Læsetid: 3 min.

Anklage: Omfattende mishandling på dansk-britiske baser i Irak

Britiske soldater er under anklage for at have mishandlet og torteret fanger på to baser i Irak, hvor også danske soldater gjorde tjeneste. Flere af fangerne på de to baser blev leveret af danske soldater. Alarmklokkerne bør ringe i Udenrigsministeriet, mener menneskerettighedsekspert
Britiske soldater er under anklage for at have mishandlet fanger med elektrisk stød, tæv, slag med køller, seksuel ydmygelse og i et enkelt 
 tilfælde voldtægt af en 16-årig irakisk dreng.

Britiske soldater er under anklage for at have mishandlet fanger med elektrisk stød, tæv, slag med køller, seksuel ydmygelse og i et enkelt
tilfælde voldtægt af en 16-årig irakisk dreng.

Tony Nicoletti

20. november 2009

Ifølge anklager fra den britiske topadvokat Phil Shiner er der foregået omfattende tortur på seks britiske baser i det sydlige Irak fra 2003-2009.

De udsendte danske soldater i Irak opholdt sig og arbejdede tæt sammen med briterne på to af de baser, der er under anklage. Den ene af baserne er Shaibah Logistics Base sydvest for Basra, den anden Air Station i det nordlige Basra. Danmark havde etableret mindre lejre inde på de to baser, og hvis anklagerne viser sig at holde stik, har mishandlingen og torturen fundet sted, mens danske soldater har opholdt sig på baserne.

Anklagerne fremføres af den erfarne advokat på området Phil Shiner. Han fremlagde i sidste uge et brev, der beskriver 33 tilfælde af mishandling af fanger på i alt seks britiske baser i Irak, over for det britiske forsvarsministerium. Ifølge den britiske avis The Independent lyder anklagerne bl.a. på elektrisk stød, tæv, slag med køller, seksuel ydmygelse og i et enkelt tilfælde voldtægt af en 16-årig irakisk dreng.

De danske soldater ikke bare boede i de lejre, hvor der ifølge anklagerne er foregået umenneskelig behandling af indsatte, men var også med til at levere fanger til fængslerne i disse lejre.

Foruroligende

Heidi Steffensen Güntelberg fra Forsvarsakademiets Fakultet for Strategi og Militære Operationer har været i Irak som militærjurist, og hun bekræfter, at de danske soldater i Irak overførte fanger til de to fængsler, hvor der angiveligt har fundet mishandling sted.

»Mens vi var dernede, blev fanger, som var taget af danske soldater, overført til Shaibah Logistics Base, hvor der var et detention facility (fængsel, red.). På det tidspunkt havde vi kun danske styrker dér, så det gav ikke mening at overlevere til andre steder. Efterfølgende har man så overdraget til lufthavnen Air Base - altså den engelske hovedlejr,« fortæller Heidi Steffensen Güntelberg.

Tue Magnussen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) har set The Independents gennemgang af sagen, og han pointerer, at »der ingen tvivl er om, at de 33 tilfælde er i klar strid med både FN's og Genève-konventionerne mod tortur og inhuman behandling.«

Ifølge ham er det foruroligende, at danske styrker har overleveret fanger til disse fængsler.

»Det bør få alarmklokkerne til at ringe i Udenrigsministeriet,« siger Tue Magnussen, der håber, at der vil blive iværksat en undersøgelse som kan afklare, om fanger taget af danske soldater har lidt overlast i fængslerne.

»Hvis forsvarsministeren ikke på eget initiativ vil iværksætte en undersøgelse, så må vi jo håbe, at folketingsmedlemmer vil tage initiativet til det.«

I god tro?

Og hvis de fanger, danske soldater har overleveret til briterne, er blevet mishandlet, pådrager det danske militær sig en stor del af ansvaret, vurderer tidligere justitsminister Ole Espersen, der er juraprofessor ved Københavns Universitet.

»Hvis man tager fanger, har man ansvaret for dem. Hvis man overleverer dem til en allieret, så har man også stadig ansvaret for dem,« pointerer han og understreger, at det springende punkt for de danske soldater, der overleverede fangerne til de britiske lejre, er, om de var i god tro, da de overleverede fangerne.

»Hvis danskerne har haft den mindste mistanke om ukorrekt behandling i de britiske lejre, så indtræder ansvaret,« siger han.

Danske soldater har tidligere overleveret fanger til lejre, hvor misbrug har fundet sted. En lækket fortrolig Røde Kors-rapport samt den såkaldte Taguba-rapport fra det amerikanske militær beviste i 2004, at der i den amerikansk-britiske lejr Camp Bucca tæt ved Basra foregik omfattende mishandling af de indsatte fanger. Fanger, hvoraf 43 var blevet overleveret af danske soldater.

'Højeste standarder'

Det britiske forsvarsministerium oplyste lørdag, at de er gået i gang med at undersøge de 33 sager, som advokat Phil Shiner har forelagt dem.

»Vi tager sådanne beskyldninger meget alvorligt, men understreger samtidigt, at man ikke må tage dem som ren fakta,« lød det i en pressemeddelelse fra det britiske forsvarsministerium, der også lagde vægt på, at »langt størstedelen af de britiske tropper har udvist de højeste standarder for opførsel.«

Det er imidlertid ikke første gang, britiske soldater står anklaget for ikke at holde sig 'til de højeste standarder for opførsel'.

Sidste år måtte Storbritannien betale næsten 25 millioner kroner i erstatning, efter at en irakisk civilist døde og ni var blevet lemlæstet, mens de var i britisk varetægt. Advokat Phil Shiner pointerer iøvrigt over for Independent, at »der eksisterer hundredvis af lignende sager derude - de bliver bare aldrig efterforsket.«

Information har gennem flere dage forsøgt at få en kommentar fra Det Danske Forsvar, men Forsvarets pressetjeneste har ikke kunnet etablere kontakt til de rette personer. Det var i går heller ikke muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Søren Gade (V).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er "Far her" gået i flyverskjul, sammen med forsvarskommandoen?
Indtil da må vi formode at UVIDENHED fortsat,
er det vigtigste våben i vores arsenal. Oder was?

Steen Erik Blumensaat

Stedfortræderne gør at vi kan lade som om vi ikke selv er der. Stedfortræderen lyver for os, stjæler for os, mishandler for os, dræber for os, giver andre skylden for os.

Sjovt nok er der tale om en allieret indsats, og for mig er alle parters handlinger dermed gensidigt ansvarspådragende.

Det modsatte ville jo være det samme som at sige, at Danmark er fuldstændig uden indflydelse, og dermed indrømme at det er formålsløst at vi deltager.

Hvis - hvis! - aktionen i Irak lykkes, så er der jo nok ikke tvivl om at alle danske agitatorer for krigen vil kræve deres del af æren, og dermed må de altså også påtage sig medansvar for de ubehageligheder der dukker op.

Og dermed er det faktisk ligegyldigt om DK har overgivet fanger til UK eller ej, - hvis der er sket de ting som rapporten påstår, så falder ansvaret også tilbage på DK.

Og, kære Kim Vibe, uanset om de 33 fanger befandt sig på britiske baser, så er det et problem hvis nogle af dem er blevet overleveret af danske styrker

Regeringens og magthavernes propagandamaskine har i årevis kørt i højeste gear, og derfor bør det ikke længere overraske nogen, at det ikke er i massemedierne men derimod i fiktionen, at vi skal hente de mest sandfærdige beskrivelser af de danske soldaters adfærd i Irak og Afghanistan.

Det er således ikke i aviserne men derimod i Danmarks Radios krimiserie ”Forbrydelsen” vi får de mest sandfærdige, realistiske og retvisende beskrivelser af hvad det er de danske soldater i virkeligheden foretager sig i udlandet.

Det er jo egentlig ganske fantastisk…

Sven Karlsen:

"Det modsatte ville jo være det samme som at sige, at Danmark er fuldstændig uden indflydelse, og dermed indrømme at det er formålsløst at vi deltager."

Der har du nok slået hovedet på sømmet.

Sven,

De var netop ikke overdragede fra Danmark. Det var det, jeg mente. Det er derfor ikke Danmarks problem.

Mht. kollektivt ansvar kan det jo kun være moralsk. Fanger og håndteringen af dem er et nationalt anliggende. Danmark hører her dog klart til i den bløde ende i sin fortolkning af konventionen.

Jeg er dog ret sikker på, at de 33, hvis de taler sandt, har været udsat for ulovlige, ureglementerede og usanktionerede overgreb efter den britiske fortolkning, og at de skyldige derfor vil blive straffet.

Kære Kim Vibe,
jeg kender dig som en sandfærdig person, så jeg tager gerne (indtil videre) dit ord for, at ingen af de pågældende fanger var overdraget til briterne af danskere.

Men når det gælder om ansvarspådragelse, så er jeg ikke enig med dig om, at det "kun" er moralsk.

For det første bør man kunne stå inde for de handlinger der udføres af andre nationer som man allierer sig med , - jeg køber ikke den der med, at krig (eller er det politik? - same difference!) og kærlighed fører til mærkelige sengekammerater. I dansk lovgivning har vi bl.a. et princip der gør, at folk kan dømmes "in solidum", og sådan opfatter jeg også en militæralliance.

Når det er sagt, så mener jeg selvfølgelig ikke at DK skal kaste sig frådende over briterne, - det er da klart at de selv skal have mulighed for at tage affære, før man (om nødvendigt) begynder at kritisere dem.

Men det er vattet at DK (forsvaret og regeringen) er så berøringsangste overfor en situation, der kunne klares med nogle simple erklæringer a la: "Hvis det rapporterede viser sig at være korrekt, anser vi det for at være dybt forkasteligt, - vi vil undersøge om nogle af de berørte har været i dansk varetægt, men derudover vil vi overlade det til UK at forfølge sagen, og afvente en rapport fra dem."

Sku' det nu være så svært?

Sven,

Ja håndteringen er ikke nødvendigvis den bedste set fra et spinsynspunkt.

Problemet er jo, at alle har deres egen fortolkning af konventionerne, for de ikke er dækkende for de krige, der føres i øjeblikket. Konventionerne bør rettes til.

Så længe de ikke er det, vil en fange, som ikke er en decideret krigsfange opleve vidt forskellig behandling alt efter, hvilken nation der har taget ham. Som det ser ud nu, vil det problem dukke op igen og igen, og det eneste vi kan gøre er at tage det fra sag til sag eller melde os ud af NATO.
Jeg tror, at det bliver det første.

Det skal dog siges, at de i artiklen nævnte eksempler går langt ud over, hvad nogen nation i NATO tillader. Så hvis anklagen holder vand, går jeg ud fra at nogen bliver straffet.

Inger Sundsvald

Hvad laver Danmark i det hele taget i den forsamling?

Hvis I ikke har Politiken fra i dag og kan læse Søren Mørchs artikel ”Bagklog”, på side 8 af debatsektionen, så kan det anbefales at investere i avisen, alene for denne artikels skyld:

”De danske styrker gør hverken fra eller til”

Måske lige bortset fra at blive medskyldige i forbrydelserne.

Søren Mørchs artikel handler om at Danmark er det land under britisk kommando, der har mistet flest unge mennesker.

Den nye forsvarschef er hentet ind helt ovre fra Jylland, måske fordi han var den eneste der ikke var fedtet ind i sagen om jægersoldatens bog. Den nye forsvarschef har rodet sig ud i nogle udskejelser, hvor han foreslår at man offentligt skulle diskutere mål og midler for krigsførelsen i Afghanistan.

Han har åbenbart ikke helt forstået hvad man normalt har en forsvarschef til:

”at passe journalister og politikere og derigennem skaffe flere penge til verdens mindste stormagtsmilitær. Nye kampfly. Flere krigsskibe. Hvorfor ikke også mere hjemmeværn?”

Og flere pressemedarbejdere. Det er stærke sager!

Inger Sundsvald

Jeg håber fandeme, at I er styrtet hen og har købt avisen, eller i det mindste har ringet til venner eller bekendte og sikret jer at den ikke røg i skraldespanden.

Skulle I ligge under for en blokering med hensyn til tallet 13, har jeg nu gjort mit til at bringe jer ud over dette dilemma.

Jeg tror, at jeg så rigeligt har gjort rede for, hvad vi laver der.

Vi er iøvrigt også den nation, der har flest styrker under britisk kommando, så det med tabene giver sig selv.

Inger Sundsvald

Ja det skal jeg da lige love for, Kim Vibe!
Men hvordan vil du egentlig håndtere, hvis den nye forsvarschef virkelig mener hvad han siger om mål og midler?

Mon ikke jeg kan håndtere det?

Nu har jeg trods alt diskuteret begge dele en del her.

Jeg tvivler dog på, at det bliver til meget andet end bragesnak. Det er ministeriet, der bestemmer, hvad der skal diskuteres. Ikke Forsvarschefen.

Så det bliver noget med genopbygning, Demokrati, folkehjælp til Afghanistan og truslen mod Nørreport Station.:-)

Inger Sundsvald

Jeg vil parere ordre, og nærstudere Politiken af i dag, på min café.

Til dags dato, har jeg ikke hørt et enste fornuftigt
argument, for Dansk krigsdeltagelse i Afghanistan:

Fortsat god aften...............