Jorden.

Kan de holde Barack Obama ude af snigskytternes kikkertsigte vil der ikke være noget øje tørt på hele Jorden - hvis Obama får lov til at Læse "TALEN" op for den samlede jordklodes befolkning.
Det kan allerede nu afsløres at ordet : - - "WaterWorld" vil indgå ofte i TALEN og at sætningen : "Og så går vi i bådene - nu er det på tide at se fremad" - bliver "TALENS" sidste ord !

Søren Kristensen

Vist får vi en aftale, det får vi altid. Men man kan ikke seriøst gå ind for vækstøkonomi på den ene side og en begrænsning af CO2 på den anden, i hvert fald ikke med dagens teknologi, lige så lidt som man kan blæse og have mel i munden. Spørgsmålet er om vi er parate til at give køb på meget af det vi mennesker opfatter som velfærd, privatbilisme, fritliggende huse, kød hver dag osv. Det er mange ting at løse før CO2 udledningen falder. Det er lidt ligesom med lastbiler der ligger og overhaler og i princippet standser trafikken, selvom der til alles bedste for den type køretøjer er vedtaget en hastighedskvote på 70 - 90 km/t, angivet med et pænt skilt ved vejkanten. Uvæsnet holder først op den dag lastbiler konstrueres til at ikke at kunne køre mere end det tilladte. På samme måde falder merudledningen af CO2, ikke fordi vi vedtager en og anden kvote, men først den dag det ikke er nødvendigt at udlede mere end som så. Lige nu er merudledningen nødvendig, af hensyn til vækstøkonomien og ønsket om en højrere levestandard, større huse, flere børn, flere biler, fladskærme og alt det andet vi er så glade for. På den grund er der rigtignok et kæmpe potentiale for CO2-udledning i tigerøkonomier som Indien og Kina, hvor handel med CO2 kvoter kan blive big bussiness for os andre. Men om det løser det grundliggende problem er en anden sag. Men lad os nu bare få en aftale, så vi i det mindste får en fornemmelse af at gøre noget. Som Connie siger, hvem vil om føje år være det land eller den regering der ikke ville være med til at gøre noget i København, når/hvis klimaet flipper ud?

Steen Rasmussen

Den kære lille modstandsavis har fundet en optimist, Ed Markey, som sige: "Det her bliver noget helt andet,« og smiler så stort, at man ikke kan lade være med at blive smittet af sin optimisme."

Åhhh hvor er det dejligt med lidt optimisme. Man ser selvantændelsen for sig, som i en klud smurt ind i linolie.

Men hvad, er det ikke pis, der driver ned ad ryggen på os? Det der dollargrin er i hvert fald ikke mit!

Men hvad, er det ikke pis, der driver ned ad ryggen på os?

Nej, det regner bare...

Aksel Gasbjerg

Den amerikanske realitet her 40 dage før klimatopmødet er følgende:

1) Repræsentanternes Hus har i august vedtaget et lovforslag, der kun begrænser CO2-udslippet med 4% i 2020.
Det er mindre end USA's forpligtelse i Kyoto (som så ikke blev ratificeret af Kongressen) og det lave mål ligger sågar 10 år senere end Kyoto-målet.

2) Vedtagelsen i Repræsentanternes hus skete med et meget snævert flertal - så vidt jeg husker kun 20 flere ja-sigere end nej-sigere.

3) Senatet er traditionelt mere klima-kritisk end Repræsentanternes Hus, så derfor er vedtagelse af en højere CO2-reduktion i Senatet ønsketænkning. Desuden vil Senatet ikke gennemføre et ambitiøst klimamål, så længe man ikke kender andre landes (især Kina's) forpligtelser,

På den baggrund forstår jeg ikke, at man ser frem til at Kongressen kan nå en lovgivning om CO2 inden København. En sådan lov vil være aldeles uambitiøs og binde USA-forhandlerne (med eller uden Obama) i en sådan grad, at en evt Københavnsaftale vil blive det rene vand og varm luft.

Hvis Senatet ikke når at behandle forslaget fra Repræsentanternes Hus, vil sagen ikke være meget anderledes, idet USA-delegationen vil være bundet af vedtagelsen i Repræsentanternes Hus (oven i købet kun med et snævert flertal).

Så alt i alt var vedtagelsen i Repræsentanternes Hus i august en bjørnetjeneste, som ikke befordrer optimismen om en ambitiøs klima-aftale.

USA-forhandlerne i København ville have stået stærkere og mere frit uden en hjemlig lovgivning i bagagen - vel vidende at ratificieringen efterfølgende kunne lide skibbrud ligesom Kyoto-aftalen.

Men så ville man i det mindste kunne have fået en lidt mere ambitiøs Københavnsaftale, hvor verdenssamfundet efterølgende ville kunne lægge pres på USA.

Al dette geschrei har eet formål: at etablere et marked for handel med varm luft.

De seneste bobler har alle lidt af den svaghed, at de byggede på et materielt grundlag, og at der derfor var een eller anden form for bremse for, hvor meget de kunne pustes op: når en toværelses andelslejlighed handles til en million kroner, begynder folk at lugte lunten.

Denne svaghed lider CO2-kvoter ikke af, for hvordan prissætter man CO2-udledning?

Aggressivt, er mit gæt. For det handler jo om klodens overlevelse, ikke sandt?

Og en yderligere fordel ved en CO2-bobbel er, at borgerne ikke kan sige fra, man kan ikke stemme med tegnebogen.