Indianske Billeder: Fra en afkrog af baghaven

Det var udmattende at besøge Crow Creek. Når Mahtias Christensen gik ned af gaderne i Fort Thompson, reservatets største by med godt 1.600 indbyggere, var det som at færdes i en by for spøgelser. Der skete intet i gaderne, for der var ingen mennesker at se, og den 25-årige fotojournaliststuderende måtte gå fra dør til dør og banke på for at komme i kontakt med reservatets indianere. Og når han kom indenfor, var det den samme historie. Altid den samme historie. Husets beboere sad og så tv. Der havde de siddet siden om morgenen, og der ville de sidde til de gik i seng.

Se fotografen Mathias Christensens billeder fra Crow Creek på Fotobloggen

»Det er et folk med en genetisk nedarvet depression,« siger Mathias Christensen om de mennesker, han mødte og fotograferede i løbet af tre uger.

På en tredages konference, som blev afholdt i sidste uge i Det Hvide Hus med deltagelse af præsident Barack Obama, brugte hjælpeorganisationen Can-DO den unge danske fotojournaliststuderendes billeder og video til at dokumentere den elendighed, indianerne lever under i Crow Creek. Reservatet ligger i Buffalo County, South Dakota, som for nogle år siden blev registreret som USA's fattigste amt. Det har cirka 2.500 indbyggere og er præget af de problemer, de fleste amerikanske indianerreservater kæmper med. Arbejdsløsheden er op mod 85 procent, og 57 procent af familierne anslås at leve under fattigdomsgrænsen.

Børnene i Crow Creek vokser op i familier, der har været alkoholiserede i generationer, som f.eks. reservatets stammerådsformand, Bradon Sauze. Han vurderer, at syv ud af 10 familier har alkoholikere i hjemmet.

Brandon Sauze er selv tidligere alkoholiker. Hans far var altid fuld, og da Brandon var 17 år gammel, skød hans bror hovedet af sig selv en nat, han var beruset. Broren blev 18 år gammel. Tre måneder senere skød brorens bedste ven, der havde overværet selvmordet, sig selv. Og to måneder efter skød Brandons bedste ven sig selv. Selvmordsprocenten er blandt de højeste i landet.

Som Lisa Lengkeek, en arbejdsløs mor til fire og tidligere alkoholiker, forklarer Mathias Christensen, opfører indianerne sig præcist som de skal. Deres afhængighed af alkohol, stoffer, sex og mad er sekundære. Det hele kommer fra en dyb, trist følelse.

Ikke overrendt

»Efterhånden som jeg tilbragte tid i Crow Creek, begyndte folk at interessere sig for mig og mit kamera. Jeg spurgte dem, om de ikke var vant til journalister, de var trods alt blevet udnævnt til USA's fattigste kommune nogle år tidligere. De måtte da være blevet overrendt. Men det var slet ikke tilfældet, forklarede de. De følte sig glemt og havde en voldsom mistillid til den amerikanske regering. Mange amerikanere mener, at indianerne bare kan få sig et arbejde og selv gøre noget ved deres situation. Det kan der måske være noget om, men indianerne har følt sig trådt på i så mange år, at de har givet op,« >siger Mathias Christensen, der fik ideen til sit fotoprojekt, efter han havde set en video fra reservatet på nettet og var blevet slået af stedets ekstreme fattigdom.

Crow Creek blev oprettet i 1863 som en slags koncentrationslejr for de sidste overlevende indianere, primært kvinder og børn. I løbet af de første par år omkom flere hundrede af sult og sygdomme på grund af mangel på forsyninger fra regeringen.

100 år senere, i begyndelsen af 1960'erne blev det lille samfund forflyttet, da der skulle bygges en strømproducerende dæmning, som ville oversvømme indianernes hjem langs Missouri flodens breder. Som erstatning blev de lovet gratis elektricitet, nye huse, et hospital og en skole. Men Crow Creeks indbyggere betaler i dag næsten dobbelt så meget for strøm som resten af den nationen og venter stadig på, at den regeringen skal overholde de løfter, den gav for snart 50 år siden, forklarer Mathias Christensen.

Crow Creek er i akut mangel på flere huse, og hvis hver familie skulle have sit eget hjem, ville det kræve omtrent en fordobling af antal huse. Flere steder bor op til 2-3 familier under samme tag, og i flere indkørsler holder opklodsede biler, hvor familier har måttet sælge dækkene for at betale regninger.

»Da jeg efterfølgende rejste rundt i USA, talte jeg med mange amerikanere om, hvorfor de ikke gør noget ved problemerne i deres egen baghave. Men egentlig er det jo det samme forhold, danskere har til Grønland. Det er vores baghave,« siger Mathias Christensen.