Læsetid: 3 min.

Socialisterne står til at vinde valget i Grækenland

Socialistpartiet Pasok ser ud til at overtage regeringsmagten i Grækenland ved søndagens parlamentsvalg. Korruption, krise og immigration har været valgkampens dominerende temaer
De græske vælgere har en kort hukommelse, hvis de vælger socialistpartiet Pasok til regeringsmagten, mener Spyros Economides, seniorforsker ved London School of Economic. Pasok blev væltet af magten af det konservative parti, Nyt Demokrati, på løfter om mindre korruption og klientelisme i det politiske system.

De græske vælgere har en kort hukommelse, hvis de vælger socialistpartiet Pasok til regeringsmagten, mener Spyros Economides, seniorforsker ved London School of Economic. Pasok blev væltet af magten af det konservative parti, Nyt Demokrati, på løfter om mindre korruption og klientelisme i det politiske system.

Louisa Gouliamaki

3. oktober 2009

ROM - Da det konservative Nyt Demokrati i 2004 vandt valget i Grækenland, havde partiet ført en valgkamp med fokus på korruption og klientelisme i det politiske system, som siden militærdiktaturets fald i 1974 har været domineret af det socialistiske parti Pasok. Men premierminister Costas Karamanlis regering har i de seneste 18 måneder selv været plaget af en række korruptionsskandaler og beskyldes for ikke at gøre nok ved den økonomiske krise, som har ramt Grækenland hårdt. Derfor står socialistpartiet Pasok, under ledelse af George Papandreu, ifølge Spyros Economides, seniorforsker ved Hellenic Observatory, London School of Economics, til at overtage magten i landet:

»Vælgerne har som bekendt en meget kort hukommelse. I de seneste år har befolkningen skullet udholde en regering, som på sin vis har tvunget dem til at glemme den foregående,« siger Spyros Economides til Information.

Mere af det samme

I løbet af de seneste ti år har landet oplevet stor økonomisk vækst takket være egnsudviklingsstøtte fra EU og modernisering af infrastrukturen med henblik på OL i 2004.

Bruttonationalproduktet er i gennemsnit steget med 4 pct., men samtidig er statsgælden steget fra omkring 30 pct. til 103 pct. af bruttonationalproduktet. Og grækerne er fanget i en økonomi, som er næsten totalt afhængig af turisme og landbrug, og hvor staten er landets største arbejdsgiver. Trods en befolkning på kun ti millioner har Grækenland flere offentligt ansatte end eksempelvis. Frankrig, og de tjener i gennemsnit dobbelt så meget som ansatte i det private erhvervsliv:

»Det er et paradoks, at Papandreu står til at vinde valget på et program, som fokuserer på ansvarlighed og meritokrati i den offentlige sektor. Hans far og farfar var begge premierministre, så derfor kunne man med en vis ret spørge, om ikke George Papandreu blot viderefører det gamle system,« siger Spyros Economides.

Udlændingepolitikken har også været et af valgets dominerende temaer. Omkring ti pct. af Grækenlands befolkning er indvandrere. Ved valget til Europa-Parlamentet oplevede det nationalistiske og fremmedfjendske parti Laos, som ledes af forretningsmanden og ejeren af tv-stationen TeleAsty, Georgios Karatzaferis, fremgang. Men ifølge Spyros Economides vil det næppe gentage sig ved valget på søndag:

»Der er en stor gruppe lovlige immigranter, som er blevet en vigtig del af økonomien. Men der er også mange illegale immigranter, som politisk, socialt og økonomisk skaber store spændinger. De politiske partier har været nødt til at tage det alvorligt, hvilket tilsyneladende har svækket Laos. Både Pasok og Nyt Demokrati har således anmodet EU om hjælp til patruljering af grænsen til Tyrkiet. Jeg tror, at Laos' popularitet har toppet. Begge de store partier vil stille Laos uden for indflydelse, fordi de opfatter det som en trussel,« siger Spyros Economides.

Gadens parlament

Under optøjerne i Athen og andre græske byer i december 2008, som var en reaktion på politiets drab af en 15-årig dreng, dannede venstrefløjsaktivister og indvandrere fælles front. Ifølge Spyros Economides genopstod gadens parlament ved den lejlighed:

»Det bliver interessant at se, hvordan en eventuel Pasok-regering vil håndtere de optøjer, som før eller siden bryder ud igen. Socialisterne har lettere ved at reformere den offentlige sektor, end Nyt Demokrati har, men de kan få problemer, hvis de nedkæmper social uro med magt.«

De voldelige protester i Athens universitetsmiljø er efterhånden døet ud, men de unge grækere giver udtryk for deres utilfredshed og frustrationer i andre sammenhænge. Der er således stadig flere og mere voldelige optøjer i forbindelse med fodbold-, basketball- og vandpolokampe.

I de seneste to uger har det været forbudt at offentliggøre meningsmålinger i Grækenland, men ifølge Spyros Economides står socialisterne til at vinde valget:

»Forskellen mellem Pasok og Nyt Demokrati ser ud til at ligge på mellem 5 og 7 pct. Hvis Pasok opnår omkring 41 pct. af stemmerne, vil de kunne danne regering med absolut flertal.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu