Læsetid: 4 min.

I dag er det de unge, som har initiativet i Timisoara

Under Ceaucescu vidste rumænerne, hvad morgendagen bød på. I dag ved de unge bare, at de er nødt til at have forbindelser eller betale bestikkelse, hvis de vil nå nogen vegne
Timisoara får billeder af massegrave og uhumske hjem for forældreløse børn frem på nethinden. Men i dag klemter sporvognene gemytligt, og folk slentrer ad gågaderne eller sidder på de talrige udendørs caféer. Her ses medlemmerne af et drengekor i byen.

Timisoara får billeder af massegrave og uhumske hjem for forældreløse børn frem på nethinden. Men i dag klemter sporvognene gemytligt, og folk slentrer ad gågaderne eller sidder på de talrige udendørs caféer. Her ses medlemmerne af et drengekor i byen.

Carsten Ingemann

3. november 2009

De fleste yngre rumænere siger ikke et ord om demokrati og frihed, men mange ord om EU-medlemskabets nye muligheden for udrejse. EU er populær, den blå fane med stjernerne ses overalt, men lige for tiden rejser de unge rumænere ind, ikke ud.

Efterskælvet fra den tsunami, der ramte kapitalismens katedraler i New York, London og Frankfurt, slår ekstra hårdt i den sårbare markedsøkonomi, der skal absorbere den klump af arbejdssøgende, der vender hjem fra nedlagte jobs i Italien og Spanien, hvor de fra 2007 kunne arbejde som EU-borgere.

Det rumænske arbejdsmarkeds stigende ledighedstal kan dog ikke umiddelbart ses på de velklædte strøggængere i Timisoara, den by, hvor oprøret mod Nicolae Ceausescu blev indledt - karakteristisk nok på grund af en bagatel: Regimet havde forflyttet en højrøstet præst, Lazlo Tökes fra det ungarske mindretal, til en provinsflække, hvor han havde sværere ved at blive hørt. Men regimet havde overset, at ungarerne i lighed med det tyske mindretal (der i år leverede Nobel-pristageren i litteratur, Herta Müller) er politisk og økonomisk magtfuld i denne del af landet, hvor de har egne kulturinstitutioner, teatre og aviser.

Tökes' menighed slog ring om præsteboligen, og myndighederne tøvede, rådvilde og forbløffede over vreden - det var jo lige efter en partikongres, hvor Ceausescu havde lovet reformer. Men lunten spruttede, flere sluttede sig til forsvaret for præsten, og inden jul havde oprøret bredt sig til Bukarest og resten af landet. 'Karpaternes geni', som den aldrende diktator titulerede sig selv, blev summarisk henrettet 1. juledag sammen med sin hustru.

En kold tid

Jeg har af samme årsag forbundet Timisoara med massegrave og uhumske hjem for forældreløse børn - i dag annoncerer tudende bilhorn at bryllupssæsonen er i fuld gang, sporvognene klemter gemytligt, og folk slentrer ad gågaderne eller sidder på de talrige udendørs caféer.

Kun en klynge beskidte og lasede børn bryder lørdagsidyllen, da de med tomme blikke driver limsniffende henad gågaden, ignoreret og mentalt afsondrede fra de øvrige fodgængere - de kunne lige så godt stavre afsted på månen. Et af børnene, vel ni eller 10 år, sanser med et dyrs instinkt min stirren på optoget, og slår med en sårskorpet hånd og en hadsk vrængen på fortovscaféens plexiglasfacade. Sådan ser EU også ud.

En forretningsmand i Bulgarien havde sagt, at »der sker noget i Rumænien, der er virkelig fart på«, underforstået: i modsætning til hans eget land. Det blev på en måde bekræftet af en receptionist på hotel 'Continental' i Severin, grænsebyen ved bredden af Donau, hvor Tito og Ceausescu plejede at mødes for at drøfter sager af fælles interesse. Hun var effektiv og hjælpsom bag sin skranke i den triste vestibule, hvor grønne potteplanter mindede om den kolde tid før den ny tidsregning.

Men som Maria, som hun hed, sagde:

»For mine forældre var den ikke så kold endda. I dag sidder de og fryser uden at have råd til noget som helst. Under Ceausescu havde de faste jobs og inflationssikret pension. De vidste, hvad morgendagen bød på. Det ved de ikke nu.«

De unge har initiativet

Maria er for ung til at savne Ceausescu. Hendes virkelighed er 12 timers nattevagter for en månedsløn, der er endnu ringere end muzakken i vestibulens bar.

»Jeg tjener 150 euro og skal arbejde hårdt for at klare mig,« konstaterede hun, da vi betalte regningen for at køre videre mod nord.

»Det er der mange i den ældre generation, der ikke har forstået, men det vil I høre overalt, hvor I kommer frem. Nu er det de unge, der har initiativet.«

Det tør siges - på den første restaurant i Timisoara spørger vi den purunge servitrice, om hun kender ældre kolleger, sådan nogenlunde som os, generationen omkring +50?

Det gør hun ikke. Overhovedet ikke.

»For her skal man være ung for at få et job som servitrice,« siger hun med det tonefald, der anvendes om selvfølgeligheder.

Herefter er hun væk. Der er mange borde at se til.

Penge under bordet

Det er der ikke på 'Papillon', en punkcafé for unge kunstaspiranter og drukkenbolte.

»Her er det hårdt arbejde, hvis du vil noget«, lyder det samstemmende omkring et bord med studerende.

»Der bliver ikke givet ved dørene. Men du kan købe dit diplom på et af de private universiteter.«

Nuvel, de fleste arbejdsgivere kender den fidus, og ansætter kun folk fra de statslige læreanstalter.

»Men det er dyrt at gå der, 500 euro pr. semester, hvis du da ikke er så dygtig, at du har friplads.«

Eller kender nogen, der har forbindelser.

»Du skal desuden hele tiden slås med korruptionen,« siger en jura-studerende.

»Her kommer du ingen vegne uden penge under bordet. Hvis jeg vil have en advokatbestalling, når jeg en gang er færdig på universitetet, skal jeg op med en formue. Jeg er nødt til at tage job i det offentlige.«

-Hvad bliver der af dem, der ikke får en uddannelse?

»De bliver præsidenter.«

Sådan ser EU også ud.

Serie

Seneste artikler

  • Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

    9. november 2009
    De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
  • ’Vi savner den sociale tryghed’

    6. november 2009
    Ægteparret Jürgen og Nellie fra Pirna ønsker ikke DDR tilbage, men derfor kan man jo godt savne trygheden fra før Murens fald – og føle sig lidt forladt
  • 'Der er masser af varer, men ingen har råd til at købe'

    5. november 2009
    I Tjekkiet er der skuffelse over politikerne og frustration over, at virksomhederne udkonkurreres eller flytter til lande med endnu billigere arbejdskraft
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu