Nyhed
Læsetid: 4 min.

Hvorfor kan amerikanerne ikke bare lære at elske deres statsmagt?

Den indgroede mistanke til de til hver en tid siddende magthavere går tilbage til den amerikanske nations fødsel - det kan selv ikke Obama ændre på
En mere inkluderende sundhedsreform lyder for europæere nok som sund fornuft, men amerikanerne føler sig ikke trygge ved statsmagtens ideer og protesterer derfor.

En mere inkluderende sundhedsreform lyder for europæere nok som sund fornuft, men amerikanerne føler sig ikke trygge ved statsmagtens ideer og protesterer derfor.

Kevin Lamarque

Udland
10. november 2009

WASHINGTON - Hvad er det med amerikanerne og deres evindelige mistro til deres statsmagt? Den såkaldte teselskabsbevægelse var igen i byen her forleden dag. Over 5.000 af dem havde samlet sig på plænen vest for Capitol for at protestere imod den historiske reform af det amerikanske sundhedssystem. Ikke at det nyttede noget, for Repræsentanternes Hus vedtog forslaget, om end med meget smal margin, i denne weekend.

De glødende lidenskaber, som dette lovforslag har fremkaldt hos de republikanske modstandere, har i sandhed været bemærkelsesværdige. En republikansk kongreskvinde har eksempelvis erklæret, at sundhedsreformen var en større trussel mod Amerika end Osama bin Laden og hele den globale terrorisme, mens John Boehner, partiets leder i Repræsentanternes Hus, opfordrede den demonstrerende menneskemængde til at slutte sig til republikanerne »i forsvaret for vores frihed«.

En neutral observatør ville ikke have vidst, om hun skulle grine under The Super Bowl of Freedom, som protestaktionen hed. Blandt de mere barokke indslag var et banner, der betegnede lovforslaget som »Nationalsocialistisk sygesikring, Dachau, Tyskland, 1945«. Ganske vist rummer den te- selskabs-bevægelse, som for øjeblikket ruller over landet, meget andet end særlinge og galninge. Men også den yderste periferi kan udtrykke politiske sandheder - i foreliggende tilfælde den sandhed, at amerikanerne bare ikke kan få sig selv til at elske deres statsmagt.

Foden på bremsen

Da præsident Barack Obama kom til magten, var scenen sat for den mest aktivistiske og interventionistiske statsmagt i årtier. Parallellerne til 1930'ernes begyndelse var håndgribelige. Alle vegne taltes der om en ny stor depression. Økonomer opfordrede til en 'ny New Deal', og Franklin Roosevelt var pludselig moderne igen. Ni måneder efter synes disse tilskyndelser knap så presserende. Hvad skyldes mon denne afkøling af den reformvenlige begejstring? Nuvel, økonomien har bedret sig (dog ikke meget, som det fremgår af sidste uges melding om, at arbejdsløsheden i sidste måned steg til 10,2 procent, det højeste niveau i et kvart århundrede.) Det meget store underskud, som Washington har oparbejdet, er også legitim årsag til bekymring. En dybereliggende årsag er dog USA's så at sige medfødte mistanke til statsmagt som sådan.

Guvernørvalgene i New Jersey og Virginia, hvor Obamas demokrater i forrige uge led sviende nederlag, var i vid udstrækning lokale anliggender. Men i den udstrækning, at de sendte et budskab til det parti, som kontrollerer Det Hvide Hus og begge Kongressens kamre, var der ikke noget at tage fejl af: Rolig nu, sagde vælgerne, og lad venligst vær med at tvinge store forandringer ned i halsen på folk. Med en ung og karismatisk præsident, der vandt magten på et løfte om at gennemføre forandringer, er det nemt at glemme, at USA grundlæggende er et konservativt land. Obama sejrede i 2008, ikke ved at ride på en stor venstreorienteret tidevandsbølge af, men ved at vinde det vaklende centrum for det synspunkt, at han var en bedre alternativ end yderligere fire år med miskrediteret republikansk politik. I Virginia og New Jersey viste exit polls, at midtervælgerne nu har skiftet mening og besluttet at træde på bremserne.

Utrygge ved bæstet

En fascinerende Gallup-undersøgelse konstaterede i sidste måned, at trods demokraternes sejre i 2006 og 2008, betegner hele 40 procent af amerikanerne - det er flere end nogensinde - sig selv som konservative, mens 36 procent kalder sig moderate, og kun 20 procent er erklærede liberale. Det er ikke et spørgsmål om, at den amerikanske statsmagt har svigtet landet. Sagen er bare, at amerikanerne ikke føler sig trygge ved bæstet, når det, som nu, truer med at udvide sin rolle - også selv om manglerne ved det uhæmmede frie marked aldrig har været mere iøjnefaldende.

Hr. Obama sikrede, at en rekordstor stimulus-pakke, 787 mia. dollar, blev gennemført i februar sidste år, men det skete stort set uden republikansk støtte. Men det kan meget vel være så langt han kommer. For vel stemte Repræsentanternes Hus for en reform af sundhedssystemet, men lovforslaget mangler endnu godkendelse i Senatet, hvor partidisciplinen er svagere og 60 procents flertal er påkrævet for at gennemføre forandringer af virkelig betydning. Skulle det ikke lykkes, vil det primært være som følge af frygt for, at reformen udgør en »statslig overtagelse af sundhedsydelser«. Den mest kontroversielle del af den foreslåede reformpakke er 'den offentlige valgmulighed' - oprettelsen af en statsbetalt ordning, som skal give de mere eller mindre rovgriske private forsikringsselskaber minimal konkurrence. Men denne mulighed tør næsten ikke sige sit navn. Ledende demokrater foretrækker således at tale om en såkaldt 'forbrugeroption'.

Mistro er reglen

Sygesikring er kun et af tre store politiske spørgsmål om offentlig finansiering, der ligger på bordet - de to øvrige er et grønt energi-program til bekæmpelse af klimaændringer, og en nyregulering af de finansielle markeder, der tager sigte på at forhindre gentagelse af sidste års krise. Men der er ingen garanti for, at nogen af dem vil komme igennem. For europæerne lyder de alle som elementær sund fornuft: en garanteret sygesikring for alle (eller rettere næsten alle), foranstaltninger, der både kan reducere forurening og import af dyr udenlandsk olie og pålægning af restriktioner for Wall Streets excesser. Sådan er det bestemt ikke i USA - og det skyldes, at de alle indebærer en væsentlig udbygning af det offentliges rolle.

Sådan har det altid været. Mistro over for statslig magt er lige så gammel som republikken selv. Den bevægelse, som dukkede op på Capitol Hill igen i sidste uge, har da også taget sit navn - naturligvis - fra det såkaldte Boston Teselskab i 1773. Amerikanerne ser gerne deres uafhængighedskrig som en revolution mod en fjern statsmagt - dengang var det regeringen i London, der beskattede sine kolonier, uden at give dem repræsentation - og den vane er aldrig siden døet ud.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det her elsker de åbenbart:

http://www.peopleofwalmart.com/

jamen sikke da noget sludder fra en ellers vidt nok nogenlunde hæderlig journalist.

Det er ikke at amerikanerne er mistænksomme over for deres statsmagt, det er de ganske vist også, men at de er udsat for en bevidst misinformationskampagne fra et medieapparat som for 95% vedkommende er ejet af kun 20 af de rigeste familier i USA.
Generelt er vi kun i stand til at tage relevante beslutninger baseret på den viden som er tilgængelig for os, og i USA er det altså Bill O'Reilly og hans slæng der sætter tonen, så amerikanerne har generelt ikke nogen videre reelle forudsætninger for at tage beslutninger som er i overensstemmelse med deres objektive interesser.

Tom W. Petersen

USA er født med den liberalistiske samfundsideologi, og den er stadig grundlæggende for USAsk holdning til samfund.
Og er der noget, liberalistisk ideologi er imod, er det stærk statsmagt. Liberalisme er for det private; det er fundamentalt i denne ideologi. Med de konsekvenser, det har.

(Ordet privat: Fra latin: privare, som betyder berøve, fratage. Privat: Det, som er taget fra det fælles; det, som er unddraget fællesskabet.)

1.To deprive, to take, to rob.

Hehe, kære Tom W. Petersen, -
nu ved jeg jo ikke om du er liberalist, så jeg kan ikke beskylde dig for at være demagogisk i din præsentation af ordet "privat", men vil blot tilføje:

"privat" er næppe afledt af "privare", men nærmere af "privatus", som egentlig betyder noget der ikke er del af - eller er adskilt fra - det offentlige.

Et andet beslægtet ord fra latin er jo "privilegium", som passende kan bruges til at beskrive borgerens ret til privatliv, som jo netop er et privilegium tildelt af samfundet.

At nævne ordet "deprive" er jo i den sammenhæng en pudsighed, eftersom sammenstillingen jo må tolkes som "afprivatisere" (de-privere), hvilket vel er en helt ok definition på et tyveri ;-)