Læsetid: 5 min.

Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
9. november 2009

I dag fejres Berlin-murens fald for nøjagtig 20 år siden - i øvrigt katalyseret af et koks i DDR-ledelsens interne kommunikation: På et pressemøde 9. november 1989 forvekslede styrets talsmand, Günther Schabowski, et debatoplæg til det daværende politbüro med en beslutning om at åbne grænsen. Han blev senere ekskluderet af det nu hedengangne socialistiske enhedsparti for den bommert, men historiens møllehjul malede. Muren var faldet under alle omstændigheder, da Mikhail Gorbatjov for længst havde indset, at presset på den sovjetiske statskapitalisme, bl.a. en følge af Ronald Reagan's 'stjernekrigsprojekt', ville medføre det kommunistiske imperiums kollaps. Vesten sejrede da også i en rus så svimlende, at en ellers ædruelig samfundsforsker som Francis Fukiyama talte om 'historiens slutning'.

Men historien var først lige begyndt, og nu 20 år senere er spørgsmålet, om der er noget at fejre?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Markedet er ikke bare "et" vilkår. Det skulle aldrig have stået i ental. For det er og bliver lige så mangfoldigt, som det falder forskelligt ud i relation til de aktører, der må finde sin rolle på det, identificere det og sætte det i ental hver for sig, på baggrund af sin egen konkrete afhængighed af det, sammen med alle de andres konkrete afhængighed af det, f.eks. ud fra afhængigheden af det at kunne sælge sin arbejdskraft på det, tilvejebringe købekraft på det, afhængigheden af at kunne dække sit behov for det, andre byder ind med af ydelser og varer på det. Og markedet var der allerede, på den anden side, før murens fald, selv om det var stift og ufleksibelt, fordi beslutningerne omkring udbud og efterspørgsel blev defineret af politbureauet, hvor ønsketænkning og særinteresser bestemte hvad der skulle kunne købes og produceres, frem for entreprenører og andre med mere eller mindre kapitalistisk kvalificerede forventninger omkring afsætningsmuligheder og produktionskapacitet. Men markedet var der skam allerede. Den sorte økonomi var der. Stofskiftet var der. Udvekslingerne af budskaber og kropsvæsker fandt sted mere eller mindre som det havde fundet sted i tusindvis af år. Koderne var måske anderledes. De så f.eks. os og vi så dem via den store forskel, som nu ikke længere er, muren. Markedet var friheden for dem, som om det ikke var et vilkår for den enkelte her hos os, konkret forpligtende, som enhver anden eksistentiel konfrontation med det givne. At markedet i dag står i ental, og stadig står for friheden, som løsningen på problemerne, det vidner om den fundamentale grundantagelse i den herskende tænkning. Finanskrisen og de sejrendes forsøg på at holde røven oppe på markedets tabere, finansfyrsterne, de nymodens finansielle kreationer, valutaerne, bilfabrikkerne, landbruget (ca. 37 % af landbrugets omsætning er direkte eller indirekte subsidier inden for EU), verdenshistoriens største statsindgreb over for det fri marked, med staternes og markedsfundamentalisternes forsøg på at redde markedets tabere, på trods af deres højtidelige ideologiske forsikringer om, at her er enhvers individuelle lykke forudsætningen for alle andres lykke, betinget af altså, at ulykken er privat, og ikke kan bæres af fællesskabet, hvis markedets frelsende funktion da ikke skal gå fløjten. I disse dage husker man sejren. Og man husker omhyggeligt at glemme, hvor mangfoldigt et fænomen der er tale om, når vi siger markedet. Og man husker omhyggeligt at glemme paradokset, som afslører sig i alverdens markedsfundamentalisters tilbedelse af staten som den frelsende instans i forhold til markedet, som netop ikke kan stå selv i disse dage. Hvilken sejr! Hvilket paradoks! Markedet er kommet for at blive, om så staten må ofre sig selv og hele butikken i sit sidste patetiske forsøg på at redde sin tro!

www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-43.pd

Enhver var sikret en hospitalsbehandling, uddannelse, et job og tag over hovedet … i bytte for en ”drømmetilværelse”...

»Hvad fatter gør er altid det rigtige« - og de to englændere griner godt i skægget. Det er kun i eventyret det ender med en ”skæppe guld”.

God artikel! Tak til Lasse Ellegaard

Lasse Ellegaards gode artikler er, for mig at se, det bedste forsøg på at skrive om østeuorpæere set med vesteuropæernes øjne.
Selv i forsøget på at dele sol og vind lige, kan vi ikke frigøre os fra den vesteuropæiske tro på vores egen rigtige samfundsindretnihg, den fortinlige dagligdag af teknik, luksusøkonomi og uendelig vækst, af os selv kaldet frihed og demokrati.
Falder skællet da aldrig fra vore øjne, så vi kan se, at siden berlinmurens fald har Vesten opbygget mange mange andre mure, der viser kapitalismens sære væsen.
Den overhåndtagende vestlige syntese, nemlig indfrielsen af den endelige samfundsløsning, kan opfyldes af et lille kontingent kapitalister, der fra starten udelukker en regnskabets time. Men skulle væksten velstandstanke brede sig overmåde, opstår kapitalismens modsætning til det fri markeds konkurrence, nemlig ligestilling og tolerance, og samfundets selvdestruktion indtræder, når mætningspunktet er i sigte.
Liberalisterne bliver da de første til at indføre love og indskrænke den personlige tale- og bevægelsesfriheden. I første fase isolerer man sig og bygger mure og fængsler.