Læsetid: 2 min.

Blackwater fører hemmelig krig i Pakistan

Ifølge en højtstående militærkilde opererer det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater i Pakistan. På den måde kan USA føre krig uden at føre krig, afslører det amerikanske magasin The Nation
Ifølge en højtstående militærkilde opererer det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater i Pakistan.  På den måde kan USA føre krig uden at føre krig, afslører det amerikanske magasin The Nation
25. november 2009

Det er bare tre anonyme barakker i den pakistanske by Karachi, men inden i dem planlægger det private amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater operationer i Pakistan, herunder likvidering af Taleban- og al-Qaeda-ledere i samarbejde med en hemmelig amerikansk specialenhed. Det er faktisk en hemmelig krig - så hemmelig, at det måske forholder sig sådan, at end ikke de øverste i det amerikanske militær eller præsident Barack Obama kender til den.

Det siger en højt placeret amerikansk efterretningskilde til det amerikanske magasin The Nation. Officielt er der ikke amerikanske soldater på pakistansk jord, men ifølge kilden er det langt fra sandt. Blandt andet skal der sideløbende med de 'officielle' droneangreb fra afghansk territorium også eksistere en parallel hemmelig drone-operation, dirigeret fra Karachi med assistance fra Blackwater.

»Programmet placerer Blackwater i epicentret for en krig, som USA ikke har erklæret, og den belaster det i forvejen anstrengte forhold mellem USA og Pakistan,« vurderer kilden, der selv har deltaget i flere hemmelige operationer ifølge The Nation.

Definitionsproblem

Blackwater - der har ændret navn til det mere anonyme Xe Services and US Training Center - arbejder ifølge kilden sammen med en fremskudt enhed af elitesoldater. Xe Services står primært for indsamling af efterretninger og planlægning af likvideringer og droneangreb. Ifølge kilden står firmaet ikke selv for drabene.

Den anerkendte pakistanske journalist Mosharraf Zaidi, der tidligere har fungeret som konsulent for både EU og FN i regionen, mener, at afsløringen bør få alvorlige internationale politiske konsekvenser.

»Blackwater eller ej: Det her understreger, at de amerikanske militære operationer i Pakistan ikke handler om logistik eller om transport af mad til Bagram: De handler faktisk om at udøve vold inde på pakistansk territorium,« siger Mosharraf Zaidi til The Nation.

Det er langt fra første gang, at der er historier fremme om Blackwaters engagement i Pakistan. En del amerikanske medier rapporterede i sommer om, at Blackwater leverer sikkerhed til mindst ét amerikansk bistandsprojekt. Og også de pakistanske medier er flydt over med beskyldninger om, at den private sikkerhedsindustris flagskib er massivt til stede i landet - historier, der ifølge The Nation systematisk er blevet ignoreret af amerikanske medier. Hamid Mir, den pakistanske journalist, der blev kendt efter i 1997 at have interviewet Osama bin Laden, sagde for nylig:

»Det amerikanske efterretningsvæsen tror, at der er en hel del al-Qaeda og Taleban-ledere i Karachi og Peshawar (...) Det er derfor, at agenter fra Blackwater opererer i begge byer.«

Afviser

Ifølge The Nations oplysninger har Blackwater opereret i Pakistan siden 2007. Blackwater afviser selv kategorisk, at de har mere end en enkelt ansat, der fungerer som logistisk assistent for forsyningstropperne. Også den amerikanske ambassadør, Anne Patterson, afviser.

»Blackwater opererer ikke i Pakistan,« sagde hun bombastisk i september, mens udenrigsminister Hillary Clinton måneden efter under et besøg i landet afviste gentagne spørgsmål om emnet fra pakistanske journalister.

Men at Blackwater er der, er The Nations hemmelige kilde ikke i tvivl om.

Og Pakistan kan endda vise sig at blive afsæt for en hel ny og mere langsigtet forretningsstrategi, siger han:

»Efter at have lært lektien fra fiaskoen i Irak har Blackwater skiftet operationelt fokus til området at beskytte installationer, der er i fare, og forudse, hvor vi som land næste gang vil rykke ind og udsætte os for fare.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Længe leve anarko-kapitalisme! Det bliver den yderste konsekvens hvis vi liberaliserer yderligere. Til sidst vil end ikke staten eksistere og det økonomiske diktatur vil blive en realitet. Marked og demokrati er desværre ikke forenelige størrelser men er i deres grundlæggende natur modstridige med hinanden, fordi den ene part lægger hindringer i vejen for den andens interesser og omvendt.

Mig bekendt er det stadig ulovligt for en dansker at være lejesoldat, - ikke at det i sig selv betyder noget i dagens verden, men det siger lidt om, at der var engang hvor man var klar over at den slags svarer til almindelig kriminalitet.

Til sidst vil end ikke staten eksistere

Verden udvikler sig i flere niveauer. Ovenstående er rigtigt for de områder der har råstoffer. I områder der skal levere industriprodukter og højteknologi vil staten udvikle sig til en politistat med medie reality og pseudodemokrati.

Jeg syntes det lågter lidt af Brzezensky, obama`s udenrigs rådgiver, han har skrevet bøger om lige præcis det her. At få destabiliseret Pakistan, for så at trække både Indien og Kina med ind kontroversen..

Hvis der er nogen der er interresseret i at vide mere om blackwater, så goggle: Jeremy Scahill
Han er en fremragende journalist, der har studeret blackwater og alle deres ubehageligheder gennem lang tid...

Xe/Blackwater gør kun i Pakistan hvad pakistans efterretningstjeneste gør gennem diverse terrorgrupper i Afghanistan og Indien så tjenesten bliver bare returneret...

Michael Skaarup

bill atkins" (...) I områder der skal levere industriprodukter og højteknologi vil staten udvikle sig til en politistat med medie reality og pseudodemokrati." - Er samfundet ikke nået til det punkt?