Læsetid: 3 min.

'Mange afrikanske lande er ikke levedygtige'

Afrikanske lande må integrere deres økonomier og forbedre deres regeringsførelse, og det er civilsamfundet - ikke vestlige donorer - der er ansvarlige, siger den anerkendte entreprenør Mo Ibraham, der er en del af Afrika-kommissionen
Den danskledede Afrika-kommission holdt sit første møde onsdag 16. april 2008 i Eigtved Pakhus i København. Mo Ibrahim står på midterste række yderst til højre.

Den danskledede Afrika-kommission holdt sit første møde onsdag 16. april 2008 i Eigtved Pakhus i København. Mo Ibrahim står på midterste række yderst til højre.

Kristian Juul Pedersen

27. november 2009

LONDON - Kolonitiden var slem. Den har efterladt varige men. Men det er 50 år siden og kan ikke længere bruges som undskyldning af afrikanske ledere og civilsamfund for Afrikas sølle tilstand. Det siger den britisk-sudanesiske forretningsmand Mo Ibrahim, der sad med i den danske regerings Afrika-kommission.

»Vi i Afrika kan ikke blive ved med at skyde skylden på Vesten og kolonitiden. Det er 50 år siden, og i de 50 år har vi forkludret alt,« sagde Mo Ibrahim i en debat i tænketanken Chatham House om Afrika-kommissionens anbefalinger.

Ibrahim mener især, at det er manglende økonomisk integration og elendig regeringsførelse, der bremser udvikling i Afrika, og han peger på, at den afrikanske befolkning 'kun' er på 900 mio. mennesker, men at de er fordelt på 53 lande.

»Mange af Afrikas lande er for små til at kunne konkurrere. Vi bliver nødt til at sige det åbent - mange afrikanske lande er ikke levedygtige,« sagde Ibrahim.

»Vi må tale oprigtigt, åbent og ærligt om det. Kun gennem økonomisk - ikke politisk - integration kan vi overleve.«

Samfundets vigtige rolle

Mo Ibrahims anden kæphest er god regeringsførelse - en sag han støtter gennem Mo Ibrahim Stiftelsen, der giver et årligt legat på tre mio. pund (25 mio. kr.) til en afrikansk leder, der har vist 'fortræffelighed'. Prisen gives over 10 år, og derefter får vinderen 120.000 pund (980.250 kr.) om året i støtte, efter han er trådt tilbage. Efter et år med kup i Guinea, Madagaskar og Mauritanien og ændringer i flere landes forfatninger, så lederne kan blive ved magten, fandt stiftelsens bestyrelse, der omfatter tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan og Det Internationale Atomagenturs (IAEA) Mohamed El-Baradei, imidlertid ingen værdig vinder.

Mo Ibrahim, der opbyggede en milliardvirksomhed ved at sælge mobiltelefoner til bl.a. Afrika, peger også her på afrikanerne selv frem for donorlandene, som dem, der må bringe orden i eget hus. En tilhører, der spurgte den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), og hendes britiske kollega juniorminister Michael Foster, hvad de gør for at fremtvinge retfærdige og demokratiske valg i de lande, der modtager udviklingshjælp, fik klar besked af Mo Ibrahim:

»Spørg ikke, hvad de kan gøre ved det. Jeg spørger dig, hvad du vil gøre ved det. Du er afrikaner - hvis du ikke bryder dig om din regering, så udskift den. Hvis du ikke gør det, så fortjener du den regering,« sagde Ibrahim, der placerer et enormt ansvar på det afrikanske civilsamfund.

Han roser Afrika-kommissionens konklusioner, som han kalder »beskedne og fokuserede«, og de fem initiativer for »fornuftige målsætninger« der »kan udføres.« Han afviser påstanden om, at udviklingshjælp bremser udvikling og virkelyst i Afrika, men han er benhård i sin vurdering af, hvad der bør kræves af modtagerlandene til gengæld for bistandshjælp.

»Jeg ville ønske, at bistandshjælp ikke var nødvendigt, men der er vi ikke endnu. Men jeg vil gå så vidt som til at sige, at hjælpen skal gøres betinget af god regeringsførelse. Hvis ikke der er god regeringsførelse, skal der ikke falde nogen hjælp,« sagde han og tilføjede, at hjælpen også burde bruges til at fremme øget økonomisk integration på kontinentet gennem regionale projekter.

»Hvis vi bringer folk sammen, vil vi få mere ud af pengene. Det er en forretningsmands tilgang,« erkendte han.

Råd til Europa

Mo Ibrahim frikendte dog ikke helt den udviklede del af verden for ansvar. Ud over det historiske ansvar er den største synd imidlertid manglende interesse og oplysning om Afrika og en »skæren alle over en kam«, der betyder, at Afrika som sådan har fået et dårligt image. Det er med til at bremse for investering i kontinentet og dermed udvikling, mener han.

»Hvis vi tager en virksomhed i Indien og en i Afrika, så vil den i Inden modtage mere end 50 gange så megen omtale end den afrikanske. Så hvis du er forretningsmand og ønsker at investere, så vælger du selvfølgelig Indien. Det er en kløft, der skal bygges bro over, for Afrika er parat til at handle,« sagde Ibrahim.

Han er enig i Afrika-kommissionens generelle fokus på unge - 46 procent af befolkningerne i Afrika er mellem 5 og 25 år - og mener, at især bredbånd er helt centralt for uddannelsen af kontingentets unge. Og det vil ikke kun være en investering i Afrikas udvikling, men også i Europas fremtid.

»Bare kig på statistikkerne. Om 30 år har Europa brug for afrikansk arbejdskraft for at betale pensioner og sundhedsudgifter for den aldrende befolkning. Europæerne bør tænke på, at de må støtte uddannelse i Afrika, for det er deres egen fremtidige arbejdsstyrke, de uddanner,« sagde han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ole Kvint

Når de første højkulture opstod ved langsomme floder så skyldtes det at floden var en infrastruktur som tillod billig masse transport. Det vil sige at byerne kunne ligge hvor som helst, og alligevel få forsyninger.

I dag ligger ulandenes byer ved kysten, hvor det er billiger for 16 mand at sejle et stort skib med mad fra ilandene end det er at bære den samme mad fra landet til byen på hovedet.

Uden et jernbane-net ingen fremtid for ulandene.