Læsetid: 5 min.

Nationalidentitet i de 262 ostes land

Som præsidentkandidat lovede han den, og her i november midtvejs i mandatet, med populariteten i bund og petitessedebatter på højtryk, har den franske præsident, Nicolas Sarkozy, meget belejligt sluppet den løs: Den store offentlige debat om den nationale identitet. Hermed et bidrag
Som præsidentkandidat lovede han den, og her i november midtvejs i mandatet, med populariteten i bund og petitessedebatter på højtryk, har den franske præsident, Nicolas Sarkozy, meget belejligt sluppet den løs: Den store offentlige debat om den nationale identitet. Hermed et bidrag
14. november 2009

Den afdøde franske forfatter Georges Perec, kendt for den type absurde klassifikationer og regler, der dyrkes i digtergruppen OuLiPo – Perec, som blandt andet skrev værket: Livet, en brugsanvisning, der indeholder alt andet end en brugsanvisning til livet – har også skrevet et lille digt om, hvad han husker.

»Je me souviens«. Det er jo ret uimodsigeligt, om det er korrekt, det, der står i dette digt. Der er for resten adskillige sider, hvor man så selv kan skrive, hvad man nu husker. En af de ting, Perec husker, er, at der engang var et osteri, der opfandt en ost, der hed La vache serieuse – den alvorlige ko. Her skal man så selvfølgelig vide, at den allermest almindelige og udbredte smøreost i Frankrig hedder La vache qui rit, Den leende ko.

Det er en uhyre kedsommelig ost, stort set uden smag, lidt ligesom rejeost, men uden rejer. For resten, hvis man vil gøre indtryk på en franskmand, kan man altid præsentere vedkommende for en rejeost. Den gør en forskel, for os danskere, rejeost er på grænsen af det utænkelige faktisk. Men det, som Perec husker, er, at La vache qui rit lagde sag an mod La vache seriuese – og vandt.

Perec har også skrevet en roman, som hedder La Disparition, hvori det aldrig siges, men er tilfældet, at bogstavet e aldrig forekommer. Det er forsvundet. Det er der også nogle ret vigtige personer i romanen, der er.

I Frankrig har man også haft en anden fyr, der lod et e forsvinde.

Det var filosoffen Jacques Derrida, der ret beset var fra Algeriet, men det forhindrer jo ikke, at man er verdensberømt fransk filosof. Men Derrida, dekonstruktionens store tænker, konstruerede begrebet ’difference’, til forskel fra ’difference’, ’forske’ for ligesom at vise, i stedet for at sige, hvori forskellen kan ligge. Måske kan vi på dansk kalde det ’forskal’. Så er der en skal i begrebet, og det er altid godt med en skal. Derridas tænkning er det, som hedder forskelstænkning i stedet for identitetstænkning.

Det er en tænkning, der såmænd nok kommer fra Tyskland. Problemet med at tænke identitet er, at man så straks tænker forskel. Genus og differens hed det vist hos Aristoteles, men på græsk altså. Når man lukker noget inde i identiteten, så lukker man noget ud i forskellen. Det er altså meget fransk for tiden. Det er så også meget europæisk, og når jeg nu tænker over det, nok også lidt amerikansk.

Cirka 25.000 fremmed

I Frankrig har de her på det sidste fundet en ret håndfast måde at gøre det på: De har bestemt nogle kvoter, for hvor meget fremmed, der skal lukkes ud hvert år. Sådan ca. 25.000. Det er en god måde at skabe tryghed omkring identiteten, for nogle franske sociologer har fundet ud af, at man begynder at tænke i national identitet, når man bliver utryg.

Udtrykket ’national identitet’ opstod ganske enkelt først på fransk i starten af 80’erne, hvor landets storhed for alvor stod for fald, socialisterne kom til og Le Pens parti stormede frem. I dagbladet Le Monde, der har undersøgt sagen på nationalbiblioteket, kan man læse, at den første bogtitel, der indeholder udtrykket ’national identitet’, udkom i 1978. Siden år 2000 er der udkommet intet mindre end 30 bøger med udtrykket.

Da Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007 oprettede han så et ministerium for det: Ministeriet for immigration, integration, national identitet og solidarisk udvikling. Det er dette ministerium, der den 2. november skød den store offentlige debat om national identitet i gang. Overalt i landet skal der være offentlige møder, og på en hjemmeside kan man følge debatten og sende forslag ind om, hvad det vil sige at være fransk.

Personligt synes jeg, at det er utrolig fransk at dyppe et stykke baguette med smør i sin totalitet ned i morgenkaffen, serveret i en skål. Det chokerer mig faktisk stadigvæk. Men nu jeg tænker over det, er jeg ikke sikker på, om spanierne også gør det og måske italienerne. På den anden side er baguette bare virkelig fransk, selv om alpehuen er forsvundet. Det er klart, det skaber utryghed, at der kun er baguetten tilbage.

Det eneste Perec husker om de Gaulle er, at en af hans første beslutninger som præsident var at afskaffe bælter på uniformer. Det er altså virkelig noget pjat, kun at huske det. Vi andre ved jo godt, at noget af det vigtigste ved De Gaulle var, at han sagde: »Hvordan kan man regere et folk, der har 262 forskellige oste?« Og selv om de fik forhindret La vache serieuse, så er antallet vist nok oppe på over 500 oste nu. Desværre for franskmændenes selvfølelse eksisterer La vache qui rit stadigvæk. Jeg har selv set en franskmand dyppe et stykke brød med Vache qui rit i sin totalitet i morgenkaffen. Det er ud over enhver beskrivelse.

Ostene er langt sjovere

På den anden side vil jeg godt gøre opmærksom på, at De Gaulle i den danske og den engelske oversættelse stort set altid er fejlciteret. Der er for eksempel nogen, der lemfældigt siger, at der er 365 oste, som om det var dage, der var tale om.

Men især glemmes det, at De Gaulle sagde det til Churchill, og at det han sagde, var »Hvordan kan man ’koldt’ samle et folk, der har 262 oste?«

Og han gav selv svaret i handling: Det gør man ved at smede, mens jernet er varmt. Det var det lige dér, efter krigen. Og så smedede han et folk ved at lægge en tung dyne af glemsel ned over de forskelle, der havde været i folket under Anden Verdenskrig, og så taler vi ikke mere om det. Det kom faktisk til at tage sig ud, som om der havde været frihed, lighed og broderskab hele vejen igennem og hele tiden.

Hukommelsen kan forsvinde, usynligt som en hel tekst uden e, men i og med at e’et ikke er der længere, kan vi jo ikke se, at det er blevet væk. Det var sådan, at Perecs mor blev væk med hjælp fra visse franskmænd. Måske var det i Auschwitz, hvor selv de døde blev væk. Men det er meget sjovere, det med ostene og franskmændene, det er helt sikkert.

Det samler og giver en identitet, man kan være stolt af, som Sarkozy sagde det i en tale i torsdags. Det franske folk skal atter lære at elske sig selv, det er derfor debatten om identiteten er så nødvendig. Men når nu Sarkozy smeder sit jern, som er så varmt, så ser det faktisk allerede ud til at gå forrygende godt.

Hjemmesiden oversvømmes af forslag til fransk identitet. Ministeriet havde forestillet sig, at en enkelt lille funktionær kunne moderere debatten, men måtte derefter ansætte fem, og nu er sagen lagt over i professionelle hænder.

Over 200.000 har på en uge besøgt hjemmesiden, og faktisk må alle være med, selv fremmede, så de er hermed opfordret kære læser. Hvis det nu vrimler med franske identiteter og oste og jernet smelter, så stivner det vel aldrig i stål? Så vi kan nå frem til virkelig alvorlige beslutninger som at uniformer med bælter, det er altså virkelig grimt.
tiby@information.dk

Læs mere på

Perec: www.desordre.net/memory/perec
Debatforum: www.debatidentitenationale.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

en sætternisse har lavet Derridas "differance" i artiklen om til "difference"... så kom e'et pænt på plads igen selvom det var væk...

Steen Johansson

Man behøver blot at gå til bageren for at opleve fejloversættelser. Pan au chocolat er blevet til chokoladecroissant. Så kan man dyppe den i kaffen...