Den bestialske selvmordsbombeaktion i hjertet af Bagdad i søndags viser med al bloddryppende tydelighed, at volden i Irak langt fra er et overstået kapitel. Det er som om, bombemændene tror at have gennemskuet, at de blot behøver at gentage sådanne grusomheder cirka en gang hver anden måned for at destabilisere landet.
Samtidig har premierminister Nouri al-Malikis regering gjort sig desto mere sårbar ved at prale med, at den har gjort store fremskridt i forhold til at forbedre sikkerheden. For nok er Irak et mere sikkert sted, end det var for tre år siden, men det er stadig et af de farligste steder i verden.
Der er ingen grund til at tro, at søndagens massemord i Haifa Street har den mindste sammenhæng med, at de amerikanske tropper trak sig ud af byerne i Irak for tre måneder siden. Med eller uden amerikansk tilstedeværelse har bombemænd været i stand til at bevæge sig uhindret rundt i Bagdad, lige siden de ødelagde FN's hovedkvarter i 2003.
Umuligt at forhindre
Bilbomber - også af den slags, hvor føreren ikke går efter personligt at udløse sin dødbringende last - er uhyre vanskelige at standse. Her behøver man blot at tænke tilbage på den succes, som Det Provisoriske IRA fik i 1990'erne med deres målrettede aktioner i langt mindre skala mod byområder i London og Canary Wharf.
Da en bombe den 19. august blæste det irakiske udenrigsministerium i småstykker, erklærede udenrigsminister Hoshyar Zebari, at bombemændene måtte have haft samarbejdspartnere i hæren og politiet for at kunne passere gennem de opstillede sikkerhedscheckpoints. Og det kan da også meget vel være sandt. Men det er under alle omstændigheder en praktisk umulighed for de irakiske sikkerhedsstyrker at gennemsøge alle køretøjer. Desuden er terroristerne som oftest så velorganiserede, at deres papirer givetvis vil være i skønneste orden. Den tanke vil også være faldet de fleste irakiske soldater og politifolk ind - at belønningen for at stoppe en selvmordsbomber sandsynligvis vil blive posthum. Iveren, hvormed mistænkelige køretøjer bliver undersøgt, vil derfor ofte være begrænset.
De seneste bombeangreb beviser måske ikke i sig selv, at Irak stadig er ustabilt, men beklageligvis er der andre fingerpeg i den retning, f.eks. de 1,6 millioner internt fordrevne irakere, som endnu ikke har vovet at vende tilbage til deres hjem.
En undersøgelse foretaget af Den Internationale Organisation for Migration har et bud på en forklaring på, hvorfor disse flygtninge endnu ikke tør vende hjem: Sikkerheden er måske blevet bedre, men for disse flygtninge er tilværelsen stadig en kamp for at overleve »uden et arbejde, uden deres eget hjem, uden skolegang for børn og uden adgang til vand, el og sundhedspleje«.
Det er næsten helt sikkert en eller anden al-Qaeda-celle, der står bag angrebene. Muligvis samarbejder denne celle med eller under vejledning af Baath-partiet og det gamle regimes sikkerhedstjeneste. Al-Qaeda er ikke lige så stærk, som terroristnetværket var i 2007, men det behøver det på den anden side heller ikke at være for at skabe kaos.
Intern uro
Det største problem i Irak er, at der ikke er nogen grundlæggende enighed mellem de tre største befolkningsgrupper: shiamuslimer, sunniarabere og kurdere. Hver gruppe er stadig på udkig efter svage punkter hos de andre. Det overvejende sunni-arabiske Saddam-regimes fald var til stor fordel for shiamuslimerne, der da også stort set kunne trække sig sejrrigt ud af den sekteriske kamp om Bagdad i 2005-7. Heri ligger dog ikke, at sunniaraberne, som udgør en femtedel af befolkningen, ikke længere skulle have styrke til at destabilisere regeringen, hvis ikke de får den andel i magten, som de ønsker.
Irakerne selv har tendens til at se den endeløse vold som et tegn på, at deres naboer agter at forhindre, at Irak skal genopstå som en stærk nation. Ganske vist vil Iran gerne have endnu en shia-stat i Golfen, men ønsker sig på den anden side bestemt ikke et selvbevidst Bagdad som en ny regional magtfaktor. Saudi-Arabien har længe været forfærdet over udsigten til, at Irak kunne blive det første shiamuslimsk ledede land i den arabiske verden, siden Saladin omstyrtede Fatimid-dynastiet. Og hvad Kuwait angår, påregner det sig stadig en del af Iraks desperate tiltrængte olieindtægter som erstatning for sine tab i Første Golfkrig. Et yderligere problem bidrager til at undergrave den politiske og økonomiske genopbygning af Irak: Landet har haft en 30 år lang periode med krig, oprør og økonomiske sanktioner og er i sandhed stadig et ødelagt samfund med et elendigt fungerende statsapparat.
Der er dog nogle gode nyheder: prisen på olie er steget til 80 dollar pr. tønde. Men selv i dag er så relativt fredelige byer som Basra fulde af mennesker, der ikke får udbetalt løn. Regeringen er ikke i stand til at hele de dybe sår fra fortiden. Søndagens bombeangreb - det blodigste i to år - viser, hvor langt Irak fortsat er fra at have løst sine problemer.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
