Læsetid: 5 min.

'Der er masser af varer, men ingen har råd til at købe'

I Tjekkiet er der skuffelse over politikerne og frustration over, at virksomhederne udkonkurreres eller flytter til lande med endnu billigere arbejdskraft
I Tjekkiets næststørste by, Brno, kan man købe alt, men landet er hårdt ramt af økonomisk nedtur og arbejdsløshed.

I Tjekkiets næststørste by, Brno, kan man købe alt, men landet er hårdt ramt af økonomisk nedtur og arbejdsløshed.

Carsten Ingemann

5. november 2009

Slovakkerne blev snydt af Vaclav Klaus, Tjekkiets EU-kontrære præsident, der i 1992, da han var statsminister, narrede den slovakiske populist og 'reformerede' kommunist-bølle Vladimir Meciar til at løsrive Slovakiet.

Finten var ret udspekuleret: Klaus gav slovakkerne et tilbud, de ikke kunne afslå, nemlig valget mellem central styring fra Prag eller adskillelse i to selvstændige stater. Slovakkerne ønskede en løs føderation, der kombinerede selvstyre med et sugerør i Tjekkiets finanser, så Meciar var nødt til at acceptere løsrivelsen. Tjekkiet slap af med en fattig nabo og - endnu vigtigere - det direkte grænsefællesskab med Rusland, der dengang som nu blev set som en trussel.

Og det er som om slovakkerne stadig er sure over deres vanskæbne - i hvert fald er en svansende platinblond pizza-servitrice lige syd for Bratislava utilbøjelig til at servere en ret enkel bestilling, før hun bliver bedt om den tredje gang. Hun kræver forudbetaling.

To forskellige stater

Så er der mere stil over den purunge kvindelige politibetjent med kæk hestehale, der vinker os ind på en vigeplads 50 kilometer inde i Tjekkiet, ja, hun er helt sød og indtagende, da hun udskriver en bøde på 1.000 tjekkiske kroner (ca. 300 kr.) som straf for ikke at have betalt den obligatoriske motorvejsafgift ved grænsen.

»Men vi fik at vide, at den slovakiske afgift også gjaldt her i Tjekkiet,« indvender jeg en anelse fåret.

»Det er på ingen måde tilfældet,« svarer hun og retter koket på kasketten. »Der er tale om to forskellige stater - meget forskellige, faktisk.«

At hun har fuldkommen ret viser sig her i Brno, som jeg husker for to årstal: 1969, da cykelrytteren Leif Mortensen blev verdensmester på landevej her i byen, og 1948, da byen var hjemsted for en af Europas største våbenfabrikker, der under en kort våbenhvile i krigen om Palæstina solgte israelerne et parti på 50.000 rifler, 5.000 maskingeværer og 50 millioner patroner. Den myrdede premierminister Yitzhak Rabin, der var officer i de israelske styrker dengang, har sagt, at uden denne forsyning - i øvrigt styret af en kun 25-årig Shimon Peres, Israels nuværende præsident, og formidlet af en vis Jan Ludvik Hoch, sidenhen kendt som mediemogulen Robert Maxwell, der druknede på sinister vis i 1991 og fik en halvofficiel statslig begravelse i Israel - havde Israel ikke vundet krigen mod araberne.

I bedre humør

Så meget for historien, der synes glemt eller fortrængt af de unge, der hænger ud på caféer og ølstuer uden synlige bekymringer og i langt bedre humør end de slovakker, vi kom forbi.

En storsmilende kvinde i Hotel Pegas' reception i Brno spørger således veloplagt til mit velbefindende, og om jeg har sovet godt? Hun ser godt ud, så vi bliver omgående venner, og som hun siger: »Jeg holder meget af mit arbejde.«

Hun hedder Marketa Nevmannova, 30 år og med en drøm om at emigrere til Schweiz.

»Men skriv det ikke i din avis, for min kæreste skal helst ikke vide det.«

Jeg siger, at det ikke er sandsynligt, at hendes kæreste læser Information og går lige til sagen: Om hun kan huske fløjlsrevolutionen?

»Tydeligt,« svarer hun.

»Jeg husker mange ting - jeg husker den dag, min mor så fjernsyn hele dagen - jeg forstod ikke så meget, men min mor var meget bevæget, men også usikker. Hun vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe.«

»Det, jeg husker bedst, var forandringerne i skolen. Pludselig skulle vi ikke længere sige sodrusko (kammerat, red.) til læreren, men »hr.« og »frk.« - det tog tre år at vænne sig til det. Og i flere år havde vi ingen historiebøger - i syvende og ottende klasse blev vores historieundervisning bare overleveret på papirer, for bøgerne fra den gamle tid var afskaffet.«

»Mange er skuffede, for de havde ventet noget bedre. De håbede på, at tingene ville blive mere retfærdige - og du kan jo købe alting nu, og det er godt. Men folks økonomi er dårlig, så ingen har råd til at købe, selv om der er masser af varer. Og vi er ikke et folk, der er vant til hårdt arbejde, vi er dovne og kan kun brokke os, men uden at gøre noget for at ændre på tingene. Der er også flere uden arbejde nu, hvor de udenlandske fabrikker er rykket til Rumænien og Bulgarien, hvor arbejdskraften er billigere.«

»Efter revolutionen udkonkurrerede de udenlandske producenter vores virksomheder - og de, der er tilbage, er i vanskeligheder. Folk får enten ingen eller meget lidt betaling for overarbejde, der er mange, der gerne vil have dit job. Det er, hvad arbejdsløsheden gør ved folk - de bliver pudler. Før revolutionen havde vi våbenfabrikken, der producerede alt, hvad en hær har brug for, og var byens største arbejdsplads med eksport til hele verden. Den blev lukket, fordi de nye folk i Prag sagde, det var i strid med vores image som en fredselskende nation at være våbenproducent.«

Bryder sig ikke om Havel

I Marketas hoved opvejer et fredeligt image ikke en omsætning på halvanden milliard dollars (i 1985) og tabet af flere tusind arbejdspladser, »fordi Havel absolut ville spille fredsaktivist«, som Marketa siger, og hun tilføjer:

»Vi har da også stadig en professionel hær, der nu må købe sine våben og udstyr i USA.«

Det ved hun, fordi kæresten er soldat i Afghanistan.

»Jeg er ikke enig i den krig, men hvad kan jeg gøre ud over at spørge: Hvorfor? Hvorfor beskytter tjekkiske soldater amerikanerne? Vores politikere er USA's pudler.«

Nej, Marketa har ikke høje tanker om politikere:

»De kæmper ikke for republikken, kun for sig selv. Her er det sådan, at hvis du ikke er en ferm fidusmager, hvis du ikke kan snyde og stjæle, må du leve fra hånden til munden. Du må spinke og spare for at få råd til en rejse om året, og pensionister kommer aldrig uden for en dør. Min bedstemors pension er på 8.000 tjekkiske kroner (ca. 2.500 kr.) om måneden - hun har ikke råd til at rejse.«

8.000 tjekkiske kroner er det beløb, Marketa betaler i husleje - en halv månedsløn.

- Rejser du selv?

»Kun én gang om året. Og kun på afbudsbillet.«

Serie

Seneste artikler

  • Markedet er kommet for at blive i Østeuropa

    9. november 2009
    De unge generationer i den tidligere østblok har det sværere end deres jævnaldrende i Vesteuropa, og deres politikerlede er mindst lige så massiv - men de knokler på for en fremtid, de ikke kan få øje på lige nu
  • ’Vi savner den sociale tryghed’

    6. november 2009
    Ægteparret Jürgen og Nellie fra Pirna ønsker ikke DDR tilbage, men derfor kan man jo godt savne trygheden fra før Murens fald – og føle sig lidt forladt
  • Skammen var det værste

    4. november 2009
    Katalin Strömquist flygtede fra Budapest i 1956 - først og fremmest for at få en uddannelse, hvilket hun som 'kapitalist-afkom' var afskåret fra at få i Ungarn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu