Nyhed
Læsetid: 3 min.

Derfor er det så svært at elske Valutafonden

At lægge afgifter på kapitalbevægelser er både dyrt og ineffektivt, mener IMF som en refleksagtig afvisning, der vidner om indgroet vanetænkning. Og paradoksalt nok var det franske socialister, der fandt på det
Udland
27. november 2009

Hvorfor gør Den Internationale Valuta-fond (IMF) det så svært for os at synes om den? IMF har sagt og gjort alle de rigtige ting. Fonden har handlet så hurtigt som muligt i et internationalt bureaukrati for at etablere nye kreditlinjer for hårdt ramte vækstmarkedslande. Den har justeret sine lånebetingelser til krisen. Under sin dygtige administrerende direktør, Dominique Strauss-Kahn, og sin ansete cheføkonom, Olivier Blanchard, har den været fornuftens stemme i den globale finanspolitisk. For en institution, der for ikke så længe siden var på randen af at være irrelevant, er det noget af et hamskifte.

Men nu smider Strauss-Kahn koldt vand på forslag om at beskatte de internationale strømme af 'varme penge'. Det sker, efter Brasilien har besluttet at indføre en to procents skat på kortsigtede kapitalbevægelser for at hindre en ny spekulativ boble og yderligere valutakursstigninger. Strauss-Kahn erklærede, at han »ikke var gift med en stiv ideologi om kapitalkontrol«, og ikke »ville anbefale udbygget kontrol som standardopskrift, dels fordi det medfører store omkostninger, dels fordi det i reglen er ineffektivt.« Den udtalelse får det nye IMF til meget at lyde som det gamle IMF.

Symbolikken

Nøje kontrol med kapitalstrømme giver mening. De kan nemlig ikke blot skabe ravage i et lands makroøkonomi, men også forværre uhensigtsmæssige valutakursbevægelser. Især tilstrømning af 'varme penge' gør det vanskeligt for økonomisk åbne økonomier som Brasilien at opretholde en konkurrencedygtig valuta.

Afgørende er symbolikken i Brasiliens skridt, for den antyder, at de nye markeder kan være ved at komme sig over deres fatale forelskelse i udenlandsk finansiering. Der kan da heller ikke herske tvivl om, at de nye vækstmarkedslande har retmæssigt krav på IMF's hjælp til at udforme en bedre tilsynskontrol med indstrømning af kapital - frem for at blive mødt med afvisning.

Strauss-Kahns svar, at afgifter på kapitalstrømme er dyre og ineffektive, er derfor uheldigt. Man kan være imod kontrol med kapitalbevægelser, fordi man mener, de finansielle markeder generelt er en positiv kraft, og at al indblanding medfører tab i effektivitet. Eller man kan modsætte sig kontrol, fordi man tror, at den let kan omgås og derfor er dømt til at være ineffektiv. Hvad man derimod ikke kan, er at være imod kontrol med kapitalbevægelser, fordi de er både dyre og ineffektive.

Hvis kontrol med kapitalbevægelser nemt kan omgås - f.eks. ved at manipulere med timingen af transaktioner eller fuskede faktureringer i samhandel - så vil kapitalkontrol kun få lille indvirkning på den faktiske kapitalbevægelser. Og en sådan kontrol vil kun pålægge markedet beskedne omkostninger og administrative omkostninger for det offentlige.

Lader man på den anden side markedsdeltagerne bære hovedbyrden af omkostningerne - igennem skatter eller afgifter - vil en kapitalkontrol utvivlsomt bremse kapitalbevægelser effektivt. Men påberåber man sig både ineffektivitet og omkostninger, taler meget for, at man på forhånd har lagt sig fast på dette synspunkt, før man virkelig har tænkt det igennem.

Socialisterne

Det kan synes mærkeligt, at Strauss-Kahns instinkter rammer så meget ved siden af. Man kunne have troet, at en socialist, og navnlig en fransk socialist ville være mere tilbøjelig til finansskepsis. Men det paradoksale er mere tilsyneladende end reelt. Finansmarkederne står sandt at sige i stor gæld til franske socialister. Nok er det en udbredt opfattelse, at Wall Street står for det stærkeste pres for at frigøre den globale finansverden. Men en større rolle spiller muligvis det sindelagsskifte, der fandt sted blandt franske socialister i begyndelsen af 1980'erne, da deres eksperiment i keynesiansk igangsætning af et økonomisk opsving fik fiasko. Da kapitalflugt tvang præsident Mitterrand til at afbryde planen i 1983, gennemførte Frankrigs socialister en brat kovending og favnede globale finansielle liberaliseringer.

En ting, der stadfæstede kapitalens frie bevægelighed som global norm var EU's indførelse af Det Indre Marked i slutningen af 1980'erne under Jacques Delors og Pascal Lamy (formanden for Europa-Kommissionen og hans viceformand). Dernæst kom OECD med.

IMF's reaktion på Brasiliens finansielle afgifter afspejler, hvor indgroet finansfetichismen er, og hvor svært det er at genindføre balance i debatten om kapitalbevægelser - selv i kølvandet på den største finansielle krise, verden har set i 80 år. Problemet er ikke kun markedsfundamentalister, men og det politiske spektrum er passive.

John Maynard Keynes en gang de berømte ord: »Hvad der plejede at være kætteri (restriktioner for kapitalbevægelser, red.), er nu godkendt som ortodoksi.« Hvor ironisk, at vi mere end 60 år senere er nødsaget til at slå ind på et lignende mentalt skiftespor.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard University's John F. Kennedy School of Government © Project Syndicate og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det sker vel med overlæg, at Rodrik ikke sammenligner med den tidligere og ligeledes fransk inspireret topinskat, hvis ene promille af alle handler skulle samles i en fond til gavn for de fattigste lande. Professor Tobin erkendte vel flere år før han døde, at kapitalen som sådan udgør en så enorm magt, som ingen kan regulere, selv ikke stater, jævnfør Mærsk-koncernen, der lejlighedsvis siden krigen har erklæret, at den nok selv skal bestemme skatteprocenten og i stedet for som en gammeldags velgører foretrækker at forære smågaver til nationen som afbigt.
Kapitalen (de bagvedstående kapitalister) kan hurtigt omgå afgifter ved at omlægge pengestrømmen. Og at skelne mellem internationale
fællespant og statslige skatter og afgifter er vel to vidtforskellige ulige fremgangsmåder. De første spoleres af kapitalen selv, de sidste af mellemstatslig udbytning - formoder jeg..