Præsident Hamid Karzai sagde i går, at han håber på en anden valgrunde i Afghanistan, selv om hans eneste modkandidat har trukket sig ud af valget, men han forsikrede, at han vil respektere de afgørelser, som landets valgkommission træffer.
»Mit håb er, at valget gennemføres, og folk vælger deres præsident,« sagde han i et interview med den afghanske radiostation Azadi, efter at Abdullah Abdullah havde givet meddelelse om, at han trækker sit kandidatur.
Iagttagere frygter, at den kommende Karzai-regering vil blive svagere end den forrige, hvilket er et tilbageslag for Vestens mission i Afghanistan på et tidspunkt, hvor præsident Barack Obama overvejer at sende yderligere 40.000 amerikanske soldater til landet.
Karzais talsmænd har udelukket en koalition mellem den siddende præsident og Abdullah, hvilket har været nævnt som en mulighed for mere stabilitet.
Lederen af den afghanske valgkommission fastslog, at anden valgrunde vil blive gennemført.
»På baggrund af valglovene og med henvisning til forfatningen skal der være en anden valgrunde. Forfatningen er klar på dette område,« sagde Daoud Ali Najafi, som er leder af den regeringsudnævnte Uafhængige Valgkommission.
Abdullah Abdullah, der er øjenlæge og Karzais tidligere udenrigsminister, har beskyldt regeringen for ikke at leve op til hans krav om et retfærdigt valg. Han havde stillet flere ultimative krav, som ikke er blevet opfyldt.
Abdullah har ikke opfordret til en boykot af valget, og han talte i går imod, at hans tilhængere skulle demonstrere mod Karzai og valgkommissionen.
Kritik fra USA
Karzai udtrykte skuffelse over Abdullahs beslutning.
Talebanbevægelsen, der har optrappet volden i navnligt den sydlige del af Afghanistan, sagde, at Abdullahs beslutning ikke har nogen betydning.
I Washington var flere analytikere stærkt kritiske over for den nye udvikling.
»Det er en chokerende mangel på resultater i Vestens og andre dele af det internationale samfunds bestræbelser på at opbygge et demokrati i Afghanistan. Valget bør udsættes og reorganiseres på en måde, som kan føre til en legitim regering og inddrage den afghanske befolkning i et legitimt valg,« sagde Norine MacDonald fra tænketanken Det International Råd for Sikkerhed og Udvikling.
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har tidligere understreget, at valget vil være legitimt, selv om en kandidat trækker sig i den afgørende valgrunde, hvilket også forekommer i vestlige lande. ritzau/Reuters
Abdullah Abdullah har trukket sig fra anden valgrunde og dermed er der kun en kandidat tilbage, nemlig Hamid Karzai der er blevet afsløret i at have begået valgsvindel i den helt store stil i første runde.
Det afghanske demokrati ligner noget man skulle tro var løgn...