Interview
Læsetid: 2 min.

'Abbas farvel skal presse israelerne'

Mellemøstekspert Danny Raymond tror ikke, at Abbas vil gøre alvor af sin udmelding om at gå. Han tror, Abbas 'spiller højt spil' for at få USA til at presse Israel i forhold til fredsforhandlingerne
Udland
7. november 2009

Fredsforhandlingerne i Mellemøsten har reelt stået stille siden den nuværende israelske regering kom til magten først på året.

Derfor har palæstinensernes leder Mahmoud Abbas nu valgt at trække sig fra posten som selvstyrepræsident ved næste valg for at sætte skub i forhandlingerne. Det mener Danny Raymond, der er ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og har speciale i mellemøststudier.

»Man har været meget langt væk fra forhandlingsbordet i lang tid, og Abbas har været skuffet over, at USA ikke har fastholdt sit pres over for israelerne i forhold til fredsprocessen. Derfor trækker Abbas nu det ultimative kort og truer med at gå. Amerikanerne er nemlig overbevist om, at han er ekstremt vigtig for fredsforhandlingerne, og derfor vil man presse israelerne til at være mere fleksible,« forklarer han.

- Hvorfor trækker han sit tungeste »kort« netop nu?

»Forhandlingerne er gået i hårdknude, fordi palæstinenserne har krævet, at israelerne stopper byggeriet i de ulovlige bosættelser på Vestbredden, før forhandlingerne kan gå i gang. USA's præsident Barack Obama startede med at insistere på, at israelerne skulle imødegå kravet. Men amerikanerne fulgte ikke op på presset og ville i stedet have Mahmoud Abbas til at opgive sine forhåndsbetingelser, så forhandlingerne kunne tage fart. I stedet har han så nu meldt sin afgang.«

Ingen alternativer

Mahmoud Abbas har flere gange truet med at gå i de fem år, han har været leder efter Yasser Arafat. Derfor tror Danny Raymond heller ikke på, at det er sikkert, at han nu fører beslutningen ud i livet.

»Godt nok har han annonceret, at han ikke stiller op igen. Men indtil valget, der tidligst bliver i januar, tror jeg, at vi vil se både amerikanerne og det palæstinensiske bagland appellere kraftigt til, at han bliver. Formentlig vil vi se en skærpet tone mellem USA og Israel, og israelerne vil nok i løbet af de næste måneder moderere deres tone og komme med nogle indrømmelser,« vurderer han.

- Hvorfor er Abbas så vigtig for fredsprocessen i manges øjne?

»Vil man en fredsløsning, er det en katastrofe, hvis han går. Der er ingen tvivl om, at han er den mest fredssøgende og moderate palæstinensiske leder, der findes. Han har desuden et godt ry, og han er den stærkeste person, vi har set siden Yasser Arafat. Han er simpelthen villig til at gå længere for freden i forhold til at imødegå israelerne end nogen som helst andre palæstinensiske ledere.«

- Er der overhovedet nogle gode alternativer til Abbas set ud fra et amerikansk og europæisk synspunkt?

»Der er ingen alternativer til Abbas, der vil gavne freden. Han må også især siges at være europæernes mand, og man har mange ressourcer investeret i ham De alternativer, man kan få øje på, har et mere radikalt forhold til Israel, og desuden kender man dem ikke særlig godt. Det skaber utryghed hos europæerne og amerikanerne, som vil gå meget lang for Abbas.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Abbas farvel skal presse israelerne'

Hvad har et svensk diskoband at gøre med Israel/Palæstina konflikten...? :P

Undskyld. Den var mega plat. Men den aktuelle situation er simpelthen så deprimerende at jeg tænkte den fortjente en humørløfter.