Baggrund
Læsetid: 5 min.

Mindanaos lokale betaler en høj pris for jagten på ressourcer

Der flyder med våben, og grænserne mellem krigsherrer, forbrydere og politikere og mellem private lejesoldater, politi og militær er stærkt udviskede i den autonome muslimske region i Mindanao
Udland
25. november 2009

COTABATO CITY - Kidnapningerne og massakrerne i Mindanao-provinsen har chokeret indbyggerne i området, der ellers er vant til lidt af hvert: Provinsen ligger i den muslimske region, der om noget sted flyder i korruption og våben. Det er Filippinernes absolut fattigste region, hvor over halvdelen lever under fattigdomsgrænsen, hvilket er 25 pct. mere end på landsplan i det asiatiske ørige.

Der er stor set ingen job i regionen, og mange lokale bønder bliver fordrevet fra deres jord af udenlandske mine- og plantageselskaber.

Eller bønderne bliver tvunget til at aflevere deres afgrøder til lokale krigsherrer, der består af politikere og private entreprenører. De er alle ofte medlemmer af stærke klaner - storfamilier - med rødder tilbage til kolonitiden.

Både de multinationale selskaber, de magtfulde klaner og politikerne har deres egne væbnede lejesoldater - goons - samt velvillig støtte fra hær og lokalt politi.

Cotabato City i den sydvestlige provins Maguindanao har en særlig dyster aura over sig: Mens fattigdommen springer i øjnene i hovedstaden Manila, er den her altomfattende. Det giver ikke en gang mening at dele indbyggerne op i fattige og hjemløse for alle bor i slumskure undtagen ngo'ere og politikere .

Hvert andet øjeblik kører en jeep forbi med sorttonede ruder og svært bevæbnede mænd på ladet. Det er politikere, der sidder inde i bilerne, mens uniformerne på ladet afslører, at det er militærfolk og private livvagter, der sidder med ladte våben.

På parkeringspladsen foran Hotel Manuel hænger et stort skilt: »Bombings and Kidnappings - call Task Group Tugis« - og herunder tre forskellige telefonnumre.

Ordet 'tugis' er tagalog (et filippinsk sprog) og betyder noget i retning af 'jagt'. Task Group Tugis er den enhed i politiet, som står for at jagte den svært bevæbnede kriminalitet, indsamle illegale våben - og altså også bliver sendt ud i tilfælde af bombeangreb og kidnapninger.

Her skyder de hinanden

Regeringshæren og politiet står for likvideringen af aktivister fra de sociale bevægelser, hvis de bliver for påtrængende.

Under præsident Gloria Arroyo er denne taktik blevet intensiveret, og flere hundrede aktivister er myrdet eller 'forsvundet' under hendes regeringstid siden 2001, vurderer menneskeretsorganisationen Philippine Alliance of Human Rights Advocates i en stærkt alarmeret rapport fra i juli i år.

Men Mindanao har næsten ligeså mange fredsbevægelser som våben. Flere af dem har kontorer i Cotabato City, heriblandt Mindanao Peoples Peace Movement, Tripod - Tri-Peoples Organisation against Disasters, og YAPS - Youth Association for Peace and Sustainability.

Informations udsendte besøgte YAPS i deres hus midt i byen. Deres band, Prism, er i gang med at øve, da vi kommer ind. En spiller på guitar, og to sidder på firkantede kasser, som de trommer på, og et par stykker synger for fuld kraft. YAPS har - ligesom de to andre nævnte fredsorganisationer - en 'Tri-People'-tilgang. Det betyder, at de lægger vægt på fredelig og ligeværdig sameksistens mellem de tre store befolkningsgrupper: De islamiserede oprindelige folk - samlet kaldet moro'erne, de ikke-islamiserede oprindelige stammefolk - der samlet kaldes Lumads, og de kristne bosættere - fattige arbejdere og bønder fra andre dele af Filippinerne, der blev flyttet til Mindanao af den amerikanske administration, og senere den filippinske, fordi man regnede med, at de kristne grupper ville være loyale over for regeringen i Manila, og dermed gøre den sydlige øgruppe nemmere at styre.

Men loyaliteten blandt de unge i YAPS går efter helt andre kriterier. De er lige forbandede på korruptionen i ARMM som i Manila. Og de er lige forbandede på de lokale krigsherrer som på militæret og politiet, der ofte samarbejder skruppelløst med de parter, der betaler bedst.

»Vi prøver at organisere de unge i byen til at tage ansvar for politisk og økonomisk bæredygtighed. I stedet for at rende rundt og tage stoffer og skyde efter hinanden,« siger Sunnie, der har været i organisationen et par år. Han fortsætter:

»Men det er svært - ud af 10 får vi måske tag i tre. De muslimske oprørsgrupper lokker med martyrbelønning og paradis, og de lokale krigsherrer med pesos og stoffer. Mange får heller ikke en uddannelse - enten fordi de er nødt til at hjælpe med at forsøge familien allerede fra de er børn, eller fordi skyderier forhindrer dem i at komme i skole, eller fordi deres skoler bliver brugt til at huse IDP's - internt fordrevne - fra resten af regionen.«

En by i fremgang?

Næste dag kører jeg med nogle lokale ind til centrum i Cotabato City i en lånt varevogn med tonede ruder. Da vi vælter fra lastrummet ud på markedspladsen, er det første vi ser et banner fra en lejlighed med budskabet: »Stop kidnapnings«.

Alle banker og de af butikkerne, restauranterne og cafeerne, som er mere etablerede end blot et skur med et par gryder eller chipsposer på disken, har deres egnede bevæbnede vagter.

»Man kan se, at det går bedre i byen end for to år siden,« siger Ethel, der selv kommer fra den fredelige erhvervsby Davao optimistisk.

Det er ellers ikke lige ens første tanke, at dette er en by i fremgang. Men for to år siden var her ingen banker, og ikke noget indkøbscenter.

Kapitalismens entré er altså et tegn på, at sikkerhedssituationen er ved at blive forbedret. Det er et af paradokserne i Mindanao:

På den ene side smadrer de multinationale selskaber, der opererer i regionen både de sociale strukturer og de lokale bønders mulighed for at beholde jorden. Lige som de multinationale er med til at holde antallet af våben oppe med deres egne mange sikkerhedsfolk.

På den anden side som det er tilfældet i Cotabato City - mere business betyder flere job. Med andre ord adgang til indkomst for befolkningen uden brug af våben.

Men langt den største business i Filippinerne, og især i Mindanao, er eksport-orienteret. Selv ris, som filippinere spiser morgen, middag og aften, må de importere, da deres egen risproduktion er omlagt til andre afgrøder, som efterspørges på verdensmarkedet.

Blandt befolkningen i Mindanao - hvis natur byder på de bedst tænkelige muligheder for produktion af rigeligt med fødevarer er under ernæring og fejlernæring stadig udbredt.

Samtidig er det mildest talt et åbent spørgsmål, om et nyt indkøbscenter i Cotabato City betyder noget i et land, der - som de lokale ynder at sige - er styret af »guns, goons and gold«. Og mandagens massive myrderier lover ikke godt for udsigten til hverken økonomisk eller politisk fremgang for Mindanao.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her