Læsetid: 6 min.

En regering, der ikke regerer, i et land, der ikke er en nation

Der er dannet ny regering i Libanon som følge af enighed mellem Syrien og Saudi-Arabien - og intern enighed om at acceptere Hizbollah som en stat i staten
Studehandel. Det var ikke den store positive samarbejdsvilje mellem Libanons stridende fraktioner, der muliggjorde en regeringsdannelse. De afskyr stadig hinanden med uformindsket styrke. Det var derimod en studehandel mellem Syriens præsident Assad (tv.) og Saudi Arabiens kong Abdullah. Saudierne beholder sin nøglerolle den i libanesiske økonomi - og Syrien genindtræder som de facto sikkerhedsgarant.

Studehandel. Det var ikke den store positive samarbejdsvilje mellem Libanons stridende fraktioner, der muliggjorde en regeringsdannelse. De afskyr stadig hinanden med uformindsket styrke. Det var derimod en studehandel mellem Syriens præsident Assad (tv.) og Saudi Arabiens kong Abdullah. Saudierne beholder sin nøglerolle den i libanesiske økonomi - og Syrien genindtræder som de facto sikkerhedsgarant.

14. november 2009

Mr. Sultan, en fin, ældre sunnigentleman og min faste boghandler i Beirut, er tilfreds. Sådan da. For som han sagde, da jeg i går hentede dagens aviser:

»Det er den bedste regering, vi kunne håbe på. Den bedste af mange mulige onder, om De vil.««

Jeg kunne ikke nære mig, selvom jeg ved at Mr. Sultan helst undgår dette prekære emne:

- Men Hizbollah bestemmer vel stadig det hele?

Med et af den slags skuldertræk, der indikerer, at verden nu en gang er, som den er, og det kan der ikke laves om på, svarede han:

»Ja, men de er der jo hele tiden.«

Så havde han ikke sagt for meget.

Og det tør antydes, at Hizbollah, Guds Parti, 'er der hele tiden'. I den nye libanesiske regering, der blev dannet i den forløbne uge efter næsten fem måneders tovtrækkerier siden valget 7. juni, har Hizbollah to af de 30 ministerposter, og langt fra de vigtigste: Landbrugsministeriet og 'Ministeriet for Administrativ Udvikling', idet deres reelle funktion dels er at signalere 'national samling' udadtil - og indadtil holde et øje med, om der sker noget i kabinettet, der kan forstyrre Hizbollah-chefen, Sayyed Hassan Nasrallah.

Regeringsgrundlaget

Ikke at nogen forventer, der vil ske noget som helst. Et markant træk ved den nye libanesiske regering er fraværet af landets politiske ledere fraset premierministeren, Saad Hariri, søn af den i februar 2005 myrdede sunni-leder, Rafik Hariri, og leder af den såkaldte 14. Marts-bevægelse, der blev det direkte resultat af Hariri-attentatet, og som formelt har flertal i det 120 pladser store parlament.

Netop formelt, idet Libanons regering nu som før består af alle partier og fraktioner med 15 ministerposter til Hariri-fløjen, 10 til oppositionen, den såkaldte 8. Marts-bevægelse (heraf altså de to Hizbollah-ministre), og fem 'neutrale' udpeget af præsidenten, den kristne eksgeneral, Michel Sleiman.

Denne fordeling sikrer, at præsidenten har reel vetoret i alle beslutninger - men han får næppe brug for den, eftersom de vigtigste kristne, muslimske og drusiske partier er blevet enige om, at 15-16 områder - f.eks. udnævnelsen af topchefer i ministeriet og styrelser, beslutninger om infrastruktur og kommunikation, etc., handles af mellem de faktiske ledere uden for regeringen - den kristne Michel Aoun, hvis parti er allieret med Hizbollah, druseren Walid Jumblatt, de shiamuslimske ledere Hassan Nasrallah og Nabil Berri (parlamentsformanden) og den maronitiske (kristne) Gemayel-familie samt selvfølgelig Saad Hariri, der samtidig er regeringsleder.

Men at regeringen overhovedet kunne dannes skyldes ikke positiv samarbejdsvilje mellem de libanesiske fraktioner, der i det store og hele afskyr hinanden, men at to statsledere blev enige: Saudi-Arabiens kong Abdallah og Syriens præsident, Bashar al-Assad.

De to ledere blev - i øvrigt uden indblanding fra libanesiske politikere, der ikke var inviterede - enige om en borgfred: Saudi-Arabien vil fortsat være den dominerede økonomiske faktor i Libanon i kraft af store investeringer med tætte bånd til Hariri-familien, hvis selskab, 'Solidere', i det store og hele dominerer Libanons ejendoms- og pengemarked. Syrien vil de facto genindtræde i den rolle som sikkerhedsgarant, det havde før de syriske styrker blev tvunget til at trække sig ud af landet i 2005 efter Hariri-mordet. Bashar al-Assad er i skrivende stund i Paris for at få præsident Nicola Sarkozys velsignelse til denne studehandel.

Anne Frank som politisk prisme

Efter at de to arabiske ledere mødtes for et par uger siden, da Kong Abdallah tog turen til Damaskus for at lime tingene sammen, gik politikerne i Beirut i realitetsforhandlinger om fordeling af den politiske pizza på 30 ministerie-stykker, der nu er fordelt.

Et af områderne var særligt prekært, nemlig undervisningsministeriet, som falangist-lederen Sami Gemayel gjorde krav på til sit parti. Det fik han ikke, og grunden er, at 8. Marts-bevægelsen (læs: Hizbollah) var imod, og forhistorien fortæller mere om Guds Partis indflydelse end de fleste højpandede politiske analyser:

For nogle uger siden gik Hizbollahs tv-station, Al Manar, til angreb på en britisk privatskole i det sunnimuslimske Vestbeirut, hvis undervisningsmateriale bl.a. omfatter Anne Franks dagbog.

Tv-stationen krævede i en nyhedsreportage dette stykke verdenslitteratur fjernet fra skolens undervisningsplaner med den begrundelse, at der var tale om 'en zionistisk invasion' af det libanesiske uddannelsessystem (som bekendt er Anne Franks dagbog en skildring af en jødisk familie, der gemte sig på et loft i Amsterdam under det nazistiske Tysklands besættelse af Holland).

Skolen makkede ret efter, at den siddende undervisningsminister, Bahia Hariri - en søster til den myrdede Rafik Hariri - suspenderede brugen af bogen med 'henblik på nærmere undersøgelse af dens indhold'. Det gjorde hun, ifølge velinformerede kilder, fordi Hariri-fløjen ikke ønskede en politisk konfrontation med Hizbollah i en situation, hvor en ny regering var under opsejling, og hvor Hizbollahs deltagelse ville være en slags garanti for 'stabiliteten'.

Denne sag om primitiv censur, har snore til det egentlige politiske problem i Libanon, nemlig Hizbollah-militsens våben - ikke bare pistoler og kalashnikovs, men missiler med en rækkevidde på 350 kilometer - langt nok til at de kan nå Tel Aviv.

Disse våben er det ømme punkt - de er uden for den libanesiske stats kontrol, og ifølge en række eksperter er Hizbollah langt bedre bevæbnet end den libanesiske hær. Men knasten er, at FN's Sikkerhedsråd i 2004 vedtog en resolution (1559), der kræver afvæbning af alle libanesiske militser. Så sent som i sidste uge kom endnu en rapport fra FN's generalsekretær, der beklagede, at dette krav ikke er opfyldt for så vidt angår Hizbollah-militsen, der ser sig selv som Libanons eneste garant mod den 'zionistiske fjende' sydpå.

FN-kravet bliver da heller ikke efterkommet nu, idet den ny samlingsregering har vedtaget helt at se bort fra disse våbens eksistens, vel vidende, at ethvert forsøg på at efterkomme sikkerhedsrådets resolution vil medføre en ny borgerkrig. Hizbollah er således en stat i staten, og staten gør - eller rettere undlader at gøre - som den får besked på.

Hizbollahs telenetværk

Det andet prekære regeringsområde er ministeriet for kommunikation, som Michel Aouns kristne Hizbollah-allierede parti har fået overladt. Årsagen er simpel: Kommunikations-ministeriet har kontrol med mobilnettet, der er en meget indbringende forretning, men nok så vigtigt - det overser også Hizbollahs alternative mobilnetværk, der opererer uafhængigt af de statslige netværk og i princippet ikke kan aflyttes af f.eks. Israel.

Da den drusiske leder, Walid Jumblatt, i maj sidste år forlangte Hizbollahs netværk nedlagt - og i øvrigt den Hizbollah-udpegede sikkerhedschef i Beiruts lufthavn fyret - kostede det 84 menneskeliv.

Hizbollah besluttede at give Jumblatt og Hariri, der var med på idéen om at nedlægge netværket, en lærestreg. Den shiamuslimske milits gik simpelt hen ind i den sunnimuslimske del af hovedstaden og demonstrerede, hvem der har den militære overmagt i landet. Jumblatts bastion i Beirut såvel som i Shouf-bjergene sydøst for Beirut blev ligeledes angrebet. Bataljerne varede fire dage og sluttede først, da Jumblatt telefonisk havde tigget Nasrallah om ikke at slå ham ihjel, og hæren på Hizbollahs opfordring (eller ordre, om man vil) overtog kontrollen med gaderne omkring Hariris hovedkvarter i Hamra-bydelen.

Ingen forventer dog en gentagelse nu - dels fordi Aouns parti har fået ministeriet for kommunikation, men nok så meget fordi Walid Jumblatt lærte lektien, og nu har accepteret tingens tilstand i en grad, så der er sået tvivl om, hvor vidt han er loyal over for Hariris 14. Marts-bevægelse.

Jumblatts dilemma

Som Mr. Mohammed, der driver en politikerbesøgt café i hjertet af Beirut, lakonisk bemærkede:

»Walid Jumblatt troede i 2008, at Hizbollah var svækket af israelernes angreb i 2006, men har indset, at han tog fejl. Og Jumblatt er altid at finde på den sikre side i libanesisk politik - når den sikre side er Hizbollahs side, vil han være der. Han ved, at de ikke vil tabe den næste krig.«

Det er der en forklaring på - druserne udgør kun få hundrede tusinder af Libanons godt fire millioner indbyggere. Desuden er de geografisk klemt mellem de shiadominerede områder i Sydlibanon og Bekaa-dalen, og i en voldelig konflikt vil de være prisgivne. Og en voldelig konflikt er, hvis man skal tro presserapporter, stadig en mulighed - omsætningen af våben er steget i takt med øget utryghed i kristne såvel som sunnimuslimske nabolag, hvis man skal tro en rapport i web-avisen Now Lebanon, der i den forløbne uge interviewede våbenhandlere og politiske aktivister i Beirut.

Jo, Jumblatt ved også meget vel, at Hizbollah ikke taber den næste krig, nemlig den mod Israel, som mange politiske iagttagere såvel som 'manden på gaden' mener er uundgåelig.

Men som Mr. Sultan sagde: Den nye regering er den bedste af mange mulige onder. Det må man håbe for libaneserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu