Læsetid: 5 min.

En følelse af at blive snydt

20 år efter Murens fald står det klart for mange østberlinere, at markedsøkonomien ikke ledte hen til det lovede paradis. Og både nynazister og kommunist-nostalgikere står klar i kulissen
7. november 2009

BERLIN - Berlin er gået i Mauer-mut. Foran vagthuset ved Checkpoint Charlie i Friedrichstrasse bliver turister fotograferet mellem to velnærede mænd udklædt som soldater i den amerikanske hær. De står med hver sin Stars and Stripes-fane og prisskilt på det ene bukseben: en euro pr. kamera-klik.

Sidst jeg stod her var i 1989 - ikke i november, men i maj, da Kloge-Ågerne fortsat mente, at Gorbatjov »bluffede«. Deri var en tyggegummityggende US-kaptajn, der viste mig rundt i det daværende 'museum for frihed', helt enig. »Man kan ikke stole på kommunister«, sagde han som et ekko af f.eks. Tøger Seidenfadens vurdering på den tid. Heller ikke han kunne se skoven for bare træer.

Og OK - det så også sådan ud der ved Checkpoint Charlie vis-a-vis livløse karéer få meter fra pigtråden på den østberlinske side.

Men Gorbatjov bluffede ikke og betalte prisen. Jeg mødte ham for nogle år siden på et universitet i Amman, Jordan, hvor han var indbudt som taler på sin never ending tour - et kronvidne til egen storhed og fald. »Nå, De er fra Danmark«, hilste han med et venligt smil, »så er vi jo naboer«. Sådan havde jeg aldrig opfattet Sovjetunionen - men sådan havde Sovjetunionen set mig.

Nu står jeg her så igen mere end 20 år senere, og Checkpoint Charlie er ikke længere blodig alvor, men tanketom gøgl, souvenir- boder, der falbyder sovjetstatens militære pynt: kokarder, medaljer, emblemer pelshuer, kasketter og skråhuer, det hele fabrikeret i forgårs.

Støvede relikvier

Den originale østvare finder jeg på det lille pensionat nær Tempelhof-lufthavnen, hvor jeg har lejet værelse med bad og toilet på gangen. På receptionens vitrineskab er to støvede relikvier anbragt med dekorativ omhu: en sovjetisk militærpelshue og en officerskasket. Receptionisten, en svulstig, affarvet kvinde med dyb udringning og gode øjne, fortæller, at hun stadig bor, hvor hun blev født i 1961, nemlig »10 meter fra muren i Østberlin«.

Jeg spørger, om hun dengang blev overrasket over, at muren faldt overnight, og hun spiler mascara-rammen ud:

»Ja, det blev jeg, det blev vi alle, vi fulgte jo postyret i fjernsynet, og jeg var da henne ved Muren den aften. Men at leve i DDR var nu ikke så slemt, som det gøres til i dag. De fleste havde det faktisk meget godt.«

Men naturligvis er meget blevet bedre, folk kan rejse, der er flere varer på hylderne - hun vil ikke bytte med den tilværelse, hun havde frem til genforeningen i 1990, selv om hun som Ossie indimellem føler sig foragtet og ugleset.

»Der er mange, der ikke vil have noget at gøre med os, der kommer fra Østberlin. Vi anses ikke for ligeværdige tyskere. Vi har ry for ikke at ville arbejde, men det har ikke noget på sig i virkelighedens verden. Der er bare ikke så meget arbejde,« siger hun.

»Og der er da nogle ting, der er værre i dag,« tilføjer hun. »Mine børns skolegang er f.eks. meget ringere, end den var i DDR. Undervisningen har slet ikke det niveau, jeg kendte til - i de natur- videnskabelige fag undervises eleverne højst i halvdelen af det pensum, jeg måtte gennemgå, og det er for dårligt.«

Kvinden er på den ene side for meget med sin lidt billige cabaret-fremtoning og på den anden side fuldkommen jordnær. På samme måde som min nabo i pensionats-værelset ved siden af, en kronraget kleppert i læder-motorcykelbukser med stødpuder, camouflage-undertrøje og med en tung guldring i øret. Han er en flink fyr og - viser det sig - ikke unik. Berlins befolkningsmasse er en kakafoni af outrerede outfits, og en årsag, belæres jeg om af en gammel ven og kollega, der har boet her i fem år som korrespondent, er, at byen er uden egentligt borgerskab.

»Du har slet ikke den mondæne society-jetsetkultur, der kendes fra f.eks. London og Paris. Her er man enten meget rig eller overhovedet ikke rig, og folk sætter selv deres standard uafhængigt af kedelige foreteelser som indkomst og bilmærke,« siger han, mens vi spiser på Restaurant Pasternak i den del af Østberlin, der var Berlins jødiske kvarter før Anden Verdenskrig, og som nu bebos af kunstnere, intellektuelle, mediefolk, udlændinge og skæve eksistenser.

Pasternak er, som navnet siger, et russisk madtempel, men med 'jødiske specialiteter' på menukortet. Nobelprisvinderens rejseskrivemaskine er anbragt i en vindueskarm - tjeneren fastholder, den er ægte, men vil gået på klingen ikke påstå, at Dr. Zivago blev til fra dens taster. Jeg vælger forretten »Proletariat«, der viser sig at være kogt svinekød med kartofler og svampe. Berlinerne sætter også kulinarisk deres egne standarder.

Glatragede muskelbundter

En politisk ny standard, der bekymrer min ven, er den racisme og nynazisme, hvis vækstlag er frustrerede Ossies. Jeg lykønskede mig selv med mine blå øjne og kom i tanker om Hans Magnus Enzensbergers lille pamflet, Med udsigt til borgerkrigen, da jeg på vej til Mur-monumentet i Bernauerstrasse passerede en klynge glat- ragede muskelbundter med Thors Hammer-emblemet i guldkæder omhyggeligt hængende uden på T-shirten. En af dem, et undersætsigt muskelbundt med den samme reptile udstråling som den britiske fodboldspiller Wayne Rooney, scanner mig med smalle øjne - er jeg mon tyrker? Eller jøde? Skal jeg slås ned og trampes i ansigtet?

Disse ariske bøllers modpol er de såkaldte Altkader, 'kammesjukker' med nostalgisk længsel efter deres nederlagsramte kommunisme. De nurses bl.a. af den nu løsladte Egon Krenz, DDR's falderebs-præsident, da det hele alligevel var for sent, og som nu turnerer med sine nys udkomne erindringer Herbst '89 (Efterår '89), der siges at være en hvidvaskning af ikke kun hans egen rolle, men også det system, han endte med at stå i spidsen for.

Hos såvel nynazister som Altkader er vredens brændstof en følelse af at være blevet snydt - markedsøkonomien blev ikke det lovede paradis, men tværtimod et helvede. Den højt gearede tyske kapitalisme kunne ikke bruge Ossiernes socialistiske holdning til arbejdsmoral og slet ikke Ossie-gråt guld, ej heller er den videre tilbøjelig til at lønne ufaglærte Ossies med samme tariffer som Wessies - for myten er jo, at Ossies ikke gider arbejde. Desuden er de uden kvinder - 400.000 for at være helt nøjagtig, som er afvandret til vesttyske byer. Kun 160.000 østtyske mænd har taget samme tur - den hormonale manko er ifølge nogle socialpsykologer den sikre vej til nynazisme.

I U6-metroen på vej tilbage til pensionatet sidder jeg over for to glatnakker med tatoveringer og ring i begge øren, der taler fredeligt sammen. De virker normale.

Men hvor længe endnu?

På en tyrkisk bistro, hvor jeg får min favorit-köfte, Adana kebab, taler alle tyrkisk, og jeg overvejer, om Europa er endnu mere delt nu end for 20 år siden. Det vender jeg tilbage til.

Serie

Seneste artikler

  • Tysklands 9.11.

    18. november 2009
    Den 9. november er en tysk lettelsens dag. Men ikke kun.
  • Muren og Ivan Lendls fald

    11. november 2009
    Tjekkoslovakken Ivan Lendl var verdens bedste tennisspiller i 1980'erne. Han fremstod som en overvældende overmagt, der var umulig at ryste, men alligevel lykkedes det aldrig for ham at sejre i Wimbledon. Da Berlinmuren faldt, rindede Ivan Lendls æra ud
  • Tilbagetogets helt blev svigtet

    7. november 2009
    I et længeresigtet historisk perspektiv kan man spørge, hvor klogt det var at strække et i forvejen anspændt NATO længere østpå end Tyskland. Russisk forfølgelsesvanvid og hævngerrighed er blevet næret derved
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu