Læsetid: 2 min.

Langt fra enighed om nye EU-topfolk

Slutspillet om at blive EU's nye præsident og udenrigsminister er skudt i gang. Men den næste uge skal en lang kandidatliste kortes ned til blot to navne
Den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, set gennem et kameras søger under pressemødet i går i Bruxelles. Den store og svære personkabale om hvem der skal have præsident- og udenrigsministerposten for EU fra december er i fuld gang.

Den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, set gennem et kameras søger under pressemødet i går i Bruxelles. Den store og svære personkabale om hvem der skal have præsident- og udenrigsministerposten for EU fra december er i fuld gang.

Georges Gobet

12. november 2009

Om en uge får EU sat navn på to nye frontfigurer for unionen.

Det står klart, efter at den svenske statsminister og roterende EU-formand, Fredrik Reinfeldt, har indkaldt til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles næste torsdag - den 19. november. Eneste punkt på dagsordenen er udnævnelsen af en EU-præsident og en udenrigsrepræsentant - også kaldet EU-udenrigsminister.

Men det står lige så klart, at Reinfeldt får travlt den næste uge. Der er nemlig langt fra enighed i alle 27 EU-lande om, hvem der skal fremstå som de endelige vindere af den store navneleg.

»Jeg har flere navne, end jeg har job at tilbyde,« siger Reinfeldt efter at have fået de foretrukne kandidater fra alle sine kolleger.

Tilsyneladende er uenigheden så stor, at den svenske statsminister allerede har øje på nødbremsen i Lissabon-traktaten, nemlig flertalsbeslutningen. En nødbremse, der åbner op for, at EU-landene kan køre over et land eller en mindre gruppe lande, som ikke kan støtte en kandidat.

»Beslutningerne kan i sidste ende træffes med kvalificeret flertal, om nødvendigt. Men jeg vil selvfølgelig forsøge at se, om jeg kan finde bred støtte,« siger Reinfeldt. Det vil dog uden tvivl give en svær start i det nye job, hvis EU's nye præsident og udenrigsminister ikke er valgt med enstemmighed. Men det er meget besværligt at tilgodese alle de krav, som landene stiller, påpeger Reinfeldt.

Afgøres om en uge

Én ting er at komme op med to navne, som er kvalificeret til de nye job. En helt anden ting er at finde to, så man ikke træder nogen over tæerne.

»Vi har den primære balance mellem venstre og højre i politik. Men det er ikke den eneste balance, vi taler om. Vi taler om små og store medlemslande. Vi taler om nord og syd, vest og øst. Vi taler om kønsaspektet,« siger han.

Det er meget svært at få skabt hele den balance, lyder konklusionen fra Reinfeldt, som alligevel satser på at have én klar kandidat til begge poster med til topmødet næste torsdag.

Det varmeste navn i Bruxelles i øjeblikket som ny EU-præsident er Belgiens konservative premierminister, Herman Van Rompuy, der ikke er kendt for de store armbevægelser. Det kan åbne op for en venstrefløjspolitiker på udenrigsposten. Men her har forhåndsfavoritten David Miliband, den britiske udenrigsminister, tilsyneladende meldt sig selv ud af kapløbet. I stedet peges på Italiens tidl. ministerpræsident Massimo D'Alema, Frankrigs udenrigsminister, Bernard Kouchner, og den britiske EU-kommissær, Catherine Ashton, som samtidig vil kunne skabe balance på kønsspørgsmålet. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu