Læsetid: 2 min.

Gennembrud i russisk mordsag

Det russiske politi hævder at have arresteret de to, som tidligere på året myrdede en menneskerettigheds-advokat og en journalist fra avisen Novaja Gazeta
Anastasia Baburova (t.v.) og Stanislav Markelov blev myrdet i Moskva i januar. Nu har politiet arresteret to personer, der er mistænkt for at stå bag mordet. De to anholdte har en fortid i den ultranationalistiske organisation Ruslands Nationale Enhed.

Anastasia Baburova (t.v.) og Stanislav Markelov blev myrdet i Moskva i januar. Nu har politiet arresteret to personer, der er mistænkt for at stå bag mordet. De to anholdte har en fortid i den ultranationalistiske organisation Ruslands Nationale Enhed.

7. november 2009

Lederen af det russiske sikkerhedspoliti FSB rapporterede torsdag til præsident Dmitrij Medvedev, at politiet har arresteret to personer, som politiet hævder med sikkerhed har begået mordet på den kendte menneskerettighedsadvokat Stanislav Markelov og journalist Anastasija Baburova den 19 januar i år.

De to arresterede, Jevgenija Khasis og Nikita Tikhonov, er begge ifølge politiet tidligere medlemmer af den nu forbudte ultranationalistiske, fascistiske organisation Ruslands Nationale Enhed. Siden har de også været medlem af andre ultranationalistiske organisationer.

Den dræbte advokat arbejdede bl.a. med sager om organisationen Ruslands Nationale Enhed, ligesom han også var involveret i sager imod den nu løsladte oberst Jurij Budanov, som blev dømt for mordet på en tjetjensk pige under den første tjetjenske krig.

Mordet på advokaten og journalisten skete den 19. januar på åben gade i Moskvas centrum. De to anklagede gik ifølge politiet direkte hen til Markelov og Baburova. Den ene morder skød først Markelov i hovedet. Da Baburova forsøgte at gribe fat i morderen, blev hun også skudt i hovedet. Markelov døde på stedet, Baburova, som arbejdede for avisen Novaja Gazeta ligesom den ligeledes myrdede Anna Politkovskaja, døde på hospitalet kort efter.

Lettere skeptisk

Mordene vakte stor opstandelse ligesom en række andre endnu uopklarede mord på menneskerettighedsforkæmpere og journalister. Ifølge Novaja Gazeta har avisen modtaget oplysninger om, at det ganske rigtigt var en organisation fra det yderste højre, som stod bag mordet på Markelov og Baburova, men avisen nævner ingen navne.

Menneskerettighedsforkæmperen Ljudmila Aleksejeva, leder af Moskvas Helsinki-gruppe, er dog forsigtig i sin kommentar til netavisen Newsru.com. Hun siger, at hun håber, at politiet kan komme med et vægtigt bevismateriale for opklaringen af mordet på de to:

»Foreløbig er jeg lettere skeptisk. Men jeg vil gerne overbevises,« siger Aleksejeva.

At FSB øjeblikkeligt aflagde rapport til Medvedev skyldes formentlig, at han har presset betydeligt på for at få opklaret de mange uopklarede mord. Bl.a. havde han tidligere på året et møde med medarbejderne på Novaja Gazeta, hvor han lovede at sætte politiet på overarbejde i sagerne. Det møde fandt sted kort efter mordet på endnu en af avisens kvindelige journalister, Natalja Estemirova, i Tjetjenien-Ingusjetien den 15. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu