Analyse
Læsetid: 4 min.

Brown splitter de største britiske banker op

Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, vil bruge mindre tvang mod britiske banker for at undgå at skulle redde dem igen. Det er visionært, men løser intet, medmindre andre lande følger efter
Udland
14. november 2009

Too big to fail er om noget udtrykket, der vil stå tilbage som finanskrisens bon mot.

Først var der krakket i Lehman Brothers, som var så stor, at det rystede hele den globale finanssektor. Bagefter kom alle bankpakkerne, der skulle forhindre flere krak i de største banker, og med dem sektorens totale nedsmeltning.

I dag spekulerer alverdens politikere så over, hvordan de kan undgå endnu en gang at skulle løse den gordiske knude, som det er, når en bank på en gang er tæt på konkurs og too big to fail. Og bringer politikerne i den -for erhvervet - så ubehagelig situation, at skulle vælge mellem at se dum eller uansvarlig ud. Fordi man enten lader banken gå ned med den konsekvens, at uforvarende mennesker kommer til at betale prisen efter den efterfølgende nedtur i samfundsøkonomien. Eller bruger de samme uforvarende skatteyderes penge til at holde bankerne oven vande, hvilket er det samme som at belønne bankerne for dårlig drift - og endnu værre er med til at opretholde det usunde system i det uendelige.

Denne too big to fail -udfordring er Storbritannien som det første land på vej med en konkret politisk løsning på. Premierminister Gordon Brown meldte nemlig i starten af november ud, at han vil tvinge de to største banker mindre, og introducerer mindst tre nye banker, som kan tage konkurrencen op med de store.

Udmeldingen skal ses i lyset af, at Browns Labour-regering i disse dage forbereder at skyde mere end 31 milliarder pund i landets nødstedte banker. En bankpakke, der bliver sat i ekstra relief af, at de britiske banker allerede i 2008 fik skudt 37 milliarder af skatteydernes pund ind for overhovedet at kunne overleve.

Mod EU-regler

I modsætning til de danske bankpakker - som bankerne får som lån - har Brown valgt en model, der betyder, at staten skyder penge ind i finanssektoren ved at opkøbe bankaktier. Dermed er den britiske stat blevet storaktionær i flere banker, og ejer lige nu mere end 80 procent af aktierne i verdens største bank Royal Bank of Scotland (RBS) og omkring 45 procent af landets næststørste bank Lloyds.

Det betyder igen, at Browns regering befinder sig i en særdeles besværlig balancegang i forhold til EU's regler for statsstøtte. EU's konkurrencekommissær, Neelie Kroes, har da også allerede meldt ud, at RBS med sikkerhed skal frasælge sit forsikringsselskab Churchill and Direct Line samt store dele af bankens investeringsafdeling for at undgå at komme på kant med konkurrencelovgivningen i EU. På den baggrund skal Browns forslag også ses som en måde at komme sagsanlæg fra EU i møde.

Samtidig fastholder Brown dog, at den vigtigste grunde til opsplitningen af bankerne via frasalg er, at undgå nye too big to fail-situationer, hvilket betyder, at i forvejen store banker som spanske Banco Santander har fået at vide, at bankens bud vil blive blokeret, hvis den forsøger sig.

Derimod bliver investeringsselskabet Virgin Money og (supermarkedskæden) Tesco af iagttagere betragtet som de mest sandsynlige købere.

Med dobbelt halvstik

Brown pointerer også, at planen om frasalg skal ses som et led i at sikre, at skatteyderne får størst mulig afkast for bankpakkerne. Det mål afhænger naturligvis af, om der er købere, og om aktiekurserne går op eller ned frem mod salget. I første omgang er både RBS og Lloyds aktier raslet ned som følge af nyheden om, at den britiske stat vil trække sig ud som ejere, og finansminister Alistair Darling har da også ved flere lejligheder antydet, at det bliver svært at sælge til en pris, der svarer til værdien af de to bankpakker.

Men én ting er, om Brown kan få sine penge tilbage i statskassen. En anden ting er, om han får succes med at sikre sit land mod igen at havne i en too big to fail-knibe.

For selv om beløbene synes enorme, er sandheden, at Brown reelt kun planlægger at sælge fem procent af Lloyds og to procent af RBS' samlede aktiviteter. Når dertil lægges den ekstremt omfattende praksis, det er at etablere nye banker, vil det i bedste fald tage mange år før konkurrencesituationen i den britiske finanssektor mærkbart er forandret.

Hvorfor går Brown så ikke bare hele vejen, og splitter de store banker op for alvor? Det gør han først og fremmest ikke, fordi andre lande som Danmark og USA ser ud til at satse på at bevare deres største banker, og i stedet øge reguleringen af dem.

Går Brown i den situation hele vejen, risikerer han at komme af med too big to fail-bankerne, og i stedet stå med en masse mindre banker af den typer, der lige nu lukker i stimer verden over, fordi ingen stat kommer dem til undsætning, når deres konkurs alligevel ingen trussel udgør mod samfundsøkonomien.

Med de økonomiske briller virker det måske nok som et visionært skridt i den rigtige retning.

For Brown er det bare lidet attraktivt som den eneste at tage skridtet fra too big to fail til too small to survive. Og altså gå over i historien som premierministeren, der i et forsøg på at forstå, at der åbenbart også findes gordiske knuder med dobbelt halvstik, endte med at afvikle sit lands finanssektor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Go for it, Brown!