Læsetid: 6 min.

Nuuk skal lære at tale grønlandsk

Selvstyret har erklæret grønlandsk som nationalsprog, men der er lang vej endnu før alle grønlændere taler sproget. Den grønlandske hovedstad, Nuuk, er stadig splittet mellem dansktalende og grønlandsktalende familier
Julie Edel Hardenberg, kunstner, blev meget upopulær blandt Nuuks overklasse, da hun nægtede at tale dansk i et halvt år. Hun blev ikke inviteret hjem og fik ikke bord på restauranter.

Julie Edel Hardenberg, kunstner, blev meget upopulær blandt Nuuks overklasse, da hun nægtede at tale dansk i et halvt år. Hun blev ikke inviteret hjem og fik ikke bord på restauranter.

Julie Edel Hardenberg

12. november 2009

Vi kører langs en af hovedgaderne i Nuuk med sine ca. 15.000 indbyggere, da hun pludselig smækker bremserne i og ruller vinduet ned. Et ungt grønlandsk par går på fortovet og holder hinanden i hånden.

»Prøv at høre, hvilket sprog de taler til hinanden,« hvisker Julie Edel Hardenberg, en af Grønlands fremtrædende kunstnere og min guide i grønlandsk kulturpolitik under selvstyret.

»De er to unge grønlændere i deres egen hovedstad, og de taler dansk sammen.«

Da Grønland gik fra hjemmestyre til selvstyre tidligere i sommer, var en af de klare forandringer, at man erklærede det grønlandske sprog som landets officielle. Men hvor det på papiret ser ud som om, grønlandsk har fået en længe ventet status, er der stadig langt igen før alle grønlændere taler grønlandsk.

På trods af 30 års promovering af grønlandsk sprog er der stadig en gruppe i toppen af det grønlandske samfund, der udelukkende taler dansk. Og ifølge Hardenberg er den lille hemmelighed om grønlandsk kulturpolitik at, mens politikerne i Nuuk gjorde meget ud af at promovere sproget rundt omkring i landet, valgte de ofte at lære deres egne børn udelukkende dansk.

Realiteten er, ifølge Hardenberg, at hovedstaden Nuuk, stadig er polariseret mellem dansktalende og grønlandsktalende familier, og at de dansktalende stadig er privilegeret i samfundet.

Ministre taler kun dansk

Sprogskellet er sat på spidsen nu, fordi Grønland er havnet i den besynderlige situation, at to af ministrene i den nye regering ikke taler det sprog, som netop er blevet nationalsproget. I praksis betyder det, at to af medlemmerne af Naalakkersuisut, som landsstyret nu hedder, skal have oversættere med til regeringsmøderne, eller at møderne skal foregå på dansk.

En af de dansktalende landsstyremedlemmer er landets nye socialminister, den populære Maliina Abelsen. Hun påpeger, at det er på tide at acceptere de dansksproget som en del af det moderne grønlandske samfund.

Hun bakkes op landsstyreformand Kuupik Kleist, der siger, at det er vigtigt at signalere åbenhed, når landet går ind i en tid med øget selvstændighed.

Feriekoloniernes spor

Sprogpolitik har været en politisk kampplads i Grønland helt tilbage fra kolonitiden, hvor den danske stat forsøgte at lære grønlænderne dansk, som del af deres bestræbelser på at 'civilisere' inuitterne - den oprindelige befolkning.

I 1950'erne, 60'erne, og 70'erne da Grønland var et amt i Danmark, gav en omfattende kulturpolitik sig til kende i alt fra danskundervisning i grønlandske skoler til feriekolonier i Danmark og en administration, der stort set kun talte dansk.

Det mere eller mindre overlagte mål var at promovere det danske sprog på bekostning af det grønlandske. Ifølge Julie Edel Hardenberg har det skabt en dansk talende elite i Grønland, der stadig eksisterer i det grønlandske samfund i dag.

»Når en ung grønlænder fra en blandet familie i Nuuk skal finde sin identitet, så kigger hun sig jo omkring. På den ene side er der de grønlandsksprogede grønlændere, der står foran Brugsen - sociale tilfælde, der pludselig kommer til at repræsentere grønlandskhed. På den anden side er der de her veluddannede, smukke, unge dansksprogede grønlændere. Hvem vil de identificere sig med? Det bliver jo de dansktalende. Og deres vigtigste markør, det er deres sprog. Det skal man tilslutte sig. Den polarisering er meget tydelig for mig i den her by,« siger Julie Edel Hardenberg.

Førsterangssproget

Sidste år gjorde Julie Edel Hardenberg noget, der skabte interesse, irritation og en god portion harme i landets hovedstad. Igennem seks måneder insisterede hun på at tale grønlandsk til alle uanset om de talte sproget eller ej.

»I virkeligheden er det jo det samme, som dansksprogede grønlændere gør hver dag, når de taler dansk, men vi er bare vant til, at dansk er førsterangssproget, og det er de grønlandsktalende, der må tilpasse sig. Det var den sproglige rangorden, jeg gerne ville undersøge,« fortæller den grønlandske kunstner.

Hun fortæller om, hvordan hun i løbet af de seks måneder eksperimentet varede oplevede at få smækket røret på, da hun prøvede at bestille et bord på en lokal restaurant i Nuuk, at blive kaldt racist, og gradvis miste invitationer til kaffemik hos venner og bekendte i de dansktalende kredse.

»Til tider var jeg så vred, at jeg næsten ikke kunne sove om natten. Jeg så lige pludselig meget tydeligt, at der er nogen der har forrang i vores samfund, og det er de dansksprogede,« siger Julie Edel Hardenberg.

Selvstyre på dansk

Mange grønlændere havde forventede, at den nye regeringen med IA i spidsen ville bruge beføjelserne i selvstyreaftalen til at promoverer det grønlandske sprog. IA har længe været fortaler for grønlandsk selvstændighed fra Danmark. Men udviklingen er nærmest gået i den anden retning, med de nye dansktalende ministre og signalerne om en mere pragmatisk tilgang til det danske sprogs plads i Grønland.

Maliina Abelsen er et af de dansktalende medlemmer i det nye landsstyre. Hun mener, at det er positivt, at den nye regeringen har dansktalende medlemmer.

»Det er lidt nyt for alle, og vi sidder da også og siger, hvordan gør vi det her? Men vi må jo bare sige, at bottom line er, at jeg stadig er et produkt af det grønlandske samfund. Der er jo en andel af det grønlandske samfund, der er dansktalende. Vi har et demokrati, hvor alle skal repræsenteres, og det afspejler landsstyret i dag,« siger Maliina Abelsen.

Maliina Abelsen mener, at polariseringen i Grønland i dag primært handler om by og bygd, rig og fattig, og at opdelingen mellem dansktalende og grønlandsktalende er ved at blive mindre tydelig. Men hun medgiver, at mange af de mennesker, der bor i bygderne og kæmper med en daglig fattigdom, ikke taler dansk. Og det giver hende en udfordring som socialminister.

»Jeg vil gerne ud i de små samfund og gøre de store ting derude, samtidig med jeg nok er den, der har sværest ved det, fordi jeg ikke kan forstå, hvad der bliver sagt dérude. Så man kan jo sige, jeg har et redskabsproblem i forhold til at kommunikere med de mennesker, jeg gerne vil nå ud til,« siger Maliina Abelsen, som er gået i gang med at lære grønlandsk. Formanden for Nalaakersuisut (Landsstyret/regeringen, red.), Kuupik Kleist har været markant i sin støtte til sine dansksproget ministre.

Skal samle befolkningen

Han er enig i, at det er et problem, at dansksprogede den dag i dag er bedre stillet i Nuuk end grønlændere, der kun taler deres eget sprog. Men han siger også, at det er på tide, at Grønland gør op med den symbolpolitik, som har været ført i Grønland omkring sproget og i stedet tager fat i de mere konkrete problemstillinger omkring som for eksempel uddannelse.

Det politiske budskab har ikke været ubetinget populært i et land, hvor dansktalende har været synonymt med eliten igennem mange år. Men Kleist mener, at det er grundlæggende for selvstyrets fremtid at sørge for at inddrage alle dele af den grønlandske befolkning.

»Vi prøver at danne et modstykke til den tendens, der har været til at danne skel mellem grupper i det grønlandske samfund og sige, at der er den gruppe her og den gruppe der, som jeg mener, har været ødelæggende for en lang række debatter om vores fælles fremtid. Den mest aggressive kritik, som er rettet mod min politik, går på den ændring. Men det har for mig været et meget vigtigt politisk budskab at søge at samle den grønlandske befolkning som ét folk og så vidt muligt fokusere på, hvad vi er fælles om frem at fokusere på hvad der skiller os ad.«

Serie

Grønland efter selvstyrets indførelse: Hvordan synes I selv det går?

Mange snakker om Grønland i de danske medier, men det er ikke så tit, grønlænderne selv bliver spurgt. Efter at selvstyret blev indført, er Information taget nordpå for at høre grønlændernes egne bud på deres muligheder og udfordringer. I en række artikler har vi kigget på drømmene om fremtiden og de tunge problemer, der er med i arven for Grønland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må håbe at det meget overvældende mandat IA fik ved valget, gør det muligt af banke en sammenhængende sprogpolitik sammen på Grønland.

Hvordan det praktisk strikkes sammen er noget mere kompliceret.

Men det ved Stanley Opmann naturligvis også alt om.

jan henrik wegener

Uden at kloge mig på konkrete grønlandske forhold, giver den diskussion indtryk af noget der kan sammenlignes med forhold her, måske endda næsten hvorsomhelst.

Vi Jyder kan jo sagtens genkende de vanskeligheder, som Grønlændere har med danskere's (og det danske sprog's ) trang til eneherredømme - men de er pissesvære at slippe af med.

Troels Ken Pedersen

Det er lidt fortegnet, at eliten taler dansk, og taberne taler grønlandsk. Det er rigtigt nok, at de folk som kun taler dansk gennemgående er mere økonomisk velstillede end de, som kun taler grønlandsk, men eliten som sådan består mest af folk, der taler begge dele. De har kunnet nyde godt af uddannelse og forbindelser, som det danske sprog åbner op for, og samtidig kan de hævde sig som fortalere og forsvarere for grønlandskheden. De, der kun taler dansk, oftest pga. forældre som mente at det "var fremtiden", ligger altid åbne for beskyldninger om forræderi mod deres kultur, og om ikke at være rigtige grønlændere, beskyldninger, som dem Julie Edel Hardenberg fremsætter. Men Grønlands rigtige "fat cats" er tosprogede.

jens peter hansen

I republikken Irland taler alle engelsk og nogle få gælisk, som i øvrigt er obligatorisk i skolen. De fleste hader dette fag fordi det ikke kan bruges til ret meget. Dansk kan måske heller ikke bruges til ret meget og grønlandsk om muligt endnu mindre. Alle små sprog er i en klemme. Man kan begræde det, men er det ikke den vej det går. Jeg tror kun det er Israel som har genoplivet et sprog, hebræisk, som nationalsprog. Selvfølgelig skal man lære grønlandsk i Grønland, men der er ingen der siger at det er danskerne der skal lære det i fremtiden, når landet bliver økonomisk selvbærende. Mon ikke engelsk bliver modersmålet som det er blevet for stort set alle oprindelige folk på det nordamerikanske kontinent. Dansk vil uddø på Grønland og grønlandsk med lidt held få status som et studieobjekt for uddøende sprog.

Selvfølgelig skal man tale grønlandsk på Grønland!
Og det kommer da ikke bag på mig, at det er den snobbede, landsforræderiske overklasse på Grønland, der nægter at tale deres modersmål. Modersmål er måske for meget sagt - de fleste har næppe grøndlandsk-klingende efternavne, da de er afkom af imperialisterne. Hvis de har et problem med at tale grønlandsk, kan de da bare smutte ud af landet - og rejse her til Danmark!
Grønlands proletariat og inuitter skal ikke lide under kapitalisternes snobberi og foragt for alt, der ikke er globalisme/imperialisme og kosmopolitisme.
Bare ærgeligt, at IA faldt det grønlandske folk i ryggen, og genoplivede den imperialistiske politik. Med venner som IA, behøver grønlænderne ingen fjender.

Bjørn A. Bojesen

@jens peter hansen

Sikke dog en gang defaitisme!

Hvis du kan læse spansk, vil jeg bede dig læse følgende kronik af forfatteren Kirmen Uribe:
http://is.gd/4TZTN (El País)

Der står der at antallet af baskisktalende er øget (!!) med 150.000 personer i løbet af 25 år.
Og det er ikke fordi de er holdt op med at tale spansk; de er blot blevet et sprog rigere.

Den grå tid hvor målet var at tale engelsk og leve i Californien, er forbi. Vi lever nu i en ny epoke hvor internettet OG de politiske holdninger giver et langt større sprogligt spillerum. Bare se på Wikipedia og alle de små sprog der er blomstret op dér. Jeg tror at fremtiden vil være multisproget – men (selvfølgelig) kun i de lande hvor nysgerrigheden og lysten til sprog ikke er blevet til tung opgivenhed.

Ja til sprog.

jens peter hansen

Pienso en la Virgen y el pez zapatero. Quiero creer que ahora actuarían de otra manera. Que el zapatero le hubiera hablado en euskera, o que la Virgen le hubiera respondido sin problemas en castellano. Tranquilamente. Y es que eso mismo es lo que ocurre ahora en el País Vasco.

Stille og roligt. Jeg er ikke defaitist, men realist. Hvis Grønland bliver selvstændigt er sandsynligheden for at det skipper forbindelsen med DK vel ganske stor. Dansk bliver altså ikke lingua franca på Grønland. USA er den store nabo sammen med Canada. Engelsk vil derfor overtage dansk's rolle. Med den erfaring vi indtil nu har er dette begyndelsen til enden på mange oprindelige beboeres modersmål. Det behøver selvfølgelig ikke at gå sådan, men sandsynligheden/risikoen for at det går sådan er til stede.
Omtalte forfatter, Kirmen Uribe, siger jo at baskisk og castilliansk tales med mindre hystriske undertoner end før. Det er da et fremskridt fra bomber og ballade. Nogle mener at Baskerlandet, med ca 2.5 mio indbyggere siger farvel til Spanien samtidig med at det er overvejende spansktalende( 70%), mens Catalonien bliver, men bliver catalansktalende med en befolkning større en Danmarks. Jeg går sandelig ind for sproglig mangfoldighed, men så sandelig også ind for at vi forstår hinanden.

I Grønland er der ca. 50.000 indbyggere - svarende til indbyggertallet på Bornholm!

Skolebørn i mange grønlandske skoler undervises hovedsaglig i dag af u-uddannede lærere, fordi der ikke kan skaffes uddannede grøndlandsprogede lærere nok!

Selvstyret vælger også på spogområdet - tilsyneladende - at bruge energi og tid på fortiden, i stedet for at beslutte, hvad der skal ske i fremtiden!

I et sprogområde med 50.000 beboere, vil det i fremtiden blive svært at hidkalde udenlands arbejdskraft, konsulenter og vejledere,
hvis samtale sproget skal være grønlandsk og ikke engelsk eller dansk!

@ellen

Ligegyldigt hvad man ellers mener om sagen, har du jo nok ret. Historien viser tydeligt, at små sprog ikke overlever i en global sammenhæng. Så læne de lever isoleret lever sproget, når samfundet indgår i en større sammenhæng bliver det truet.

Den eneste fremtid er at opretholde en to-sprogs status, og her må Grønland jo så vælge om det skal være engelsk eller dansk. At lukke øjene og kun satse på grønlandsk vil føre til enten isolation eller at sproget uddør og folket mister sin identitet.

Grønlandsk selvstændighed er en god ting, men derfor behøver man jo ikke tabe hoved.

Selvstændighed kan være en god ting, men hvad betyder det i den moderne verden? Grønland er ikke selvstændigt, men hvor selvstændigigt er Danmark?

Da Skotland for nylig, uden de store problemer, fik hjemmestyre, var det vel netop fordi "uafhængighed" ikke længere har den samme betydning som for 50 år siden. Der ligger klart en symbolværdi i "uafhængighed", men den praktiske betydning er til ay overse.

Det grønlandske sprog har klaret sig væsentligt bedre end tilfældet har været for inuitternes, næsten identiske, sprog i Canada.

Jeg synes, det er mærkeligt, at man som forælder skulle synes, at børn kun skulle lære dansk, hvis de skal vokse op i Grønland. Jeg ville personligt satse på at gøre børnene 3-sprogede: grønlandsk, engelsk og dansk. Det er muligt, at grønlænderne en gang i fremtiden ønsker at løsrive sig helt fra Danmark, og så vil det danske sprog sikkert langsomt dø ud der.
I øvrigt tror jeg ikke, at grønlænderne ser til USA men til Canada, som har meget mere til fælles med grønlænderne.

I Norge har samerne i øvrigt haft samme problem med at kun få voksne har kunnet tale samisk, som er næsten lige så svært at lære at tale for en med skandinavisk modersmål. Der har de lavet fritidsordninger for børn med sprogbade, hvor børn af norsktalende forældre kan komme og lære at tale samisk fra ret tidligt. Det gør, at de yngste er kommet i gang med sproget, selv om det er svært for den ældre generation.