Baggrund
Læsetid: 9 min.

Da Cirkus Klima kom til Barcelona

Diplomati. De har rejst fra sted til sted i årevis. I denne uge kom FN's klimaforhandlinger til Barcelona. Men hvad sker der på gulvet, når 9.000 mennesker med modstridende interesser mødes i en stor bygning for at redde klodens fremtid? Informations udsendte har fået lov til at følge den danske topforhandler Christian Ibsen
Hårde forhandlinger. Klimaforhandlingerne kræver mere end god mental stamina, for der forhandles i mange og lange timer. 'Det kan lyde lidt fjollet, men vi minder folk om, at de skal holde sig i god form. Løb en tur. Forhandlinger er en fysisk disciplin. Inderne og kineserne forlader ikke forhandlingerne, fordi de er trætte. Politik handler jo om at være der,' siger den danske delegations topforhandler Christian Ibsen, som Information har fulgt i løbet af Klimaforhandlingerne i Barcelona. Her er det blevet for meget for en af deltagerne ved den afrikanske gruppes pressemøde.

Hårde forhandlinger. Klimaforhandlingerne kræver mere end god mental stamina, for der forhandles i mange og lange timer. 'Det kan lyde lidt fjollet, men vi minder folk om, at de skal holde sig i god form. Løb en tur. Forhandlinger er en fysisk disciplin. Inderne og kineserne forlader ikke forhandlingerne, fordi de er trætte. Politik handler jo om at være der,' siger den danske delegations topforhandler Christian Ibsen, som Information har fulgt i løbet af Klimaforhandlingerne i Barcelona. Her er det blevet for meget for en af deltagerne ved den afrikanske gruppes pressemøde.

Manu Fernandez

Udland
7. november 2009

»Svenning, du skal altså lige rette slipset.« Med et smil peger Connie Hedegaard på Svenning Dalgaards slipseknude, der sandt at sige har set bedre tider.

Svenning har travlt med at fumle med den røde TV 2-mikrofon. Og med at dirigere sine kamerafolk. Og med at holde klimaministerens utålmodige pressefolk stangen.

»Kør,« siger klimaministeren. Svenning og mikrofonen er klar. Fra en stol midt på gulvet i en af de mange gange i konferencecentret leverer ministeren et stramt referat af den tale, hun lige har holdt til de forsamlede ved dette, det sidste møde inden COP15 - FN's klimatopmøde - i København. Det er nu, det gælder, lav noget som politikerne kan træffe beslutning på bagrund af i København, var budskabet. Som sædvanligt ser det ud, som om hun virkelig mener det. Lige nu. Lige her. Og mere end både i går og i morgen. Hun siger, selv tak, stormer ud ad døren på vej mod lufthavnen, og med hende har den sidste politiker forladt bygningen. Tilbage er omkring 7.000 embedsmænd fra 92 lande, der skal udforme et dokument, der giver mening, et utal af NGO'er og erhvervslobbyister, der alle vil forsøge at hive resultatet i deres retning, og hundredvis af journalister, der skal omsætte det komplicerede forhandlingsspil til halvandet sexet minut eller 100 skarpe linjer.

Cirkus Klima - der fik blandende anmeldelser i Bonn, Bali og Bangkok - er kommet til Barcelona.

Den kommende vært

En af dem, der bliver ladt tilbage er Christian Ibsen, topforhandler i den danske delegation. Skaldet, to meter høj og bred om skuldrene. »Oh, the great dane,« griner en britisk kollega næsten kærligt, da jeg spørger til ham. Ibsen har mange opgaver. Engang var Danmark det lille EU-land, der kæmpede for at få sat fingeraftryk på unionens samlede linje. I dag er den 40 mand store danske delegation værtslandets repræsentanter. »Det her er bestemt noget andet,« fortæller Christian Ibsen. »Vi skal som formandskab vise, at der bliver lyttet til alle.«

Men hvordan foregår forhandlingerne helt konkret? Det hele starter på førstedagen i et stort plenum, forklarer Christian Ibsen pædagogisk. »Her kan alle så sige ditten og datten og markere sig. På et tidspunkt siger formanden, at der skal laves grupper om de forskellige emner - skov, klimatilpasning osv. - og der bliver udpeget formænd.«

I de grupper diskuterer alle interessenter så løs, indtil lederen sender NGO'erne uden for døren og møderne går over i uformelle drøftelser. »Så sidder man så der og slår på hinanden, til det bløder - indtil han igen siger: 'Det her går ikke' og til sidst er kun de helt centrale parter tilbage. De bliver enige om noget, og krydser fingre for, at de resterende kan skrive under på, at det var gruppens fælles beslutning,« fortæller Ibsen og tilføjer: »Når der bagefter er folk i salen, der protesterer, er det ikke det samme som, at der faktisk er stor uenighed. Det er primært henvendt til pressen og det hjemlige publikum - og det gælder alle.«

NGO'erne

Onsdag klokken 15: Udenfor har en flok unge aktivister blokeret indgangen - det vil sige, de har sat sig foran den dør, der primært bruges af de delegerede, der trænger til et fix nikotin. Kun to indere på Marlboro må ændre kurs som følge af den aktion. I det hele taget er der ikke meget ballade i Barcelona. Men NGO'erne er her. De er bare i jakkesæt. 25-årige Jon Burgwald fra Greenpeace tager sin jakke af, og lægger den på terrassens kunstgræs. Der er ingen vinduer i bygningen, så man skal herop for at opdage, at vi er i Barcelona. Han er også ny i cirkustruppen, har arbejdet fire år i verdens mest magtfulde miljøorganisation, men er for første gang med som politisk medarbejder.

»Det var da enormt forvirrende første dag, og det kan virke skræmmende, at klodens skæbne skal afgøres på en måde, der virker så kaotisk,« griner han.

Greenpeace' rolle er at samle informationer til pressen og 'vogte moralsk'. Men det er også ren politik.

»Man har måske den forestilling, at alle kommer hertil helt stålsatte, men det er naivt: Vi kan godt være med til at justere kursen,« fortæller Jon Burgwald fra NGO'en, der næppe er pot og pande med USA. Men generelt er det et gentleman-spil.

»Du vil ikke opleve, at Greenpeace hiver fat i dig for at give dig en historie, som kommer fra et lukket rum,« må han skuffe mig.

- Men bliver de andre ikke nogle gange enormt irriterede på jer? I er jo for det meste ret sure.

»Jo, og vores automatreaktion skal heller ikke være at sige øv. Det kan dog være svært, når tingene går så vildt i den forkerte retning.«

Det sociale

FN's klimachef Yvo de Boer kommer forbi på gangen. Han har også været ude på kunstgræsset for at få en smøg. Han udveksler to sætninger om afrikanerne, der i protest har forladt forhandlingerne, med Ibsen. Den slags møder er helt afgørende, fortæller Ibsen.

»At nå frem til et resultat, handler mindst lige så meget om, at man socialt svinger sammen - på den måde er det ikke anderledes end i alle andre af livets forhold,« siger Ibsen.

Og han ved, hvem der er værd at kende.

»Jeg startede med to år som EU-forhandler. Vi var en ordentlig flok, der gik ind og så gik ud igen. De var de nok ikke helt tilfredse i EU, men det skabte et godt dansk forhandlerteam,« siger Ibsen, der fortæller at den oplæring var en helt bevidst strategi fra hans tidligere chef, famøse og nu afgåede Thomas Becker.

»Derfor har jeg set alle dem her ...« - han slår en hånd ud mod de spisende og snakkende mennesker i den gigantiske kantine - »være udkørte over en midnatsøl.

Alle kender den om nordsøolien, der blev givet væk til nordmændene i en brandert. Og jeg vil da også gerne have en bommert-anekdote på blokken. Det bliver ikke fra Ibsen.

»Det sker faktisk ikke. Alt er jo gennemtygget, inden vi går i forhandlinger og så sidder vi jo et helt hold.«

Men man skal holde tungen lige i munden. Det er nemlig et spil om ord.

»Er der en, der kommer til at sige, at Kyoto-protokollen 'udløber', kan en hel delegation ryge helt op i det røde felt. For teknisk set udløber den aldrig, det er bare reduktionsforpligtelserne, der gør det, men pludselig kan en talefejl udelægges, som om den og den vil 'slå Kyoto ihjel',« fortæller Ibsen.

Presset på pressen

Torsdag klokken 17: »Reuters mand er lige smuttet.« Kollegaen fra Politiken forlader sin plads i presserummet og følger efter den distingverede herre fra Reuters. Han er manden, der ved 'det' før os andre. Selv om vi sidder midt i det hele, vil vi gerne have det samme Reuters-telegram, der tikker ind i København, Tokyo og Nairobi. Som det er tilfældet ude på det blå gulv, er medierne også mødt op med forskellige ressourcer. En af dem, der kan trække på erfaring og entourage er TV2's Svenning Dalgaard. Han var frustreret efter Afrika-gruppens pressekonference. Den algeriske formand var helt umulig at forstå. »Det er svært at lave tv her fordi dem, der ved noget, kan ikke snakke til kameraet«.

Og det er et demokratisk problem: »Når der ikke er politikere ender offentligheden lidt som et stedbarn. Processen er vigtig. Folk skal engang imellem have et kig ind i maskinrummet,« siger Svenning, der skal ud og finde en fra Maldiverne.

Tirsdag aften klokken 18.30: De tunge lande har talt med afrikanerne, og der bliver kaldt i plenum. De er kommet til en form for enighed, men Gambia minder om, at Afrika hurtigt kan forlade forhandlingerne igen. Bolivia udtrykker solidaritet, Kina viser fanen og Indien spiller kortet med den historiske gæld. En aften i det globale demokrati.

Det er ellers en størrelse, som Joseph Ole Simmel til tider har svært ved at få øje på. Han er masai og repræsenterer verdens oprindelige folk.

»Nogle delegationer er venlige, andre er blinde. Der er helt tomt i deres øjne, når jeg nævner, at vores kvæg dør af tørke lige nu,« fortæller Joseph, der i sit mørke jakkesæt ville ligne alle de andre, hvis det ikke var for de gigantiske huller i øreflipperne.

»Og så er det vanskeligt at snakke om social retfærdighed ud fra en tekst, der er så teknisk.«

Jon Burgwald kan godt forstå frustrationen. »De er måske kun to mennesker og skal haste fra møde til møde. Og i sidste ende - natten mellem fredag og lørdag - er det vel ikke mere end 150 personer, der bestemmer«. Han tilføjer hurtigt: »Men FN-systemet er nu engang det bedste, vi har.«

Også Christian Ibsen holder fast i, at vi er vidne til det tætteste, vi kommer på en demokratisk process for hele verden. »Men ingen har sagt, at det her er et lige spil.«

At finde hinanden

Under skiltet 'Meditation' er det blå tæppe peppet op med bedetæpper, og man kan skimte et sæt fødder og en bagdel vendt mod Mekka.

Ovre ved Stillehavsøerne tager en japaner en lille lur i en stol. Og der er forskellige kulturer i forhandlingslokalet, medgiver Ibsen. Men det er landenes grundlæggende klimapossition, man skal have for øje.

»Sidder jeg over for et udviklingsland, vil jeg tage udgangspunkt i deres specifikke standpunkt: Behovet for at de rige lande melder ud om reduktioner. Og det mener jeg. Men det ville jeg f.eks. ikke gøre over for USA. Man skal mærke, hvor den anden er,« siger Ibsen.

Det siges, at Svend Auken, når han forhandlede med amerikanerne, gik i seng klokken to og sov roligt til klokken seks om morgenen - han vidste, at USA først smider de vigtige ting på bordet, når alle andre er udkørte. Og forhandling kræver mere end god mental stamina, fortæller Ibsen.

»Det kan lyde lidt fjollet, men vi minder folk om, at de skal holde sig i god form. Løb en tur. Forhandlinger er en fysisk disciplin. Inderne og kineserne forlader ikke forhandlingerne, fordi de er trætte. Politik handler jo om at være der.«

Smil for helvede

Når Christian Ibsen bevæger sig rundt på det blå tæppe, har han en telefon ved øret. Men det forhindrer ham ikke i at fortsætte arbejdet på gulvet. Folk får et lille klem på skulderen og et smil. Der er mange smil i Ibsen.

»Smil for helvede, siger jeg nogle gange til mig selv, når det ikke går som planlagt, eller når stressen tager til. Så er det bare om at smile,« siger Ibsen. Han har stort set været uden for Danmark siden starten af september. Bangkok 48 timer. Delhi 24 timer. Så lige hjem og vende før Bruxelles. Og lige om lidt skal han videre fra Barcelona til Kina: »Alle kan klare 14 dage på fuld skrue. Problemet er, at det for mig snart har varet et år. Det er ikke et spørgsmål om at prøve at få det til at hænge sammen med andre ting i livet. Det kan ikke hænge sammen. Jeg har tre børn og en kone, som jeg selvfølgelig savner ad Pommern til, når jeg er væk, og de må undvære mig. Det kan man kun gøre et års tid,« siger Christian Ibsen, og lige der ser han faktisk meget træt ud. Han kom hjem til hotellet ved midnat. Og klokken seks, inden en to times telefonkonference med Statsministeriet, skulle de papirer, der i løbet af natten var blevet stukket ind under hans dør, læses. Jeg har hentet café con leche. Ibsen drikker ikke mælk. Det burde jeg have opdaget. Han ved sikkert, hvad hele den canadiske delegation bruger i kaffen.

- Men hvorfor gør du det her?

Ibsen tænker sig om.

»Der er jo også opture. Når alle omkring bordet kigger på hinanden og siger: Sådan gør vi det sgu! De øjeblikke må man huske,« siger Ibsen og tilføjer: »Og så arbejder jeg jo med noget, som selv mine børn synes er vigtigt«.

Snart bliver det blå tæppe og kunstgræsset rullet sammen. Cirkus Klima for hele familien er på vej til København. Nu over et meget alvorligt tema.

ansp@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er somme tider svært at forstå hvordan det er lykkedes menneskeracen at overleve så længe som vi har.

Hvordan kan det være så svært for os i den rige verden at se at vi har taget for meget, og at det er på tide at give noget tilbage?

Hvordan kan det være at befolkningsvæksten er så enorm i de lande der ikke kan brødføde sig selv?

Det virker underligt at de folk verdens lande sender rundt i klima manegen ikke er i stand til at finde frem til måder der kan hjælpe meneskeheden