Læsetid: 8 min.

Økotopia er på vej i fragmenter

Som udviklingen i et økologisk system vil den globale økonomi bevæge sig mod bæredygtighed, fordi det er det mest hensigtsmæssige for organismerne. Men det kan ske mere eller mindre kaotisk og konfliktpræget, siger Ernest Callenbach, forfatter til 1970ernes, nu genopdagede, økologiske fremtidsfortælling og bestseller Ecotopia
Californien er kommet lidt tættere på Økotopia end så mange andre samfund. 'Der sker økotopiske ting her,' siger forfatter Ernets Callenbach, der i 70'erne skrev sin fremtidsutopi 'Ecotopia'. F.eks. er der i dag et program for 'En million sol-tage', som guvernør Arnold Schwarzenegger har presset igennem, og som i Berkeley understøttes via lån til borgere, der installerer solpaneler. Her er det borgergruppen Angry Green Girls, der giver hybridbiler en gratis bilvask i Hollywood, Californien, for at fejre lanceringen af gruppens hjemmeside - en hjemmeside for miljøbevidste.

Californien er kommet lidt tættere på Økotopia end så mange andre samfund. 'Der sker økotopiske ting her,' siger forfatter Ernets Callenbach, der i 70'erne skrev sin fremtidsutopi 'Ecotopia'. F.eks. er der i dag et program for 'En million sol-tage', som guvernør Arnold Schwarzenegger har presset igennem, og som i Berkeley understøttes via lån til borgere, der installerer solpaneler. Her er det borgergruppen Angry Green Girls, der giver hybridbiler en gratis bilvask i Hollywood, Californien, for at fejre lanceringen af gruppens hjemmeside - en hjemmeside for miljøbevidste.

Gabriel Bouys

28. november 2009

Ecotopia hed bogen. Udgivet i 1975 og siden solgt i en million eksemplarer verden over, i Danmark på Borgens forlag under titlen Økotopia. Ernest Callenbach hed forfatteren, i den tids anmeldelser sammenlignet med de store klassiske science fiction-forfattere Jules Verne, George Orwell, H.G. Wells og Aldous Huxley.

Bogen Ecotopia var den fiktive amerikanske topreporter Will Westons reportager og dagbog fra 1999 til sin lige så fiktive New York-avis Times-Post fra den lukkede løsrivelsesrepublik Økotopia på den amerikanske vestkyst, dér hvor staterne Washington, Oregon og det nordlige Californien havde ligget indtil oprøret og løsrivelsen i 1980.

Will Weston betragtede ved sin ankomst Økotopia som en slags økologisk variant af Nordkorea et lukket samfund uden telefonforbindelser til omverdenen, med meget begrænsede ind- og udrejsemuligheder, med en økonomi og levestandard, der var skrumpet markant. Men Westons research gennem seks uger afslørede langsomt og noget mod hans vilje et andet billede.

Økotopia er et samfund, hvor bæredygtigheden er sat i centrum, hvor produktionskredsløbene er lukkede, transportsektoren domineret af elbiler og supereffektive tog, energisektoren præget af solenergi, byerne meget grønnere, luften og vandet rent. Det er også et samfund, hvor økonomien er mindre og i steady-state, hvor folk arbejder færre timer, og hvor kultur, videnskab, samtale og kærlighed er højt prioriterede aktiviteter.

Will Weston ender med at falde for både det grønne samfund og for en af dets kvinder, og i sin sidste dagbogsoptegnelse beskriver han beslutningen om at blive. Både dagbog og reportager sender han hjem til Times-Post, der trykker hele materialet: Indholdet i Callenbachs bog. En utopisk, svagt romantisk, men også konfliktfyldt, udfordrende og meget journalistisk beretning, der ramte tidsånden og kom i centrum af 1970ernes diskussioner om mulige alternativer til det kapitalistiske, materialistiske, forurenende, korrumperede og krigsførende USAs politisk-økonomiske system.

Så kom 80erne, tidsånden ændredes, og Økotopia gled ud af billedet. Indtil bogen inden for de seneste år er dukket op igen som litterær reference i aktuelle diskussioner om nye veje for udviklingen. Ecotopia blev genudgivet i USA sidste år, og i Informations fremtidsavis udgivet 6. oktober i år, men dateret 6. oktober 2059 optræder en grøn udbryderrepublik på samme geografiske sted som Økotopia, omend her i en temmelig totalitær og økofascistisk variant og med Callenbach som republikkens navn ...

Ernest Callenbach selv? Han er i dag 81 år, bor i Berkeley, Californien, skriver stadig, rejser rundt og holder foredrag om klimakrise, bæredygtighed og nye samfundsmodeller. Og giver sjældne interviews.

Der sker økotopiske ting

Ernest Callenbach, er vi i dag i gang med at realisere Økotopia?

»Nej, kun som mindre fragmenter eller komponenter under udvikling. Nogle af dem som sociale fragmenter såsom bofællesskaber, nogle teknologiske såsom alternative energisystemer, nogle politiske såsom tættere byplanlægning og nogle personlige som når folk forsøger at mindske de miljømæssige belastninger ved deres livsstil,« siger forfatteren.

Faktisk er Californien som er en del af bogens øko-republik kommet lidt tættere på end så mange andre stater og samfund: »Der sker økotopiske ting her,« siger Callenbach og nævner blandt andet det program for En million sol-tage, som guvernør Arnold Schwarzenegger har presset igennem, og som i Berkeley understøttes via lån til borgere, der installerer solpaneler.

Men det overordnede billede er modsætningsfyldt.

»Hvor Økotopia var i stand til at gennemføre isolerede økologiske reformer i forhold til lokale forureningsproblemer og -kilder, står vi nu over for en global nedbrydning af de miljømæssige servicesystemer, som naturen tilbyder.«

»I vores samlede forbrugeradfærd er vi i dag langt mere destruktive over for naturen. Når det f.eks. gælder alt, hvad der har med bilismen at gøre, er situationen stærkt forværret i forhold til dengang. Men når det gælder oplysningsniveauet og den offentlige bevidsthed har vi samtidig gjort markante fremskridt i retning af at forstå vores reelle situation på denne planet.«

Så parallelt med tiltagende trafik, voksende materielt forbrug og stadig større belastning af klimaet og økosystemerne registrerer Ernest Callenbach »en hemmelig bevægelse i tingene under overfladen.«

Folk ikke mindst unge mennesker gør »økotopiske ting på millioner af måder«, måske uden egentlig at være særlig bevidste om det, mener han.

»Der er en helt ny generation med en temmelig god forståelse af økologien og med en vis bevidsthed om bæredygtighed.«

Callenbach tror, at social forandring af samfundet foregår på måder, der ligner den måde, biologisk forandring foregår i et økologisk system.

»I naturen er der tale om en succession, hvor nye organismer bevæger sig ind i forstyrrede områder og gradvist bliver i stand til at trives og vinde udbredelse, fordi deres egenskaber og adfærd er bedre tilpasset området. Og folk er som andre organismer: De søger muligheder for at leve et godt liv. Deres ideer og ideologier er blot instrumentelle i den sammenhæng. Når den dominerende livsform gør dem stressede, ulykkelige, usunde, ulideligt konkurrenceprægede og giver dem en forkortet levetid, så vil de helt naturligt søge at skabe alternativ adfærd og alternative systemer. Og hvis alternativerne virker, vil andre forsøge at eftergøre dem.«

»Megen social forandring er i den forstand smitsom,« siger Ernest Callenbach.

»At blive vegetar eller blot spise mere fra de nedre niveauer i fødekæden er ikke noget, der især spreder sig via propaganda eller uddannelse, men mere via eksemplets magt. Hvis en ven serverer dig et vidunderligt måltid, som viser sig at være vegetarisk, overvejer du måske at prøve selv. Det samme gælder spredningen af ikke-rygning. Katastrofer er naturligvis særligt instruktive, men folk er ret gode til at finde ud af, hvad der fungerer. I USA har den mærkværdige besættelse af firehjulstrækkere f.eks. måttet vige for øget salg af små og relativt brændstof-effektive biler. Vi forandrer os faktisk og ændrer adfærd, når det forekommer os hensigtsmæssigt.«

Callenbach finder, at den selskabsstyrede, ansvarsbegrænsede kapitalisme er rigtig god til at producere og sælge varer for profit, men ikke til så meget andet, og når det bliver tydeligt f.eks. som nu hvor globale livsbærende systemer som klimaet er under ødelæggelse åbner der sig muligheder for andre sider af menneskelig snilde og skaberevne.

Som opdukkende økologiske nicher for andre måder at organisere sig på teknologisk, økonomisk, politisk og adfærdsmæssigt.

»Økonomiens nedtur vil umiddelbart gøre nogle ting vanskeligere, men eftersom miljømæssige forbedringer ofte sparer penge, vil vi også se positive effekter af nedturen. Recessionen betydet mindre bilkørsel og mindre indkøb, så vores kollektive miljøbelastning går faktisk ned.«

Systemets krise åbner altså for adfærd, der er mere hensigtsmæssig for den enkeltes husholdning, men dermed også for den fælles holden hus med tilgængelige ressourcer.

Korrupt politisk system

»Forandringer kommer altså primært nedefra i takt med, at nye måder at gøre ting på viser sig at være mere behagelige, billigere, effektivere end traditionelle måder. Det foregår altid langsomt, partielt og med fejltagelser, men i sidste ende kan det få karakter af revolutionerende forandringer.«

Formår det politiske system at understøtte en sådan proces?

»Især i USA er politik i høj grad taget som gidsel af selskabsinteresser. Derfor ændrer politikken sig meget langsomt, endskønt der i det små er cyklusser mellem mere konservative og mere liberaler perioder.

Du sagde under Bush-regeringen, at måske er det amerikanske demokrati ved vejs ende vi lever under et system med meget korrupt regeringsførelse hvordan ser det ud i dag?

»Markant værre,« siger Callenbach med henvisning til økonomiske erhvervsinteressers indflydelse under amerikanske valg og ved løbende finansiering af politikere.

»Det eneste gode er, at markant flere mennesker nu også har erkendt det. Der foregår en kampagne for rene valg med offentlig finansiering af valgkampagner, som har vundet accept i Maine, Arizona og Connecticut og gør fremskridt andre steder. Kun hvis vi kan få vore politiske repræsentanter ud af kløerne på kampagne-sponsorerne, kan vi gøre os håb om lovgivning, der er til gavn for den brede befolkning. Det gælder sundhed, energi, transport, uddannelse hvad som helst.«

Callenbach tilføjer, at der også står økonomiske interesser i kul-, olie- og elsektoren bag mange af de klima-benægtere, der i USA fører kampagner mod bl.a. det aktuelle klimalovsforslag i Kongressen:

»Men i modstanden på dette område er der også tale om et element af reel uvidenhed eller af mistillid til staten og dens informationer om bl.a. klimaproblemet. Mange mennesker har simpelthen ikke lyst til at være bekymrede eller føler sig magtesløse og tror, at vi ikke kan gøre noget ved så omfattende et problem.«

Blød eller hård landing

Du taler om forandringen som nærmest en økologisk succession. Men de aggressive protester mod noget så relativt moderat som en klimalov i USA kunne da godt tyde på, at en omstilling kan blive meget konfliktpræget, hvor dem, der er privilegerede i det gamle system, vil slås hårdt for at bevare det, bæredygtigt eller ej?

»Jo, omstillingen kan godt blive hård,« svarer Callenbach, og påpeger at det hårde også kan bestå i måden, klimaforandringerne manifesterer sig.

»Nogle analytikere skelner mellem en blød landing fredsommelig, gradvis forandring og en hård landing, hvor mange af de ting, vi er afhængige af, simpelthen ophører med at fungere, og millioner af mennesker vil dø. Folk kan godt acceptere eller finde udveje for mange problemer. Men hvis problemerne får lov at spidse til, og fødevareforsyninger f.eks. bliver stoppet eller der opstår mere udbredt forarmelse, vil vi se voldsomme hændelser. Uanset hvor det sker. Vi ved også fra f.eks. Tysklands historie, at en følelse af tab og magtesløshed i middelklassen kan lede mod fascistiske tendenser.«

Du har sagt at økonomisk vækst er blot et forbigående lune. Tror du på en ligevægts-økonomi?

»Før eller siden får vi en ligevægts-økonomi, men det vil hverken ske helt med tvang eller helt frivilligt. Forandringerne sker via push and pull, både stok og gulerod. Når en økonomisk aktivitet mister sin raison detre, kan den måske overleve en tid via subsidier som dagens industrilandbrug. Men med tiden vil mere passende, dvs. bedre tilpassede, mønstre erstatte den. For landbruget f.eks. et mere arbejdskraftintensivt, lokalt og hovedsagelig økologisk landbrug.«

»Planlægning kan nogle gange hjælpe Men det, der vil dæmpe økologisk selvmorderiske forbrugsniveauer, er ikke så meget velovervejede beslutninger, som virkningen af økonomisk skrump. Det eneste, der indtil nu har reduceret udledningerne af drivhusgasser, er den aktuelle økonomiske recession. Når Peak Oil og Peak Food for alvor rammer, vil alting blive dyrere. Jeg taler for tiden om bæredygtig krympning og argumenterer for, at det vil øge kvaliteten af vores sociale liv og holde os sundere. Som titlen på min allerførste bog sagde: Vi må lære at leve billigt med stil.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

KANON god artikkel :-) top karekter ;-)

jeg vil bare bidrage med et enkelt fakta, usa bruger ca deres underskud på BNP på militære udgifter, ja det er faktisk sandt hele amerikas underskud er nogenlundede svarende til deres militære udgifter, på et år. giver det ikke stof til eftertanke at det faktisk er udlandet der betaler for at lade sig diktere af verdens eneste subermagt på klods. et land der udgør ca 3% af verdens resurser som der forbruger ca 30% af verdens resurser, skar verden sine militær udgifter ned med ca 50% så kunne vi ikke bare løse klima og resurse problematikken nej vi kunne også udrytte begrebet fattigdom i hele verden, så nej økotopia det er ikke utopia, det er helt enkelt et evulusionært skridt op væk fra vores utopiske syn på at vi med våben kan løse nogen problemer, nej se på en globus, se det er en klode, vi er ret alene i vores eget solsystem og der er ret langt ud til bare det nærmeste vi kan kalde en beboeligt klode, mars kunne ved ca 10.000-100.000 års masiv indsats gøres beboelig, for bare en brøk del af den udgift der kan vi bevare vores eneste hjem jorden, men det kræver at vi gør op med det fleudale militære syn på verden om atder skal være en hærsker, der bestemmer over os alle, vælger vi at forsætte ud af den vej så vælger vi dommedag vækst baseret på udnyttelse af naturen jo det er i bund og grund dommedag, vi kan som det ser ud nu udrytte verden ca 600-1000 gange med atomvåben, krudt og kugler halvedede vi denne evne til selvudryttelse så kunne vi løse alle verdns problemer uden at det koster velstand og livskvalitet.

vores kapitalistiske samfunds model bruger næsten alle resurser på at fortælle os at det vi lige har købt det skal udskiftes med det samme,

se denne lille histore om stuff.

http://www.storyofstuff.com/

tankevækkede, ikke tænk dette sytem kræver at vi som verden bruger ufattelige resurser på et defust begreb om militær forsvar for at forsvare alt det "stuff",

peak oil og peak food det er vikelighed, men som ansat i fødevare brancen i flere år der ved jeg at vores detail pakkede helvede den er hoved årsagen til at vi forbruger langt flere resurser end vi faktisk behøver,

se filmen om stuff den er ikke bare sød nej den vækker vores evne til at tænke, vi kan hvis vi ville lave økotopia et samfund hvor vi kke behøvede at knokle hele tiden for at føle os som en succes.