Indtil sidste år var det en bred videnskabelig vurdering, at en stabilisering af atmosfærens CO2-koncentration på 450 ppm (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) ville give en god chance for at bremse den globale temperaturstigning ved en klimatisk 'smertetærskel' på to grader. Ikke noget nemt mål at nå i en situation, hvor CO2-indholdet allerede er vokset til 387 ppm og fortsat vokser med ca. to ppm om året. Men alligevel nok til, at det også var den koncentrationsgrænse, bl.a. EU lagde sig fast på at respektere.
Siden har forskerne indset, at klimaændringerne løber hurtigere end antaget, og at de globale CO2-udledninger samtidig vokser med faretruende hast. Dette plus studier af temperatur- og CO2-svingninger langt tilbage i planetens historie ledte sidste efterår til et opsigtsvækkende videnskabeligt papir fra klimaforskere ved NASA, Yale University, University of Sheffield, Boston University, L'université de Versailles m.fl. Under ledelse af NASA's chefklimaforsker James Hansen konkluderede papiret, at verden er nødt til at gå efter 350 ppm CO2 som nødvendigt stabiliseringsmål, hvis risikoen for katastrofale temperaturændringer skal holdes nede. CO2-målet kan oversættes til en temperaturgrænse omkring 1,5 graders global opvarmning - ved højere temperaturer løber bl.a. en række af verdens ø-stater og lavtliggende kystområder en overhængende risiko for at forsvinde i bølgerne.
Siden papiret fra Hansen og Co. er en række af klimadebattens fremtrædende skikkelser nået til samme erkendelse: 350 ppm CO2 er det nødvendige stabiliseringsmål. Det gælder USA's tidligere vicepræsident Al Gore, og det gælder den britiske regerings klimarådgiver Nicholas Stern, der i sidste måned sagde, at »det er yderst vigtigt at bremse væksten i udledninger på kort sigt og efterfølgende begynde at reducere de årlige udledninger og få dem ned på niveauer, der vil bevæge CO2-koncentrationen tilbage mod 350 ppm.«
Mest opsigtsvækkende var udtalelsen i august fra formanden for FN's klimapanel, Rajendra Pachauri: »Det, der sker, og det, der kan ventes at ske, overbeviser mig om, at verden på virkelig ambitiøs og meget beslutsom vis må bevæge sig mod et mål på 350 ppm.«
Regeringerne for 94 særligt klimaudsatte nationer har tilsvarende sat 350 ppm som deres krav til en ny klimaaftale.
Når andre afviser 350-målet, er det ikke, fordi det er videnskabeligt ubegrundet, men fordi det opfattes som for sent. Som nævnt er status allerede 387 ppm og med en fortsættelse af 'business as usual' vil verden risikere en CO2-koncentration i 2100 på 7-900 ppm og en temperaturstigning på fire-syv grader. Så med dagens politiske handlekraft - eller mangel på samme - virker selv 450 ppm som et meget ambitiøst mål, argumenteres der.
Stop for kul
James Hansen og andre erkender, at CO2-indholdet i atmosfæren nok i nær fremtid vil komme op i nærheden af 400 ppm, men det udelukker ikke, at verden med en ambitiøs politik kan bevæge sig ned igen. Hvis afbrændingen af kul afvikles inden 2030, eller kulværkerne forsynes med den i dag eksperimentelle CCS-teknologi til CO2-indfangning og -deponering, hvis den globale afskovning erstattes af skovplantning, og hvis landbrugspraksis ændres, så jorden binder mere kulstof, så kan verden komme tilbage til 350 ppm på omkring 100 år, viser Hansen-holdets beregninger.
Økonomnetværket Economics for Equity and Environment har i en dugfrisk rapport vurderet, at temperaturen kan holdes under 1,5 grader, og at 350-målet kan realiseres i en tidshorisont på ca. to århundreder for en omkostning svarende til en-tre pct. af det globale bruttonationalprodukt,
»De bedste af de tilgængelige vurderinger peger på, at vi bestemt har råd til 350-scenariet. Hvad vi ikke har råd til, er for lidt klimapolitik for sent,« skriver klimaøkonomerne.
