Læsetid: 3 min.

'Vi glæder os mest til Bon Jovi'

Den tyske hovedstad fejrer 20-års-jubilæum for Murens fald med en pompøs blanding af pop og historie. Festlighederne stimulerer en positiv tysk nationalfølelse
Tyskerne trodsede velvilligt regnen i går og deltog talstærkt i blandt andet mindehøjtideligheder og de stort anlagte folkefester i området omkring Brandenburger Tor.

Tyskerne trodsede velvilligt regnen i går og deltog talstærkt i blandt andet mindehøjtideligheder og de stort anlagte folkefester i området omkring Brandenburger Tor.

10. november 2009

BERLIN - Eftermiddagens berlinske gråvejr har ikke lagt en dæmper på stemningen hos de forventningsfulde turister, der er kommet til byen for at fejre 20 års-jubilæet for Murens fald. På Unter den Linden er luften mættet af historisk vingesus og duften af varm Glühwein. Udstationerede politibetjente gelejder børnefamilier, pensionister og turister rundt om afspærringer.

Øverst oppe bag Brandenburger Tor kan man skimte de mandshøje dominobrikker, der løber hele vejen fra Rigsdagsbredden og op til Potsdamer Platz langs murens tidligere placering. På slaget otte vil den tidligere polske fagforeningsleder Lech Walesa vælte den første brik og udløse en domino- effekt, der bliver det symbolske startskud til 'Frihedens fest'. Et par timer inden slentrer kamerasvingende turister og pensionerede tyskere rundt på de regnvåde brosten foran Brandenburger Tor.

Ægteparret Connie og Uwe Gustke er rejst fra Erfurt til Berlin for at tage del i festen. Dagen er vigtig for den tyske nationalfølelse, siger 47-årige Uwe Gustke til Information:

»Tyskerne mangler stadig deres egne følelser. Ofte tør vi stadig ikke at være tyskere. En dag som i dag er med til at skabe en positiv nationalfølelse.«

Pop og frihedstrang

Og den tyske nationalfølelse er blevet rigt stimuleret ved mindehøjtideligheder og kunstprojekter i hobetal og ikke mindst ved de stort anlagte folkefester, der finder sted i det historisk højspændte område omkring Brandenburger Tor.

Tyskerne har tradition for at forbinde pop, frihedstrang og historiske mærkedage. Den dag i dag tænker de fleste på Berlin-murens fald, når de hører Klaus Meines fløjtende intro til Scorpions-hittet »Wind of Change«.

Også denne gang har tyskerne valgt at lade pop og national forsoning gå hånd i hånd. I fredags optrådte U2, der efterhånden er fast inventar ved globale events, foran tusinder af begejstrede fans.

Desuden skulle Baywatch-stjernen David Hasselhoff angiveligt have tilbudt Berlins bystyre at gentage sin legendariske fremførsel af »Looking for Freedom«, som han sang ved Berlin-muren nytårsaften 1989. Bystyret mente imidlertid, at det ville være passende med en mere tidssvarende løsning.

Senere i den kølige novemberaften er det derfor Bon Jovi, der går på scenen foran Rigdagen for at henrykke folkemasserne med den til lejligheden komponerede ballade »We weren't born to follow«.

Den mentale mur

I det hele taget er Berlin i disse dage som et voksgalleri af historiske personligheder i både pop og politik. Præsident Reagan, der krævede muren revet ned, er død og borte, men hans mod- og medspiller, Perestrojka-ikonet Mikhail Gorbatjov er naturligvis på plads i Berlin. Også den franske præsident Sarkozy har sluttet sig til skaren af statsledere, der tager del i fejringerne.

Præsident Obama har sendt sin udenrigsminister Hillary Clinton, der i lørdags udtalte, at murens fald var en af det 20. århundredes væsentligste begivenheder, der forvandlede »kontinentets landskab«.

Efter genforeningen i 1990 er Tyskland blevet en politisk enhed, endda - både set med egne og internationale øjne. Men hvad med de indre linjer? Tyskerne spørger stadig sig selv, om man kan tale om national enhed, når det gælder noget så diffust som sammenhængskraft og solidaritet? Den politisk engagerede stjernedirigent Daniel Barenboim, der denne aften selv optræder med orkester på Pariser Platz foran Brandenburger Tor, mener, at der stadig må arbejdes på at nedrive mentale barrierer, før den endelige forsoning kan finde sted.

»Vi må gøre alt for, at den mentale mur også falder,« udtaler han før aftenens koncert.

Et af problemerne med Barenboims mentale mur er, at den ikke kun er mental. Statistikker i hobetal påviser regelmæssigt forskelle i levestandard mellem øst og vest. En af de mest afgørende forskelle er arbejdsløshedstallet, der er dobbelt så høj i de østtyske delstater.

I en nylig rundspørge viste det sig, at 42 procent af østtyskerne mener, at DDR havde flere gode end dårlige sider. Nogle steder er muren stadig mental.

Skyhøje forventninger

På Brandenburger Tor er folkemængden standset op for at se kansler Angela Merkels tale, der transmitteres på storskærm fra grænseovergangen ved Bornholmer Strasse, hvor Den Kolde Krigs stormagter udvekslede spioner under den kolde krig. I de glade dage under 1989 strømmede euforiske østberlinere over broen ved Bornholmer Strasse og ud i den vesttyske frihed. På det tidspunkt var forventningerne til friheden stadig skyhøje.

20 år efter har ægteparret Gustke mere beskedne ønsker til aftenens festligheder:

»Vi glæder os ærligt talt mest til Bon Jovi,« siger Uwe Gustke.

Se også Sigrid Nygaards fotoreportage på information.dk/fotobloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor var Madonna og Britney Spears? David Hasselhof er ganske rigtigt passé, men Oprah Winfrey havde været et godt bud på at opgradere 20-års festen kommercielt og PR-mæssigt. Nu håber vi på Obama til Klimatopmødet!

Den vedvarende regn har uden tvivl gavnet Berlins restaurationsbranche og museumsindustri - vi venter spændt på de endelige tal, så de kan give et fingerpeg om indtjeningsmulighederne, når Obama kommer til København i forbindelse med klimaet.

Eller det kun her i Ny-Danmark, vi tænker sådan?