Baggrund
Læsetid: 9 min.

Det økonomiske fabeluhyre Kimerika må dø

Slutspil. Den særlige symbiose mellem eksportdrevet kinesisk vækst og amerikansk overforbrug var i en årrække den globale økonomisk vigtigste dynamo, men efter finanskrisen er forholdet blevet kritisk uholdbart
Tid til diplomati. Obama får ikke brug for den store retorik, men det stille diplomati, hvis det kinesisk-amerikanske økonomiske monster skal kunne dø i fred.

Tid til diplomati. Obama får ikke brug for den store retorik, men det stille diplomati, hvis det kinesisk-amerikanske økonomiske monster skal kunne dø i fred.

Jason Reed

Udland
21. november 2009

For et par år siden hittede vi på termen Kimerika som betegnelse for det forhold, at Kinas og Amerikas kombinerede økonomier var blevet den globale økonomis væsentligste dynamo. Med samlet 13 procent af Jordens landoverflade og godt en fjerdedel af dens befolkning tegnede Kimerika sig for så meget som en tredjedel af verdens økonomiske output og to femtedele af den globale vækst mellem 1998 og 2007.

Men vi kaldte det Kimerika af en grund: Vi mente, at dette forhold var som en kimære: En uhyrlig hybrid sammensat af forskellige dyr, foran løve, i midten ged, bagved slange. Nu oplever vi tilsyneladende dette uhyres dødskamp. Det spørgsmål, præsident Obama skal overveje i forlængelse af sit besøg i Asien, er, om han skal give det nådestødet eller forsøge at holde det i live.

I sin storhedstid bestod Kimerika i vid udstrækning af en kombination af eksportdrevet kinesisk vækst og amerikansk overforbrug. Takket være denne kimerikanske symbiose var Kina i stand til at firedoble sit bruttonationalprodukt fra 2000 til 2008, øge eksporten med en faktor på fem, importere vestlig teknologi og skabe millioner af job i sin produktionssektor for landets fattige landbefolkning.

Kimerika betød for Amerika, at det var i stand til at forbruge mere, spare mindre og stadig opretholde en lav rente og en stabil investeringsrate. Overforbruget betød, at USA fra 2000 til 2008 brugte 45 procent mere end sin nationalindkomst. Af dette overforbrug tegnede varer importeret fra Kina sig for omkring en tredjedel.

I flere år lignede Kimerika så langt fra et monster, men snarere et ægteskab indstiftet i himlen. Den globale handel boomede, og næsten alle aktiver var i kraftig vækst. Alligevel, som ved så mange andre ægteskaber mellem en, der sparer op, og en, der kaster i grams, var Kimerika ikke bestemt til at vare ved. Siden 2007 har den finansielle krise sat ægteskabet på spil. At korrigere den økonomiske ubalance mellem USA og Kina - hvilket vil sige at opløse Kimerika - er nu en ubetinget nødvendighed, hvis verdensøkonomiens balance skal genoprettes.

Kinas opstigning er resultat af en strategi for eksportdrevet vækst, der bygger på de vækstmirakler, Vesttyskland og Japan præsterede efter Anden Verdenskrig. Dog med en væsentlig forskel: Kina har gjort en stor og vedvarende indsats for at kontrollere værdien af sin valuta, yuanen, hvorved det har tillagt sig en enorm ophobning af dollarreserver.

Mens den kinesiske eksport steg kraftigt, opkøbte Beijing konsekvent flere dollar for at undgå at måtte opskrive sin valuta. Yuanen blev bundet til dollaren i forholdet 8,28 yuan for en dollar fra midt i 1980'erne og frem til midt i 90'erne - en beskeden opskrivning på 17 procent kom ganske vist til at holde fra juli 2005 (6,83 yuan for en dollar) og tre år frem, men da den globale finansielle krise begyndte at stramme til sidste år, blev forholdet igen låst fast, denne gang på 6,83 yuan for en dollar.

En kold tyrker til amerikanerne

Kinas intervention i valutamarkedet har tjent to mål: Ved at hindre yuanen i at stige over for dollar fremmes for det første konkurrenceevnen på eksportmarkedet, og det bliver for det andet muligt for Kina at opbygge valutareserver (primært i amerikanske dollars) som stødpude mod de risici, der er forbundet med stigende finansiel integration, og som så smerteligt blev anskueliggjort i de erfaringer, andre lande gjorde sig under den asiatiske finanskrise sidst i 1990'erne. Resultatet af denne strategi blev: I 2000 havde Kina valutareserver på 165 milliarder dollars. I dag løber de op i 2,3 billioner dollar, hvoraf mindst 70 procent er denomineret i amerikanske dollar.

Dette indgreb medførte en voksende forvridning i de samlede omkostninger til kapital, en betydelig sænkelse af de langfristede rentesatser og et afgørende bidrag til at oppuste den boligboble i USA, som i sidste ende fik så katastrofale konsekvenser. Fundamentalt set udgjorde Kimerika en kreditlinje fra Folkerepublikken til USA, som gav amerikanerne mulighed for ikke at opspare spor, men satse hele huset på ... nå ja, huset.

Intet af denne art skete i 1950'erne og 1960'erne. På højdepunktet af efterkrigstidens vækst i 1960'erne forøgede Vesttyskland og Japan stort set deres dollarreserver i overensstemmelse med det amerikanske bruttonationalprodukt - forholdet lå stabilt på omkring 1 procent, før det omsider bevægede sig en smule højere op i begyndelsen af 1970'erne. Derimod steg Kinas reserver fra svarende til 1 procent af USA's bruttonationalprodukt i 2000 til 5 procent i 2005 og 10 procent i 2008. Ved udgangen af dette år forventes dette tal at være steget til 12 procent.

Den kimerikanske æra er ved at være slut. Stillet over for de bristede gælds- og boligbobler må de amerikanske husholdningers opsparing nødvendigvis stige, ligesom amerikanerne vil blive nødt til at gennemgå en kold tyrker, der kan vænne dem af med deres afhængighed af billige penge og let kredit. De kinesiske myndigheder indser også, at de ikke kan regne med, at de højt forgældede amerikanske forbrugere vender tilbage som købere af kinesiske varer i samme omfang som i perioden op til 2007. Og de bryder sig ikke om deres eksponering over for den amerikanske valuta i form af tæt på to billioner af dollar i reserveaktiver. De kinesiske myndigheder er afhængige af dollarens skæbne som ingen anden magt i historien, og det gør dem meget nervøse.

Men der er en stærk fristelse for begge Kimerikas halvdele for at fastholde dette skæve partnerskab. Trods den megen tale om behovet for at reducere globale ubalancer, varer den største ubalance af alle ved. I år vil USA's handelsunderskud over for Kina løbe op i omkring 200 milliarder dollars, det samme som sidste år. Og Kina har igen grebet ind valutamarkederne og opkøbt 300 milliarder dollar for at holde sin valuta nede og dermed sine eksportprodukter billige.

Handelspolitisk uro

USA's politiske beslutningstagere synes samtidig lige så villige til at forlænge USA's hang til billige penge, så længe det økonomiske opsving tegner så skrøbeligt, uanset indvirkningen på dollarens kurs over for andre valutaer. (Når amerikanske regeringsembedsmænd insisterer på, at de er tilhængere af en stærk dollar, er det i reglen et sikkert tegn på, at de ønsker det modsatte.) Og hvorfor skulle amerikanerne ønske at afholde kineserne fra at købe endnu flere dollar-statsobligationer? Med et billion-dollar underskud så langt øjet kan se, har det amerikanske finansministerium brug for alle de udenlandske købere, det kan få.

Virkeligheden er imidlertid, at en afslutning på Kimerika er i USA's bedste interesse af mindst tre grunde. For det første vil en tilpasning af kursforholdene mellem valutaer hjælpe til at sætte den amerikanske økonomi på ret køl - primært ved at gøre amerikansk eksport mere konkurrencedygtig i Kina, verdens hurtigst voksende økonomi.

For det andet ville Kimerikas likvidation mindske USA's økonomiske politiks potentielt farlige afhængighed af skridt, der skal stimulere det indenlandske forbrug. Amerikansk finanspolitik befinder sig åbenlyst på uholdbar kurs, og Federal Reserve, den amerikanske centralbanks rentesatser nær nul og idelige seddelpressetrykning af flere dollar resulterer i kunstig opblæsning af aktiekurser.

Endelig vil en revaluering af yuan mindske risikoen for potentielt alvorlige internationale handelspolitiske uoverensstemmelser. Problemet er, at da dollaren svækkes over for andre valutaer i verden - navnlig over for euroen og den japanske yen - sker det samme med yuan, hvorved Kinas allerede store fordel på de globale eksportmarkeder forstørres yderligere. Tilpasningsbyrden efter krisen falder dermed uforholdsmæssigt uden for Kimerika.

Nye signaler eller ren retorik

Medmindre den kinesiske valuta opskrives, kan vi forvente en ukoordineret bølge af defensive tiltag fra lande, der befinder sig på den forkerte side af Kimerikas dobbelte valutanedskrivning. Allerede nu ser vi faresignaler. I sidste måned indførte Brasilien en afgift på tilstrømning af 'varme penge' - store, flygtige strømme af udenlandske investeringer, som kan glide ud af en økonomi, lige så hurtigt som de kan glide ind - i et forsøg på at bremse opskrivningen af sin valuta, realen. Tilsvarende greb en række asiatiske økonomier i sidste uge ind for at svække deres egne valutaer i forhold til dollaren. Lignende valutaspil var et kendetegn ved det 20. århundreds værste økonomiske krise, i 1930'ernes depression.

Historisk har mønstret være det, at i takt med at landenes produktionsomkostninger og indkomstniveau er steget, er deres valutaer også blevet justeret i forhold til dollaren i overensstemmelse hermed. Mellem 1960 og 1978, for eksempel, blev den vesttyske D-mark opskrevet med næsten 60 procent over for dollaren, mens den japanske yen steg tilsvarende over for dollar med næsten 50 procent. Læren af dette er, at eksportører kan leve med betydelige valutakursopskrivninger, så længe de kan opnå store gevinster i produktivitet, således som Kina fortsat gør.

Ganske vist har Kinas centralbank i denne uge antydet, at man kan være villig til at skifte fra den fastlåste kurs i forhold til dollar til en eller anden form for valutapolitisk styring, der skal inddrage hensyn til »internationale kapitalstrømme og bevægelser i de store valutaer«. Men på samme måde som de seneste kinesiske signaler om at udskifte dollaren som førende international reservevaluta, kan dette meget vel være ren retorik.

En mulig fredelig død

Præsident Obama bør modstå fristelsen til at reagere på disse tilnærmelser med sin egen retorik. Dette er ikke tiden til store taler, men til spidsfindigt diplomati. Lige nu er Kina klart bedre tjent med at holde Kimerika i live, end USA er. Man kunne kalde det en 10:10-ordning: Kineserne får en vækstrate på 10 procent vækst, amerikanerne får 10 procents arbejdsløshed. Ordningen har endnu værre konsekvenser for resten af verden, herunder for nogle af USA's største eksportmarkeder og mest loyale allierede.

Spørgsmålet er: Hvad kan USA tilbyde kineserne til gengæld for at opgive den dollarfastlåsning, som har tjent dem så godt?

Myndighederne i Beijing må overtales til at indse, at alle bogførte tab på dets reserveaktiver som følge af ændringer i valutakursen vil være en beskeden pris at betale for de fordele, det så længe har høstet på Kimerika-modellen: Forvandlingen fra tredjeverdensfattigdom til en status som supermagt på mindre end 15 år. Under alle omstændigheder vil disse tab blive mere end opvejet af stigningen i dollarværdien for Kinas enorme beholdning af yuanaktiver.

Det er også i Kinas interesse at droppe sine valuta-interventionsvaner. Den stærkt undervurderede yuan er den vigtigste finansielle faktor, der forvrider verdensøkonomien i dag. Hvis det fortsætter meget længere, risikerer Kina at miste selve grundlaget for sin økonomiske succes: en åben global handelsorden.

Og det er netop det, præsident i Obama kan tilbyde til gengæld for en væsentlig revaluering, lad os sige 20 til 30 procent over de næste 12 måneder, af yuanen: Et klart tilsagn om at fastholde globalisering og frihandel og en afslutning på den begyndende kinesisk-amerikansk toldkrig.

For så længe, Folkerepublikken har eksisteret, har USA været den vigtigste vogter af en økonomisk verdensorden baseret på fri bevægelighed for varer og gennem de senere årtier også kapital. Det har også påtaget sig at betale regningen for at våge over de olierige, men ustabile regimer i Mellemøsten. Intet land har draget mere fordel af disse ordninger end Kina, og nu må tiden være inde til at betale for dette igennem en stærkere kinesisk valuta. Kimerika var altid en kimære - et økonomisk fabeluhyre. En revaluering af yuanen vil give dette monster den fredelige død, det fortjener.

 

© The Wylie Agency og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Niall Ferguson er professor i Historie på Harvard University. Moritz Schularick er professor i økonomisk historie ved Freie Universität i Berlin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er der een der gider at svare på flg.

Når du snakker om at Kina har valutareserver af dollars liggende, hvad betyder det?

Har de bunker af papir liggende eller hvordan?

Heinrich R. Jørgensen

Nej, den absurde mængde USD der er blevet akkumuleret i Kina, er blevet omsat til noget, der kan købe i denne valuta. Typisk amerikanske statsobligationer eller aktier i amerikanske virksomheder.

At kineser- og araber-dollars er røget ind i USA økonomiske system, var det der udgjorde grundlaget for den fiktive boligboble. USA havde jo brugt pengene en gang til kina-skrammel og olie, og når pengene dukkede op igen, blev de lånt ud, så folk kunne investere i boliger og aktier.

Hvis der var reel valgfrihed om afregning af olie kunne ske i USD, ville de fleste formodentligt foretrække en anden valuta. USA's økonomiske position afhænger i vid udstrækning af, at USD'en fortsat vil blive godtaget som internationalt betalingsmiddel. Uden denne accept, ville USA formodentligt være nødsaget til at indlede krige, for at kunne rane andre nationers ressourcer, til financiering af deres eget underskud.

Kinas kloge politik om en kunstig lav Yuan bliver næppe ændret foreløbig.

Bjarke Lautrup-Larsen

Under alle omstændigheder så holder dette samarbejde op i løbet af 2010 eller 2011 når den globale produktion af olie ikke svarer til efterspørgslen. Hele vores samfundsmodel (og det inkluderer det økonomiske system, produktionssystem, fødevareproduktion, logistik og transport osv osv.) er baseret på billig og rigelig energi i form af olie. Og når olieproduktionen falder kollapser hele det internationale samfund i alle niveauer.

Heinrich R. Jørgensen skriver:

Uden denne accept, ville USA formodentligt være nødsaget til at indlede krige, for at kunne rane andre nationers ressourcer, til financiering af deres eget underskud.

Man kan undre sig over at USA tilsyneladende får så lidt ud af deres indtil nu største ran - Iraks olie, men det kan jo tænkes at de venter til næste (I)ran - med at tage gevinsten hjem...

Heinrich R. Jørgensen

Bill Atkins:
"Man kan undre sig over at USA tilsyneladende får så lidt ud af deres indtil nu største ran - Iraks olie"

Om invasionen af Irak var et forsøg på ran, eller en advarsel til alverdens olie-despoter om at at glemme alle ideér om en afløser for petro-dollar afregningen, er vel ikke til at vide? Måske var det begge dele, hvor første halvdel ikke er lykkedes effektivt.

Iran står nok som de næste på listen, der skal mærke til USA militære magt. I så fald står menuen nok snarere på ran, end på generalprævention. Det er alt for stor en mundfuld at gabe over, blot for at uddele lærestreger. Mon ikke USA har været i gang med forberedelserne i meget lang tid efterhånden? Det har vistnok allerede store troppekoncentrationer i nærheden, samt massiv tilstedeværelse af flådefartøjer. Så vidt jeg har forstået på den velinformerede krigere der deltager i debatten, tager det et år eller to at forberede en stor kampagne. Datoen er sikkert allerede besluttet.

Okkupation er andre lande, for at rane deres ressourcer, har før hjulpet lande på bankerottens rand, på fode igen. Det skulle ikke undre mig, hvis Cheney-bandens oprindelige plan, var at gennemføre en række af lynkrige, og skabe et influx af ressourcer til Uncle Sam.

Mikkel Sørensen

."Intet land har draget mere fordel af disse ordninger end Kina"

siger det amerikanske imperiums to lydige tjenere her om deres herres behandling af planeten. USA er Kinas bedste ven?! Og nu maa Kina give en skaerv?

Ynkeligt og grotesk.

Siden opiumskrigene har enhver halvbegavet kineser vidst at "frihandel" med hvide spoegelser er den sikre doed. Naar smadrede folk kommer paa benene igen er det netop ikke ved at adlyde guilaus fupliberalistiske pegefingre.

Og hvis man tror at Kina vil lade sig intimidere af amerikansk vaabenmagt - saa tager man grundigt fejl.