Læsetid: 5 min.

Våbenfirma med egen nøgle til Downing Street 10

Den britiske våbengigant BAE Systems anklages af bagmandspolitiet for at have bestukket sig til store kontrakter i udlandet - det vil i givet fald ikke være første gang, det er sket i forståelse med Storbritanniens premierminister
3. oktober 2009

Storbritanniens rigsadvokat har på anbefaling fra det britiske bagmandspoliti besluttet, at der skal rejses tiltale imod den britiske våbengigant BAE systems, der mistænkes for at have udbetalt bestikkelsessummer i millionstørrelse som middel til at opnå kontrakter i udlandet.

Bagmandspolitiet har brugt over et år på at granske BAE's våbenhandler med lande som Tanzania, Tjekkiet, Rumænien og Sydafrika, og nu står selskabet til en klækkelig bøde, der kan løbe helt op i én milliard pund.

En sideløbende undersøgelse af BAE's våbensalg til Saudi-Arabien i 2007 blev opgivet med henvisning til »nationale sikkerhedsgrunde«, efter at det er kommet frem, at den daværende premierminister, Tony Blair, personligt gav denne aftale sin velsignelse.

Respektabel bestikkelse

I britisk erhvervsliv har der altid været en særlig skole, der var af den opfattelse, at der ingen skam er i at smøre for at få tingene til at køre, hvis bestikkelse er uomgængeligt for at hale store eksportordrer i land og beskytte nationale arbejdspladser.

Ingen har udtrykt det så ligefremt som Richard Dobson, der i 1970'erne blev udpeget af den daværende Labour-regering til at stå i spidsen for British Leyland, det hedengangne statsejede selskab, som fremstillede såvel våben som biler.

Sir Richard blev ikke spor glad, da avisen Daily Mail i 1977 kunne afsløre, at BL havde en særlig bestikkelsesfond til at smørelse af udenlandske regeringer. Ved et privat middagsselskab udtrykte han sin forundring over, hvorfor Leyland skulle kritiseres for den helt igennem »respektable praksis, at vi betaler bestikkelse til sortsmuskere.« Kedeligt nok blev hans bemærkning optaget af nogen ved middagsbordet, og da den blev offentliggjort blev han prompte fyret.

Ingen tvivl om, at ledelsen af BAE Systems, aldrig ville ty til racistisk sprogbrug, men dens reaktion på beslutningen fra den britiske statsanklager om at retsforfølge virksomheden afviger i substansen ikke stort fra Sir Richards.

BAE Systems er en af verdens største våbenproducenter og opererer i et miljø, hvor det, som efter britisk straffelov tæller som bestikkelse, er hævdvunden praksis i store dele af verden.

BAE har fra første færd stræbt efter at opretholde gode forbindelser til Labour-regeringen. Virksomhedens ledende medarbejdere kom godt ud af det med Tony Blair, men mindre godt med den tidligere udenrigsminister, Robin Cook, der dengang svor at ville give britisk udenrigspolitik »en etisk dimension«.

I 2000 forsøgte Cook at forhindre BAE i at sælge reservedele til Hawk-jagerfly til Zimbabwe med henvisning til, at Mugabe-regimet havde gjort sig til deltager i den rædselsvækkende borgerkrig i nabolandet Congo.

Han blev underkendt af premierministeren.

»Det var ved den lejlighed, det gik op for mig, at bestyrelsesformanden for BAE så ud til at have sin egen nøgle til bagindgangen til nr. 10.« (Downing Street 10, den britiske premierministers embedsbolig, red.), skrev Cook bittersødt i sine erindringer.

»På intet tidspunkt hørte jeg, at nr. 10 havde truffet afgørelser, som ikke var imødekommende over for BAE.«

Kontroversielle sager

Det følgende år måtte Clare Short, daværende udviklingsminister, sande, at hun ikke kunne hindre BAE i at sælge våben til det fattige Tanzania.

Samme år var der politisk tumult i Tjekkiet, da premierminister Milo Zeman meddelte, at BAE var den eneste kandidat til en handel på to milliarder pund sterling om leverance af 36 overlydsjetfly, og alle rivaliserende bud fra amerikanske og franske og andre europæiske selskaber var droppet. Oppositionspartier i Prag påstod, at handlen lugtede af korruption og krævede den aflyst.

En anden kontroversiel sag vedrører Sydafrikas beslutning om at entrere med BAE i forbindelse med en modernisering af sine væbnede styrker i en handel til en værdi af 2,5 milliarder pund sterling. Her blev BAE viklet ind i korruptionsanklager, der bl.a. omfatter den nuværende sydafrikanske præsident Jacob Zuma.

Sagen mod Zuma faldt ved domstolen, men en af hans rådgivere blev idømt 15 års fængsel. Andre højtstående politikere blev også fængslet.

Det britiske bagmandspoliti har nu undersøgt BAE's rolle i denne skumle sag, herunder påstanden om, at virksomheden har en særlig bestikkelsesfond på 100 millioner pund.

Saudi-Arabisk handel

I 2001, et år efter handlen med Hawk-reservedele, vedtog Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) en konvention imod bestikkelse, der efterfølgende blev inkorporeret i den britiske lovgivning. Konventionen forbyder bestikkelse, selv når nationale interesser eller gode forbindelser til venligtsindede regeringer står på spil.

Med afsæt i denne lov blev det britiske bagmandspoliti ansporet til at undersøge påstande, som BAE altid har nægtet, om, at virksomheden brugte bestikkelse for at sikre sig våbenkontrakter i Saudi-Arabien.

Siden 1985 havde BAE indgået en række handler med saudierne til en samlet værdi af 43 milliarder pund. Til gengæld herfor, lød anklagen, skal et medlem af den saudiarabiske kongefamilie have fået udbetalt en returkommission på 1 milliard pund, ligesom saudiarabiske embedsmænd skal have fået betalt måltider på stjernedyre restauranter, sportsvogne, pokalfinalebilletter og prostituerede.

Saudierne blev så fornærmede over denne undersøgelse, at de i 2006 truede med at annullere en våbenkontrakt med BAE om 72 Eurofighter-jagerfly til en værdi af ti milliarder pund.

Kort efter konkluderede den daværende britiske rigsadvokat, lord Goldsmith, at anklagemyndigheden ville have ringe chance for succes, og at sagen desuden kunne skade forholdet til saudierne, hvorefter lederen af bagmandspolitiet, Robert Wardle, blev overtalt til at indstille sine undersøgelser.

Beslutningen blev kritiseret af OECD, men kraftigt forsvaret af Tony Blair.

Frygt for arbejdspladser

Uanset det britiske bagmandspolitis nye offensiv, vil ingen britisk regering ønske at se den britiske våbenindustri generelt, eller BAE Systems, skandaliseret offentligt

Allerede før den nuværende recession begyndte at gøre ondt, havde britisk industri mistet mere end én million arbejdspladser over ti år.

Tidligere i år advarede de britiske ingeniørvirksomheders brancheforening om, at den økonomiske afmatning kan føre til tab af yderligere 140.000 arbejdspladser. BAE beskæftiger 105.000 mennesker verden over, og omsatte sidste år for over 18,5 milliarder pund.

Uanset at en stor del af BAE's virksomhed ikke er, hvad Robin Cook ville have betegnet som »etisk«, så er dens bidrag til Storbritanniens våbenteknologiske industri af så stor værdi, at det må anses for givet, at BAE's topledelse altid vil have en nøgle til Downing Street 10, uanset hvem der så bor der.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu