Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

I dag fejres Berlin-murens fald for nøjagtig 20 år siden - i øvrigt katalyseret af et koks i DDR-ledelsens interne kommunikation: På et pressemøde 9. november 1989 forvekslede styrets talsmand, Günther Schabowski, et debatoplæg til det daværende politbüro med en beslutning om at åbne grænsen. Han blev senere ekskluderet af det nu hedengangne socialistiske enhedsparti for den bommert, men historiens møllehjul malede. Muren var faldet under alle omstændigheder, da Mikhail Gorbatjov for længst havde indset, at presset på den sovjetiske statskapitalisme, bl.a. en følge af Ronald Reagan's 'stjernekrigsprojekt', ville medføre det kommunistiske imperiums kollaps. Vesten sejrede da også i en rus så svimlende, at en ellers ædruelig samfundsforsker som Francis Fukiyama talte om 'historiens slutning'.

Men historien var først lige begyndt, og nu 20 år senere er spørgsmålet, om der er noget at fejre?

Ja, helt bestemt, hvis man spørger den nu 79-årige Helmut Kohl, der i oktober 1990 præsiderede over genforeningen af de to tysklande, i øvrigt sammen med Gorbatjov og George Bush Sr. Men spørges kategorien 'almindelige mennesker', som fotograf Carsten Ingemann og jeg gjorde under en dagbogsrejse langs indersiden af det gamle jerntæppe, er det mest optimistiske og forbløffende enslydende svar fra Bulgarien til Berlin: Både og ...

De unge, der ikke har en klar erindring om tiden 'under kommunismen', er på den ene side tilfredse med de frie udrejsemuligheder, deres forældre ikke var forundt, på den anden side er de bange for den markedsøkonomiske fremtid, for - som Zsofia Aso, en 22-årig ungarsk studerende udtrykte det - »man vil jo gerne vide, hvad der skal ske i morgen og i overmorgen«.

Denne unge kvinde pønsede, som mange i hendes aldersgruppe, på at emigrere til et vestligt land 'med optimisme og uden korruption,' som hun udtrykte det.

Idet hele taget var Ungarn, der ellers regnes for et af de mere stabile østeuropæiske demokratier, en prisme for fraværet af forventninger til fremtiden. Matild Zlatovszki, 29, der driver en lille café i Budapest, der betyder en arbejdsdag på 10 timer og en indkomst på 1.000-1.500 euro om måneden, som hun betaler skat af, så korruptionen og den gamle noklemanturas indspiste broderskabs som det største problem. F.eks. bydelsborgmesteren, der blev fængslet for at sælge kommunalt ejede lejligheder til latterlige underpriser mod returkommission under bordet, men stadig modtog sin borgmesterløn under afsoningen. Og som hun sagde:

»Mange ledende politikere er gamle kommunister. På valgplakaterne har de nye ansigter og partiet et nyt navn, men den gamle garde sidder bagved og trækker i trådene. Og folk stemmer på dem, fordi de er utrygge - de repræsenterer jo en periode, hvor der ganske vist ikke var politisk frihed, men til gengæld social tryghed og fuld beskæftigelse.«

Arbejdsløshedsspøgelset

Arbejdsløshed som et vilkår var vel den nye demokratiske markedsøkonomis største overraskelse til de tidligere kommandoøkonomier bag jerntæppet, hvor enhver var sikret et job uanset om det var rentabelt for virksomheden eller samfundet. Efter at have hørt snesevis af unge i Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og det tidligere DDR forklare, hvordan deres medborgere er 'dovne' og 'ugidelige' fordi meritter altid taber til nepotisme ved jobansøgninger, så dem, der ikke har familie og venner 'opad i systemet' må knokle knoerne hvide for at kunne betale deres studievederlag, slår det den tilrejsende iagttager, at det vil tage generationer før Østeuropa er oppe på omgangshøjde med Vesten. Ikke så meget rent demokratisk - valgene er frie og mere eller mindre lige så spin-manipulerede, som alle andre steder - men i tilgangen til den kapitalistiske model.

Disse samfund, der gennem fire årtier var underlagt økonomisk topstyring, lod sig ikke uden videre omstille til markedets krav om privat vindskibelighed som det nye (og stort set eneste) drivhjul. De var uforberedte på brugerbetaling for uddannelse og sundhed og frem for alt var de uforberedte på produktionssektorernes sammenbrud, der skabte en snæver elite af nyrige og efterlod millioner i ledighed - unge mænd overlevede som gæstearbejdere i Italien og Spanien, unge kvinder blev au pair-piger eller, når det var værst for dem, prostituerede i vesteuropæiske og mellemøstlige bordeller.

I det tidligere DDR, der formelt blev 'genforenet' og reelt eksproprieret af den vesttyske industri, blev de en ny lavtlønskaste, og de arbejdsløse blev nynazister eller kommunistnostalgikere. Det er ikke tilfældigt, at DDR's sidste partileder, Egon Krenz, i disse uger lader sig hylde af de gamle 'Altkader' som den trøstende røst fra fortiden.

Kapitalismens løfter om mælk, honning og Mercedes-biler til alle forblev altså den illusion, den hele tiden havde været. I stedet fik de en politisk frihed, de ikke kunne bruge til ret meget - som flere af de ældre, vi talte med undervejs på rejsen, så nytter det jo ikke noget, at man kan rejse, hvorhen man vil, hvis man ikke har råd til billetten. Men igen - og dog ...

De unge generationer, der arbejder som servitricer, hotel-piccolo'er og bartendere ved siden af deres universitetsstudier (ofte i faget 'turisme'), er ikke handicappede af deres forældres mangel på kapitalistisk arbejdsmoral (som de altså kalder 'dovenskab' og 'ugidelighed'), de er snarere nedslåede over, hvad de ser som en udsigtsløs fremtid, domineret af kræfter, de ikke er herrer over.

»Jeg stemmer ikke ved valgene, for det giver ingen mening. Politikerne lyver og jeg har alligevel ingen indflydelse på deres beslutninger,« sagde Zsofia Asos i Budapest, hvis far mistede sit faste arbejde efter 'systemskiftet'.

»Der er nu gået 20 år, men mange mener, det er dårlige i dag, end den gang,« tilføjede hun. Ikke desto mindre emmede hun af virkelyst og beslutsomhed omkring sin egen fremtid. Som dansk-studerende specialiserer hun sig i et 'lille sprog med større muligheder' og tjener til studierne som tolk for danske tandlægepatienter, der får gummerne renoveret til halv pris i de ungarske tandklinikker. Hendes karriereplanlægning omfatter - som mange i hendes generation, både i Ungarn og i de øvrige østbloklande - eventuel udrejse til bedre jobmuligheder i Vesteuropa.

Og dem, der bliver hjemme, er med på kapitalismen - som Cosmin Obreja, en 23-årig økonomistuderende i Timisoara, Rumænien, der drømmer om at starte eget firma. Hver gang hun sidder ned på sine 13-timer servitrice-vagter, terper hun statistikker, da hun kun kan opnå en af de få fripladser på det statslige universitet, hvis hun har topkarakterer.

»For jeg kender ikke nogen, der kender nogen,« som hun sagde, »og jeg vil ikke læse på et af de private universiteter, hvor man kan købe sit diplom. Dem stoler ingen på.«

Det ser trods alt ud som om kapitalismen er kommet for at blive. Med alt, hvad den indebærer, er den ikke et tilbud, men et vilkår.