BERLIN - Over 2.000 tyskere leder stadig efter slægtninge, som de har mistet som følge af DDR's tvangsadoptionspolitik - en praksis, som blev til på direkte initiativ af diktatorenken Margot Honecker.
I henhold til denne politik blev børn af systemkritikere og af østtyskere, som havde forsøgt at flygte til Vesten, med magt og for altid taget fra deres forældre. Mange af dem blev anbragt på børnehjem eller statslige adoptionsinstitutioner, og en del blev adopteret af barnløse medlemmer af Kommunistpartiet.
Den sidste østtyske diktator, Erich Honecker, som gav ordre til at opføre Berlinmuren i 1961 (Honecker var dengang sikkerhedsminister, red.), døde i 1994 af kræft, men hans enke Margot lever i eksil i Chile og får pension af den tyske stat.
Og 20 år efter Murens fald angrer og fortryder hun stadig intet. I et sjældent interview insisterer hun på, at folk »da havde et godt liv« under det regime, som hendes mand stod i spidsen for.
De familier, som blev revet fra hinanden af fru Honeckers børnepolitik, vil næppe være enige heri. Mange af de børn og forældre, som blev ofre for tvangen og adskillelsen, så aldrig hinanden igen, men eftersøgninger foregår stadig.
En organisation, som dokumenterer overgrebet og forsøger at føre de adskilte sammen igen, vurderer, at over 2.000 østtyskere stadig savner kontakt med deres oprindelige familie eller vice versa.
Tog børn fra forældre
Eva Siebenherz, der er leder af Suchpool DDR Bürger, siger til The Independent:
»Dette var en af de alvorligste menneskerettighedskrænkelser, som det østtyske kommunistregime begik. Staten tog simpelthen folks børns fra dem. Forældrene og børnene selv lider stadig under følgerne, endnu i dag, 20 år efter Murens Fald.«
Petra Hoffman fik frataget to børn. I 1971, da hun var en 17-år gammel køkkenassistent i en statslig kantine, fik hun sit første barn, Mandy. Men babyens far var imidlertid dissident, så Petra blev tvunget til at aflevere barnet med henblik på adoption.
»Jeg forsøgte at kæmpe imod, men jeg var for ung. Alt, hvad jeg fik ud af det, var at blive sat i fængsel som statsfjende,« siger hun til Bild-Zeitung. Dommeren ved sagen mod hende kaldte hende for »en rotte, der gnaver i socialismens storslåede søjler«. En søn, hun fødte i 1974, blev også frataget hende og bortadopteret uden hendes samtykke.
»De kom midt om natten og tog ham ud af hans seng,« siger hun. Petra og Mandy blev genforenet i sidste måned. Det er stadig ikke lykkedes at opspore sønnen.«
Margot Honecker var DDR's Folkeuddannelses-minister (Ministerin für Volksbildung), var en af kommunistpartiets hårdeste strammere og om muligt tilhænger af en endnu hårdere kurs end sin mand. Ud over tvangsadoptioner indførte hun også militærtræning og undervisning i våbenbrug i skolerne.
Hun flygtede til Chile i 1993, da regeringen i Santiago besluttede at gengælde Østtysklands modtagelse af flygtede dissidenter fra Pinochet-regime. Hendes mand, som var DDR's leder fra 1971 til 1989, sluttede sig til hende samme år, men døde året efter. Han var oprindelig flygtet til Sovjetunionen, men her blev han pågrebet og udleveret til Tyskland, hvor han blev dømt for forræderi. Det kom også til retslig efterforskning af hans kones forhold, men hun undgik at møde i retten.
Nok af forfølgelse
»Jeg har fået nok af den forfølgelse, som tidligere borgere i Den Demokratiske Republik bliver udsat for,« siger fru Honecker i interviewet.
»I vore dages Tyskland er der næppe et tv-talkshow, en tv-avis eller en film, som ikke forhåner DDR. Men bagvaskelsen vil ikke lykkes for dem, for 50 procent af østtyskerne siger selv, at de har fået det værre under kapitalismen. Vi havde et godt liv i DDR. De kan sige, hvad De vil, men kendsgerningerne taler for sig selv. Det går i dag op for stadig flere mennesker, hvad de mistede med DDR. Vi kan være sikre på, at tingene nok skal blive endnu værre i Tyskland. Ikke for industriherrerne måske, men for arbejderklassen. Så socialismen skal nok komme tilbage - selv i Tyskland.«
I sit hjem i Santiago fører fru Honecker, der i sin tid var et yndet mål for latterliggørelse, en beskyttet tilværelse på afstand af pressen, og kun sjældent giver hun interviews. Hun fejres dog stadig af visse sydamerikanske venstreorienterede aktivister. Sidste år blev hun således hædret med ordenen 'Socialismens heltinde' i Nicaragua af præsident Daniel Ortega for sine bidrag til den revolutionære socialismes sag. Som tegn på taknemmelighed rakte hun en knyttet næve i vejret - kommunismens gamle kampsymbol.
© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
