Læsetid: 4 min.

Mellem klimasammenbrud og -gennembrud

Én sten er skubbet midlertidigt til side ved statsministerens Singaporemission. Men der er stadig fare for at køre i grøften
17. november 2009

Hva' pokker skulle han ellers gøre? Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået en del høvl de seneste to døgn for at sælge ud på forhånd og sænke ambitionsniveauet for klimatopmødet i København, bare 19 dage væk.

Det er lige så uretfærdigt, som det på den anden side er absurd at karakterisere Løkkes initiativ som 'et gennembrud'.

Danmarks særlige rolle som topmødevært er at facilitere forhandlingerne og fremme et resultat, der lever op til forpligtelserne i FN's klimakonvention og til forskernes appeller. Hvad statsministeren - og i øvrigt alle informerede iagttagere - kunne se, var, at man med usvigelig sikkerhed var på vej mod sammenbrud i Bella Centret, hvis succeskriteriet defineredes som en fuldt gennemarbejdet, juridisk bindende klimatraktat den 18. december.

Fokus på substans

Løkkes weekendmission til Singapore, hvor USA, Kina og andre nøglespillere var samlet til Stillehavstopmøde, var derfor et sidste øjebliks initiativ for at redde selve processen og muligheden for stadig at nå politisk enighed i København om substanspunkterne: Hvor meget skal i-lande reducere CO2-udledningerne i 2020, hvor megen klimabistand skal u-landene have, og hvilke forpligtelser skal vækstøkonomier som Kina og Indien påtage sig?

Ved nu at foretage den - i sig selv defensive - erkendelse, at det komplicerede juridiske regelværk først kan færdiggøres efter København, er der skabt basis for at fokusere landenes kraft og opmærksomhed i de tilbageværende dage og uger på netop at skabe resultater om substansen: Nu kan der for alvor lægges arm om procenterne og pengene.

Såvel chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, som USA's og EU's klimaforhandlere har den seneste tid signaleret, at en gennemarbejdet juridisk aftale ikke vil kunne færdiggøres i København, og Singapore-missionen var givetvis koordineret med processens nøglespillere, herunder formentlig det svenske EU-formandskab. Sveriges miljøminister Andreas Carlgren skrev således i går i Dagens Nyheter, at embedsmandsforhandlingerne om de juridiske detaljer alt for længe er gået for langsomt, og at der nu er skabt forudsætningerne for en substansaftale, hvor også Kina og USA går med.

Vanskeligheder forude

Lars Løkke Rasmussen sagde i Singapore meget tydeligt, at en juridisk forpligtende aftale fortsat er målet, og at topmødet i København skal sætte en deadline herfor. Singaporemissionen betyder imidlertid ikke, at der så også er skabt sikkerhed for en ambitiøs aftale. Så langt fra.

Uenigheden om en global aftales juridisk forpligtende karakter har længe spøgt under forhandlingerne. Man har faktisk i flere år kørt to parallelle forhandlingsforløb, hvor de 37 Kyoto-forpligtede i-lande - ikke USA - snakkede sammen i ét lokale om fortsatte juridiske forpligtelser for tiden efter 2012, mens samtlige verdens lande i lokalet ved siden af snakkede om en global klimahandlingsplan. Længst muligt har man udskudt spørgsmålet, om de to processer kunne fusioneres for at give én fælles, juridisk forpligtende klimaaftale, eller om København i stedet skulle ende med to aftaler: en ny juridisk aftale for Kyoto-landene og en anden slags aftale for hele verden.

EU åbnede Pandoras æske i september ved at lufte tanken om én juridisk aftale for alle som afløser for Kyoto. U-landene med Kina og Indien i spidsen sagde prompte nej, fordi de så det som i-landenes forsøg på at slippe for deres særlige klimaansvar under Kyoto. Så sent som i går gentog Kina, at Kyoto-princippernes fastholdelse er afgørende. Og USA fastslog for nylig, at man kun vil overveje en juridisk aftale, hvis også Kina og Indien er med.

Krystalklart er det, at det ville være politisk selvmord for Barack Obama at underskrive en juridisk bindende aftale i København på et tidspunkt, hvor Kongressen ikke har vedtaget en amerikansk klimalov. Præsidenten ville aldrig kunne skaffe det to tredjedels flertal i Senatet, som skal til for at ratificere en sådan klimatraktat.

Til november næste år er der amerikansk midtvejsvalg, hvor mange venter tab af et mindre antal demokratiske pladser i Senatet. Det vil gøre en amerikansk ratifikation endnu mindre sandsynlig.

Spørgsmålet er derfor, om Lars Løkke Rasmussen nu har formået at skabe et kortvarigt window of opportunity, der kan give Obama tid nok til at få en klimalov vedtaget i Kongressen og dernæst en Københavns-aftales efterfølgende juridiske rammeværk ratificeret af det nuværende Senat? Det næste globale klimamøde -COP16 i Mexico i december 2010 - kan meget vel være for sent, og derfor skal man i København måske aftale et 'COP15,5' om et halvt års tid.

I dag er dét ikke det presserende spørgsmål. Det er, hvor langt klimatopmødet kan komme på substansen. 42 landes miljø- og klimaministre sidder lige nu på et hotel i København og lægger arm om det. Der er stadig langt igen, før i-landene har leveret tilstrækkelige CO2-reduktionsløfter til at tilfredsstille u-landene og leve op til FN's klimakonventions krav om at forhindre 'farlige' klimaændringer. Og posen med ny klimabistand fra rige til fattige lande er fortsat næsten tom.

Det er muligt, at Lars Løkke Rasmussen har skubbet én sten til side på vejen til topmødet København.

Men vejen er så langt fra ryddet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu