Læsetid: 5 min.

Abbas offer for sin egen vankelmodighed

Den palæstinensiske leder ville freden, men han kunne ikke få hverken Israel eller USA til at indse, at uden støtte i hans eget vælgerbagland var freden en umulighed
Mahmoud Abbas meddelte torsdag, at han ikke genopstiller. Det åbner for et generationsskifte i den palæstinensiske ledelse, som skaber frygt for en ny intifada
7. november 2009

Beirut - Det har været en lang dags rejse mod nat for Mahmoud Abbas, bedre kendt på disse kanter under sit nom de guerre 'Abu Mazen'.

»Han har længe været en død mand hos sit eget folk,« siger Ali Atassi, en syrisk aviskommentator i Beirut, om Abbas' beslutning om at trække sig som kandidat ved det præsidentvalg i Den Palæstinensiske Myndighed, PA, han selv har udskrevet til 24. januar.

»Som sagerne står, havde han ingen anden udvej.«

Og sagerne står lige nu rigtig skidt for palæstinenserne, bl.a. som en følge af Abbas' vakkelvorne ledelse siden han i 2004 afløste afdøde Yasser Arafat som PA-præsident og formand for Fatah, det største parti i den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO.

For selvom Abbas mageligt vandt sit første præsidentvalg i 2005, skete det uden begejstring - og efter nogle iagttageres mening kun fordi den israelsk fængslede unge leder, Marwan Barghouti, valgte at trække sig som kandidat. Abbas var dog et håb for mange palæstinensere, der bare vil have fred og regelmæssig skolegang for deres børn, men han kunne ikke levere. De helt afgørende israelske indrømmelser på bosættelser og fri bevægelighed kom aldrig.

Ung garde presser på

Nu tyder meget på et comeback for Barghouti fra fængselscellen, hvor han afsoner fem livstidsdomme.

»Der vil i hvert fald ske et generationsskifte, som betyder en mere radikal linje i forhold til Israel,« siger Jafaar Ishtayeh, en journalist og lokalpolitiker i Nablus, da Information nåede ham via en Skype-forbindelse.

»Hvis ikke Barghouti stiller op, er der Jibril Rajoub (tidligere sikkerhedschef på Vestbredden, red.) og Mohammad Dahlan (tidligere PA-sikkerhedschef i Gaza, red.) som mulige nye ledere. Israel og USA vil helst se Salam Fayyad (den siddende USA-venlige premierminister, red.) som en palæstinensisk 'Karzai' (Afghanistans USA-støttede præsident, red.), men han har ingen opbakning i befolkningen,« fortsætter Ishtayeh.

»De unge står klar, og det lover ikke godt - Abbas var et sidste håb om en aftale med Israel, og når han er gået nu, er det, fordi Israel ikke vil fred.«

Den 'unge generation' Jafaar Ishtayeh taler om, er omkring de 50, og adskiller sig fra Abbas derved, at de er vokset op i de besatte områder, har kæmpet i de to intifadaer i 80'erne og 90'erne og har erfaringer fra israelske fængselsophold.

»Ingen af dem har illusioner om israelerne, som de kender og har samarbejdet med i Oslo- processen og 'køreplanen for fred',« siger Ishtayeh.

»Men de har indset, at dette samarbejde kun har ført til, at Abbas i dag betragtes som kollaboratør. Det ser sort ud for de kommende år, hvor vi må imødese en ny intifada.«

Frygt for Hamas

At Mahmoud Abbas ikke genopstiller har foruroliget amerikanerne og israelerne. Den israelske præsident, Shimon Peres, ringede således til Abbas efter den tv-tale, hvor han meddelte sin afgang, for at overtale ham til at blive på posten. Peres sagde, at han frygtede en Hamas-overtagelse af Vestbredden.

»Hvis du forlader posten, vil palæstinenserne miste muligheden for en selvstændig stat,« advarede Peres ifølge den israelske avis, Ha'aretz.

Abbas fastholder, at han ikke længere er præsidentkandidat. Men han er stadig leder af Fatah og PLO og beklæder fremdeles embedet som PA-præsident indtil en ny er valgt.

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, var da også hurtigt ude med en erklæring om, at USA fortsat vil samarbejde med Abbas 'i hans kapacitet som leder af Fatah'. Torsdag aften var demonstranter på gaderne i Ramallah og Jenin med støtte til den afgående leder. Men løbet synes kørt, og de fleste arabiske iagttagere er enige om, at præsident Barack Obama er Abbas' politiske banemand.

»Da Obama løb fra løftet om at fastholde Israel på fuldt stop for nye bosættelser, var Abbas reelt færdig,« kommenterer Ali Atassi.

»Det løfte var hans sidste rest af politisk kapital, og den er nu opbrugt.«

Goldstone væltede alt

I slutningen af sidste år og frem til dette efterår så det ellers ud til, at Abbas kunne genvinde den tillid, der var sat over styr hos de palæstinensiske vælgere, og som førte til Hamas' valgsejr i januar 2006 med en efterfølgende splittelse af palæstinenserne i en Hamas-fraktion i Gaza og en Fatah-fraktion på Vestbredden.

Da han blev genvalgt som Fatah-formand ved en kongres i august i år, fremstod han som en moderat, men også principfast leder, der i lyset af Gaza-krigen og Obamas tilsyneladende nye kurs i fredsprocessen fastholdt kravet om israelsk tilbagetrækning til 1967-linjen, deling af Jerusalem, flygtningeproblemets løsning og palæstinensernes ret til modstand mod den israelske besættelse med de midler, folkeretten legitimerer.

Men så kom FN's Goldstone-rapport, hvori Israel anklages for krigsforbrydelser, og som reelt anbefaler retsforfølgelse ved krigsforbryderdomstolen i Haag. Abbas lod sig presse af Israel og USA til ikke at støtte rapportens anbefalinger, hvilket udløste et ramaskrig ikke kun i Hamas, men også blandt hans egne Fatah-støtter. Og da Hillary Clinton få dage senere meddelte, at USA har ædt et israelsk løfte om 'restriktioner' på opførelse af nye bosættelser var Abbas - trods hastig u-vending i Goldstone-sagen - politisk færdig.

Hans afgang kom da også parallelt med FN-generalforsamlingens anbefaling af at oversende rapporten til sikkerhedsrådet, vedtaget med 118 stemmer mod 18 og med 44 blanke, herunder Danmark, i en afstemning, som Israel har kaldt 'uden forbindelse med virkeligheden'.

Alt ved det gamle

Men den var virkelig nok for Abbas - han indså, at mellemøstkonflikten er tilbage i det gamle spor, hvor de såkaldt 'moderate' arabiske ledere ikke kan påregne politisk, endsige moralsk støtte hos USA, som - med PA-chefforhandleren Saenb Erekats ord - 'alligevel ikke blev en upartisk mægler'.

Og nu indleder Abbas' afgang en ny fase - sammen med Ahmed Queri (Abu Ala) er han den sidste af den gamle Fatah-generation. Som rådgiver i tilblivelsen af Oslo-aftalerne var han Arafats 'intellektuelle mappebærer', da PLO var en væbnet guerillabevægelse, var han militant og antivestlig. Efter 1988, da Arafat reelt anerkendte Israels ret til at eksistere, blev Abbas moderat og provestlig - et palæstinensisk svar på det, der herhjemme kendes som 'Pittelkow-syndromet', altså en salonfæhig person uafhængig af politiske klimaforandringer.

Han var med til at grundlægge Fatah og PLO i 1960'erne, voksede op i Syrien og Qatar, studerede kunsthistorie i Damaskus og 'politisk videnskab' i Moskva i 80'erne. Her skrev han en Ph.d-afhandling og en bog, hvor han førte 'videnskabeligt bevis' for, at nazisterne ikke gassede seks millioner jøder, men 'kun' færre end 900.000 - og at myrderierne kun skete efter en 'hemmelig aftale' med den daværende israelske landsfader, David Ben Gurion i 1942.

Dette aspekt i Abbas' karriere har siden hans transformering til 'moderat' været underspillet i Vesten (og i de vestlige medier), der har set ham som en forbundsfælle mod Hamas' radikale linje i modstanden mod besættelsen.

Den tilbagevendende påstand om Abbas som 'præsident' for PA (Den Palæstinensiske Myndighed, red.) er, at han mangler 'karisma'. Det stemmer ikke - enhver, der har mødt den lavstammede, lidt firskårne nu 74-årige PLO-veteran kan bevidne, at han er både underfundig og rap i replikken.

Abbas' problem som leder er ikke manglende charme, men et fravær af politisk bonitet og troværdighed, han ikke magter at camouflere med samme talent, som sin forgænger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der synes at være en ny linie i palæstinensernes frihedskamp. Nu opgiver de tostatsløsningen og begynder i stedet at forlange borgerlige rettigheder i den stat som har holdt dem besat i mere end fyrre år.
Det bliver spændende at se, hvad den "demokratiske" stat Israel vil gøre, når den opdager at jøderne faktisk er i mindretal, i den stat som de med deres ubøjelige stædighed og militære magt, de facto har fået skabt.
Og hvordan vil demokratiets selvudnævnte forkæmpere i USA og EU, reagere hvis den israelske regering, gør valg- og stemmeret til Knesset afhængig af race og religion?

Karsten Johansen

Verden er nå i ferd med å oppdage at all denne mer og mer verbale “godviljen” fra allverdens koryfehoder i VIP-klassen, alle de føydale selebritetene som dyrkes av mediaturets klakkørkorps, ikke fører til noe som helst utover stadig fetere honorarer til de evigt talende og bokskrivende “idealistene”.

Verre enn å slukke håpet er det bevisst å vekke helt falske forhåpninger ved ren svindel. Obama vil nå høste fruktene av dette nummeret som ble et for mye.

Obama, som stadig drukner oss i en flom av “historiske vendepunktstaler” er nå allerede politisk-medialt (selv)likvidert av den sionistiske lobbyen, oljelobbyen osv. og gryteklar til å skrive sine erindringer som sittende lame duck, idet mediaturet sørger for at omløpshastigheten for den politiske kapital i likhet med resten av kapitalen raskt går mot null og det store, svarte hull. Alt går nå fra kjøp til kast snart helt uten omveien om bruk…

Folk som nå "oppdager" at USA ikke er en "upartisk" megler (hva er en partisk megler??! Ingen megler selvsagt), ja hva skal man si om dem?

De demonstrerer at kunsten å lyve nå har forfalt til det rene serebralparesiske nonsens.

Men: naturlovene gi faen i at Obama osv. lyver, drivhuseffekten og havets katastrofale forsuring forsvinner ikke fordi verdens mektigste prøver å lyve dette vekk. Den eneste effekt av alle Obamas velklingende løgner for å få OL til Chicago og la alt fortsette som før, er at han avslører seg selv som verdensfjern og like gal som resten av hans herskende klasse av globale finansoligarker.

At staten Israel fra 1967 er blitt bibelske rasisters skingrende gale prosjekt er forlengst kommet for en dag. Israel tror det kan utrydde sin omverden (og dermed faktisk resten av de bibelske hebreernes etterkommere som ble kristne og muslimer for 1500 år siden) og vil som andre med de villfarelsen høste fruktene av dette. Om det skulle dukke opp en palestinsk Gandhi, vet vi alle hva Israel vil gjøre med ham eller henne, dessverre.

Søren Kristensen

Målet er intet, vejen er alt, som de store tænkere siger og heldigvis for våbenindustrien og de villige krigere er vejen lang.

Måske skal vi se en ny massakre ved Nytårstid?

Der er blot en holdbar løsning, - en stat, hvor alle har lige rettigheder - i stedet for det apartheid styre, som findes nu.
Giv palæstinenserne de samme muligheder, rettigheder og bevægelsesfrihed som israelere, riv muren, og straf de, som saboterer normalsamfundet (både israelere og palæstinensere), og vi vil se et land, som kommer at blomstre.

Utropi? ja, desværre nok.

"Og hvordan vil demokratiets selvudnævnte forkæmpere i USA og EU, reagere hvis den israelske regering, gør valg- og stemmeret til Knesset afhængig af race og religion?"

Ved at give deres uforbeholdne støtte til Israel og så efterfølgende indføre samme regler?

Jeg er meget bange for en ny palæstinensisk opstand, men endnu mere bange for at Israel knuser den, da det efterhånden ikke kan komme bag på nogen at de er militært overlegne.

Den eneste reelle løsning jeg ser er at det internationale samfund omsider begynder at presse Israel til at opgive apartheid-politikken og inkludere palæstinenserne i deres samfund ved hjælp af økonomisk boykot. En tostatsløsning med en statslig palæstinensisk hær vil kun føre til skyttegravskrig. Israel er nødt til at lade sig sekularisere og udskifte flaget og tage navneforandring til området det dækker, nemlig Palæstina, men det kommer nok heller ikke til at ske uden en brav modstandskamp fra fascistiske israelske terrorgrupper.