Læsetid: 2 min.

Mindst 35 dræbt af selvmords-bomber i Pakistan

Mindst 35 er omkommet og 39 såret ved en række selvmordsangreb i går - først i Rawalpindi, og senere på dagen i Lahore
Udland
3. november 2009
En kvinde sørger over tabet af en slægtning efter gårsdagens selvmordsangreb i den pakistanske by Rawalpindi. Senere på dagen sårede selvmordsbomber syv personer i Lahore.

En kvinde sørger over tabet af en slægtning efter gårsdagens selvmordsangreb i den pakistanske by Rawalpindi. Senere på dagen sårede selvmordsbomber syv personer i Lahore.

T. MUGHAL

I den pakistanske garnisonsby Rawalpindi kørte en selvmordsbombemand i går på motorcykel ind i folk, der stod i kø foran en bank at få udbetalt deres løn.

Mindst 35 mennesker blev dræbt og yderligere 32 såret mandag formiddag. Lokale tv-stationer viste billeder af ambulancer, politibiler og blod på gaden uden for bankens bygning, der også huser det firestjernede Shalimar-hotel.

»Stanken af brændende lig fyldte luften, og jeg besvimede, da jeg blev ramt i hovedet af noget meget hårdt,« siger Mohammad Mushtaq, mens han prøver at komme sig på et hospital med bandage om hovedet. Den 22-årige soldat befandt sig kun få skridt fra banken, hvor han ville hente sin månedsløn, da selvmordsangrebet forvandlede hele området til et inferno af blodudgydelser og panik.

Blodplettede militærstøvler, utallige tøjrester og et enligt par kvindesandaler lå spredt ud over det ødelagte fortov efter den voldsomme eksplosion, som skete kun et stenkast fra Rawalpindis travleste boulevarder.

Selvmordsbombemanden slog til i nærheden af den pakistanske hærs hovedkvarter, der for en måned siden blev stormet af 10 terrorister, der tog 40 personer som gidsler og først blev overmandet efter knap et døgn - hvilket bragte militæret i alvorlig forlegenhed.

Det er anden gang på mindre end en uge, at civile er mål for bombeangreb i Pakistan, hvor militæret for øjeblikket prøver at inddæmme truslen fra al-Qaeda og Taleban i grænseområdet nær Afghanistan.

Pakistan er de seneste uger blevet rystet af en bølge af angreb, som har kostet over 300 mennesker livet. De militantes angreb er en gengældelse for militærets storstilede offensiv i Syd Waziristan.

»Dette angreb vil ikke ryste os i vores beslutsomhed om at tilintetgøre og udrydde denne trussel,« siger den pakistanske udenrigsminister, Shah Mehmood Qureshi, under et besøg i Kuala Lumpur.

Pakistan har netop udlovet en dusør på fem millioner dollar for informationer, der fører til tilfangetagelsen - død eller levende - af Talebanlederen Hakimullah Meshud og 18 af hans folk fra Tehreek-e-Taleban Pakistan.

TTP beskyldes for at stå bag nogle af de mest blodige terrorangreb i Pakistan de seneste to år.

Og mens den tilspidsede sikkerhedssituation mandag fik FN til at evakuere sit internationale personale ud af grænseområdet, meddelte den pakistanske hær, at den har erobret Kanigurram i Syd Waziristan. Byen var tidligere et af Talebans vigtigste operationelle centre.

Senere i går sårede to selvmordsbomber mindst syv personer ved en af politiets kontrolposter i Lahore.

»Bomberne blev udløst efter mørkets frembrud, da en bil blev stoppet ved kontrolposten. To mænd i køretøjet sprængte sig selv i luften. Vi har fundet ben og et hoved,« siger byens politichef, Pervez Rathor.

Ifølge politichefen er tre politifolk hårdt såret ved angrebet, mens yderligere fire civile også er kvæstet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her