Nyhed
Læsetid: 3 min.

Rwanda har kurs mod Commonwealth

Rwanda har gode chancer for at blive optaget i Commonwealth på grund af fine økonomiske nøgletal. Men landet har udviklet sig til en politistat uden frihed og med en økonomisk vækst baseret på forkerte antagelser, mener kritikere
Mange rwandere mener, at Frankrig spillede en tvivlsom rolle under folkemordet i 1994, og tilnærmelsen til Commonwealth ses bl.a. som et opgør med den franske indflydelse i området.

Mange rwandere mener, at Frankrig spillede en tvivlsom rolle under folkemordet i 1994, og tilnærmelsen til Commonwealth ses bl.a. som et opgør med den franske indflydelse i området.

Jose Cendon

Udland
24. november 2009

ARUSHA - Når de 53 medlemmer af Commonwealth i denne uge holder møde i Trinidad & Tobago, ser det ud til, at organisationen - der består af Storbritannien, en række tidligere britiske kolonier samt områder, der stadig er under britisk styre - får et usædvanligt nyt medlem.

Det centralafrikanske land Rwanda er efter alt at dømme på vej ind i organisationen, selv om landet aldrig har været en britisk koloni.

Tilsyneladende går det godt i Rwanda. Nærmest dagligt hører man om, hvordan Rwanda giver regionens øvrige lande baghjul, når det gælder økonomisk vækst, service og udenlandske investeringer.

Den høje, elegante præsident, Paul Kagame, har fået plads i det internationale kridthus på grund af sin udviklingsorienterede ledelsesstil og for sit opgør med bistandssponsoreret sløvsind. Kagame går ind for effektivitet, innovation og nultolerance over for korruption. Sidste uge modtog han innovationsprisen på Global Leadership Summit. Ugen før fik Rwanda ros for at gøre visionen om »den grønne revolution i Afrika« til virkelighed ved at investere over 10 procent af BNP i udvikling af landbrugssektoren. Noget som er hårdt tiltrængt, eftersom over 80 procent af befolkningen lever af landbrug.

Vækst og fremdrift

Også Rwandas uddannelsessektor blomstrer - hvor der i 1994 var indskrevet 2.500 studerende på højere læreanstalter, er tallet i dag 45.000. Servicesektoren er eksploderet, og via det amerikansk sponsorerede program One laptop per child har 2,2 millioner børn og unge i Rwanda fået adgang til den fagre nye computerverden.

Officielle FN-tal bekræfter, at selv om størstedelen af befolkningen fortsat lever under fattigdomsgrænsen, er det lykkedes Kagames regering at genskabe den økonomiske vækst og fremdrift i et land, der for bare 15 år siden vaklede i sporene af et blodigt folkedrab.

Så formentlig bliver Rwanda optaget i Commonwealth-fællesskabet. Til trods for, at landet aldrig har været koloniseret af briterne.

»Udviklingseksperter her og i London anerkender Rwandas udviklingstilgang, og vi forventer, at erfaringerne, man høster her, kan rulles ud i resten af Afrika,« sagde den britiske ambassadør i Rwanda, Nicholas Cannon, for et par måneder siden.

Fortiden spøger

Sammen med Rwandas beslutning om at afskaffe fransk som officielt sprog til fordel for engelsk ser mange Commonwealth-ansøgningen som en politisk markering og en afstandtagen til Frankrig på grund af franskmændenes stadig uafklarede rolle i det blodige folkedrab i 1994.

Ifølge en propagandahjemmeside for Rwandas opposition er Paul Kagames handlinger dog nærmere udtryk for ren kynisme.

»Paul Kagame går imod Frankrig af politiske årsager. Han spiller det anti-franske kort for fortsat at nyde godt af beskyttelsen fra sine amerikanske og britiske sponsorer,« citeres Jean Baptiste Mberebahizi, talsmand for FDU, for.

Også andre advarer mod at lade historiens forsimplede fordeling af offer- og skurkeroller skygge for, hvad der egentlig sker i Rwanda nu, og for at lade den økonomiske vækst overskygge andre udviklingsfaktorer.

»Rwandas regering har udviklet sig til en politistat. De har formået at skabe en infrastruktur, der gør det muligt at kontrollere befolkningen og få dem til at gøre, som deres leder vil,« siger en højtstående rwandisk FN-medarbejder til Information.

Sidste år indførtes for eksempel en lov, som forbyder både børn og voksne at tale om eller blot kommentere etnicitet eller at udtrykke sig om hændelser under folke- drabet. Den såkaldte 'Lov mod folkedrabsideologi' er blevet stærkt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer. Blandt andet fordi definitionerne er så løst formuleret, at loven kan anvendes efter behov, og fordi sanktionsmulighederne er så voldsomme, at børn helt ned til 12-års-alderen kan smides ud af skolen og i fængsel, hvis de taler nedsættende om andre etniske befolkningsgrupper.

»Den politiske situation i Rwanda er som at gå på æg. Der ville det anses for en forbrydelse at tale om tingene, som vi gør nu,« siger FN-manden som forklaring på sin anonymitet.

»Problemet er, at det ikke er hele befolkningen, som nyder gavn af den økonomiske vækst. Pengene er koncentreret på få hænder. Hvis du ser på fordelingen af ministerposter eller på hvem, som nyder godt af stipendier og internationale jobs, vil du se, at det primært er tutsier. Det er tutsier, som repræsenterer Rwanda i det internationale samfund, og det misfarver hele forståelsesrammen,« siger han og fortsætter:

»Og hvis du spørger mig, om der foregår genforening i Rwanda, vil mit svar være - ikke i morgen. Folk bliver gjort tavse. Ingen kan fortælle dig, hvad jeg fortæller dig nu, i Rwanda. Det internationale samfund får regeringens officielle version. Tutsiernes version. Hvis du spørger mig, om medlemskabet af Commonwealth vil gøre tingene bedre, vil jeg svare nej, ikke medmindre briterne bruger deres indflydelse til for alvor at undersøge Paul Kagames egen rolle i folke- drabet og de nye anklager, der er dukket op imod ham. Bevisbyrden vokser.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her