Så gik Dubai omsider finansielt bankerot. Moralsk bankerot har emiratet dog været hele tiden. Forestillingen om, at her lå en oase af frihed på Den Arabiske Halvø er en af de store løgne i vor tid.
Åh jo, den har Starbucks-cafeer, Dunkin' Donuts-filialer og Gucci-stil, men under dette overfladeniveau af mondæne munderinger er det i bund og grund et diktatur bygget af slaver.
Hvis man gæster Dubai, som jeg gjorde tidligere i år, falder denne sandhed måske ikke umiddelbart i øjnene. Turistfoldere, rejsebøger og selvbevidste Dubai-borgere vil fortælle den besøgende, at bystaten er bygget af sheik Mohammed, landets enevældige arvemonark.
Det er aldeles usandt. De mennesker, som virkelig har bygget byen, kan man se i form af de arbejdssjak, som hver dag danner lange køer i vejkanterne eller knokler på toppen af verdens højeste bygninger i en varme så brændende, at vesterlændinge får besked på ikke at opholde sig i den i mere end 10 minutter. De blev narret til at komme, og da de først var her, klappede fælden - så var de nødt til at blive.
Bondefanget
I deres hjemlande - Bangladesh eller Filippinerne eller Indien - bliver disse løsarbejdere bildt ind, at de kan tjene en formue i Dubai, hvis de først betaler et stort indskudsbeløb. Ikke så snart er de ankommet, før deres pas bliver taget fra dem, og de må nu sande, at deres lønninger kun beløber sig til en tiendedel af det, de var lovet.
De ender således med at måtte arbejde under ekstremt farlige vilkår i årevis, blot for at kunne betale den gæld tilbage, som de stiftede for at rejse indskuddet. De lukkes inde i snavsede teltbyer uden for Dubai, hvor de må sove i ekstrem varme ved siden af åbne kloakker. At vende hjem har de ingen mulighed for. Og forsøger de at strejke for bedre arbejdsvilkår, bliver de tævet af politiet.
Jeg mødte så mange af disse mænd, at jeg opgav at tælle. Ligesom deres hjemlandes ambassader for længst er holdt med at tælle, hvor mange af disse arbejdere, der mister livet under disse forhold hvert år, efter at de konstaterede, at listen havde passeret 1.000 indere alene.
Human Rights Watch kalder dette system ved dets rette navn: slaveri. Ikke desto mindre ynder de vesterlændinge, som strømmer til Dubai, at bralre op om, hvor meget de dog bare elsker denne by, fordi de ikke behøver at betale skatter og har husslaver til at udføre alt det hårde arbejde. De træner sig selv op til at kunne ignorere al smerten.
Økologisk fallit
Men Dubais bankerot stopper ikke her. Emiratet er også økologisk fallit. Dette er en by opført i den brændende ørken, hvor alting visner eller blæser væk, hvis det ikke konstant holdes kunstigt koldt. Derfor har Dubai verdens højeste CO2-udledning pr. indbygger - den ligger omkring 250 procent over selv USA's niveau. Bystaten er nødt til at dække sit vandbehov ved at indføre afsaltet havvand, hvilket på disse kanter er dyrere end selv olie. Løber Dubai tør for kontanter, løber det også tør for vand
Nu bliver Dubai tilsyneladende reddet af penge fra De Forenede Arabiske Emirater, det olierige land, som det er bystat i. Men olien vil ikke række til evig tid. Og hvad der er endnu mere afgørende: Der findes ingen Bank for Moralsk Adfærd, som kan levere nogen hjælpepakke til denne dystre luftspejling i ørkenen.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
